Maleriets geologi

Ude i Værløse, hvor man skal køre gennem skoven med toget for at komme ind til byen, ligger det smukt placerede udstillingssted Skovhuset. En glædelig opdagelse for denne anmelder i lighed med udstillingen af kunstneren Ian Schjals.

Schjals, der har været aktiv siden af starten af 1980’erne, er ikke noget overeksponeret navn på kunstscenen og hans produktion er ikke af typen, der trækker overskrifter eller lefler for tidens trends. At der er tale om et anerkendt og påskønnet værk, vidner listen over bidragende kunstnerkolleger på udstillingen om med optræden af Thomas Bang, Lone Høyer Hansen og Christian Lemmertz med flere.

Udstillingen Retrospeckt. I grunden bølger massen er en utraditionel blanding af retrospektiv karrierepræsentation af Schjals’ eget værk og bidrag fra 11 inviterede kolleger, hver med ét værk. På sin egen vis er der tale om en kunstnerkurateret gruppeudstilling og solopræsentation. Et træk, som gennemgående lykkes i harmoni og samspil.

At insistere på materien
Det er mest nærliggende at kalde Schjals for maler, men hans billeder er ikke maleri i traditionel forstand. På forskellig vis skaber han sine billeder gennem egenhændige sammensætninger af kunstens materielle komponenter, som at drysse pigment over linolie på lærred i stedet for at blande det sammen til maling. En lang række værker arbejder også med malingens krakelering som udtryk, både i små billeder og store formater.

Udtrykket er overvejende non-figurativt med enkle former, foruden dem, som materien selv danner. Det er derfor iøjnefaldende, at det materielle er i centrum. Her refereres ikke til højre og venstre og et subjektivt aftryk fra kunstneren er ikke i højsædet. Der er dog ikke tale om en hård minimalisme eller en polemisk henkastning af blotte materialer. Materialerne er omhyggeligt bearbejdede og nænsomt komponerede til at danne et udtryk, der både kan tage sig nøgternt videnskabeligt og poetisk ud.

Videnskabeligt og poetisk
Schjals styrke ligger i denne kombination, som hverken falder i som fortænkt lukket eller banalt dekorativt. Man kan se meget i billederne, som hele landskaber, kloder eller små organismer, og så er det samtidigt ”bare” materielle objekter.

Titlerne røber ikke meget, enten som titelløse eller med en uudgrundelig egen poesi som ”Sphere of empty form”, ”Gravity trance” eller ”I drømmen vi våger”. Udstillingens titel ”I grunden bølger massen” er en linje fra digtet ”Grund og Masse” af kunstneren, der ledsager udstillingen i samme ånd.

Et ret beskrivende udsagn om værkernes udtryk, hvor den stillestående materie er sat i bevægelse mellem grund og overflade.

Humoristiske indslag
En lidt anden strøm i Schjals værk driver mod det absurd-humoristiske, hvor det nærmest kosmiske udtryk modsvares af mere jordnære optrin. Det ses i rummet, hvor en række sko med store, hvide æg er på vej op ad en trappe.

I udstillingens katalog er Schjals også iklædt en hvid kittel, holdende et stort hvidt æg, som i en absurd fremstilling af kunstner og videnskabsmand. Denne surreelle tendens går tilbage til kunstnerens tidlige værker, som vises i en adskilt ophængt del af udstillingen. De små, ofte figurative billeder her er af ren surrealistisk aftapning som i det dybe vand i ”Vandets stillie overflade”. Igen bemærkes det sirlige arbejde med det materielle.

Veltænkte værkmøder
De inviterede kunstnere, som hver bidrager med et værk, indtager for det meste rummet og gulvet mellem Schjals værker på væggene. Her er det poetiske arbejde med materien også gennemgående, som i Thomas Bangs gennembrudte cirkel ”Dobbelt (skiltning i forbindelse med til … og fra …)” eller Heine Skjernings store formation af grå nålefilt.

Mere surreelt-humoristiske kvaliteter karakteriserer Thomas Wolsings tetrapak-karton med afbildning af et øde industrilokale. Hartmut Stockter stråhat med påmonterede apparaturer, angiveligt et udflugtsredskab, er også i denne kategori, og kommenterer fint Schjals særegne undersøgelse af naturkræfterne.

Gennemgående fungerer de inviterede værker som et godt og meningsfuld supplement – også fordi Schjals værker, trods den nærmest meditative kvalitet, kan tage sig ensformige og stillestående ud i større doser.

De mange stille søer
I sit dobbeltgreb af retrospektiv og kollektiv giver udstillingen en fin præsentation af Schjals ordinært originale værker. Der er intet, der revolutionerer, og indrømmet kan de mange stille skovsøer (for at bruge et billede fra området) til tider være rigeligt.

Et let forstyrrende element er de ledsagende prisskilte ved de værker, der er til salg. Fint at det er muligt at købe værkerne, men i lighed med efterhånden de fleste gallerier kunne ”Til salg”-skiltene fås på en diskret liste ved henvendelse i stedet for at møde det nysgerrige øje som første information om værket.