Luftbåren hjernesaft

Hvornår eksisterer noget? Når vi oplever det, eller når vi forstår det? Har den materielle verden en kraft, en bevidsthed, vi endnu ikke har et sprog for og blot har negliceret i vores materielle selvoptagethed?

Den aktuelle udstiling på Sorø Kunstmuseum rejser nogle meget fundamentale spørgsmål om det, at noget er til.

Selve værkoplevelsen opstår netop i dette tvivlende limbo mellem ting og tanke, materiale og bevidsthed, det at skabe og blive skabt.

Efter at have præsenteret to udstillinger, Erindringens Arkæologi (ting) og senest Grundlag. Materialitet No. 2 (jord), der undersøgte et særligt aktuelt fokus på materialet i samtidskunsten (New Materialism går det under), så er vi med den aktuelle udstilling Im-materialitet (bevidsthed) skubbet ud i en materialitet med helt særlige bånd til bevidsthedens flygtige og spekulative natur (en Speculative Realism).

Læs anmeldelse af Erindringens Arkæologi (ting)

Læs anmeldelse af Grundlag. Materialitet No. 2 (jord)

Materiale med egen vilje
Vi træder ind i museets hvide kælder mellem værker af ikoner som amerikanske Robert Barry, tyske Hansjoerg Dobliar, og de danske spekulanter Lea Porsager, Ursula Nistrup, Ebbe Stub Wittrup og Troels Sandegård. Vi er også trådt ind i et spændingsfelt mellem videnskab og åndelighed, det normale og det paranormale.

Og lige der, midt mellem forklaringsmodellerne, er der et gnidningsområde, som samtlige værker opererer i: De præsenterer en fysik med en immateriel dimension, der gør os afhængige af videnskaben, sproget, de sanser og de tankemønstre vi forsøger at omfavne verden med.

De repræsenterer en anti-dualisme, hvor polerne; objekt-subjekt, materiale-bevidsthed, sandt-falsk kollapser. Mennesket er ikke længere den eneste definerende og handlende faktor i den materielle verden. Bag det materielle ligger en bevidsthed, en agens, der ikke kan gribes om, men som har indflydelse på den fysiske verden.

Et spirituelt kollektiv
Udstillingen producerer faktisk en halvreligiøs atmosfære, fordi en rækker værker ender med at rejse spørgsmål om, hvad man i sidste ende godtager eller affejer, når man står dér uden svar ved hånden. Men hvis man kan og tør holde døren åben, er mange af værkerne direkte årsag til flere dages spekulativ hjerneaktivitet. Og lad mig sige det med det samme, Im-materialitet er et sjældent eksempel på, at en udstilling kan gå op i en højere enhed.

Enheden opstår i kraft af en eksemplarisk brug af videnskaben i mødet med kunsten, hvor værkernes undersøgelser undviger det lette svar eller en egentlig opdeling af de to tilgange til eksistensen.

Der er langt fra Hansjoerg Dobliars spirituelle undersøgelser på lærred til Ursula Nistrups kortlægning af tonens kraft og Troels Sandegård og Ebbe Stub Wittrups fundne dokumentationer fra spiritistiske seancer fra Selskabet for Psykisk Forskning med ektoplasma, automatskrift og svævende objekter, men samlet rammer alle værkerne netop krydsfeltet mellem spiritisme og videnskab. Vi indgår meget naturligt i en sanselig leg og en parallel søgen efter mulige forklaringer.

Spekulativ kunst
At bevidstheden er en immateriel kraft, er skåret nærmest ud i pap med Robert Barrys to tekstværker til udstillingen, som med deres cirklende henvisning til et endnu ikke eksisterende fænomen, er helt igennem fysisk som tekst, samtidig med at det ’noget’, som fysikken udtrykker, ender som luftbåren tankekraft hos publikum.

Barry, der som konceptkunstens trickster både har telepateret sine værker til en udstilling i 1969 (Telepathic Piece) og skabt værker af gas (Inert Gas Series, 1969), er næsten for godt castet til denne sammenhæng.

Det er dog – uden national stolthed i stemmen – særligt de danske bidrag, der udfordrer tanke, praksis og tager plads i hjerne-impulserne.

Sandegård og Wittrup har, udover deres nylige indtrædelse og efterfølgende arkivindsamlinger i Selskabet for Psykisk Forskning, skabt udstillingens klart mest spekulative værk: Exposed Objects, hvor 16 objekter er blevet indstøbt i beton og dernæst ’blottet’ af en clairvoyant, hvis beskrivelser vi kan konsultere, imens vi glor indædt på de grå kuber og går undrende rundt mellem dem:

Jeg får et syn af en hånd. Det kan være en kunstig fremstillet hånd eller også er det en genstand, som intet har med en hånd at gøre (lavet af hænder). Jeg kan også se en rund ting i siden på den. Det ligner en globus eller en planet (pga. formen).

Bevidsthedens toner
Og den her temmelig udfordrende idé om at former og objekter kan manifestere sig for os og handle ved egen kraft, får yderligere klang hos Ursula Nistrup, der efterhånden har indtaget en helt særlig position som kunstner, hvor kultur (her særligt arkitektur) og historie, materiale og lyd, krop og psyke forbindes.

Vi bliver via formundersøgelser, populærkulturelle observationer og hengemte videnskaber tæt forbundet til vores omgivelsers fysik og klang. Det resultere også i, at særlige arkitektoniske former, skurende dissonanser eller djævelske toner (fx tritonus-intervallet) får en indlejret magt, der har konkret indvirkning på sind og krop.

Disse klangfulde forbindelser skabes mellem en række fotografier og objekter fra et skotsk kapel, grafik over dissonansens fysik og sidst en eksemplarisk performance af to strygere, der har undersøgt udstillingsrummets særlige karakter og dissonans. Hér blev immaterialiteten absolut sanselig med dissonansens vibrationer.

Som spyttet ud af skødet
Apropos udfordrende, så har Lea Porsager evnet at få undertegnedes fysiske nærvær transformeret til en meget reel bevidsthed. Da jeg i 2012 trådte ud af Porsagers totalinstallation, The Anatta Experiment, under dOCUMENTA(13), havde jeg en klar oplevelse af, at jeg lige var blevet spyttet ud af et dirrende skød.

Fra at være omgivet af mørke, dundrende lyde, skrig, indsmurte kvindekroppe i spasmer og objekter med kropslige antydninger, stod jeg efter en lille time udenfor med en følelse af, at jeg var blevet fordøjet af en kvindelig organisme, der havde gennemtygget og spyttet mig ud igen. Meget lig Neos slimede genfødsel i The Matrix. Min umiddelbare forklaring er, at Porsagers komplekse værker ofte hensætter én i en uoverskuelig og magtesløs tilstand.

Og mellem æg, hud, zygoter (celler i helt tidlige stadier), beskeder med luftbåren hjernesaft fra universets periferi, dokumentationer fra laboratorieforsøg med en blævret æggesubstans og meter lange, slimede kirtler på gulvet, står man pludselig fremmed i en verden fuld af egen-kraft, og så kan alt med ét føles som intet… og omvendt.

Det er et udmærket sted at starte.