Man kan ikke bade i den samme flod to gange

Man overgiver sig gerne til Katja Bjørns videoinstallation i Viborg Kunsthal, som omdanner udstillingsrummet til en strømmende flod. Trine Boesens ambitioner om at folde sin praksis ud i det store træk forløses til gengæld ikke helt.

Man får virkelig illusionen af en regulær kælderoversvømmelse, når man entrerer rundgangen på 1. sal af Viborg Kunsthals østfløj og kigger ned på gulvet i udstillingsrummets nederste etage. Store videoprojektioner lader vandet fosse vedholdende ud over gulvet, mens et lydbillede af rislen og dybe baslyde trænger ind i kroppen. Her står man gerne en stund og stener hypnotiseret som ved en flodbred.

Katja Bjørn er ret eksplicit videokunstner med stort V, og hun har nu i en årrække bredt mediet ud i det store spænd fra projektioner over skærmvisninger og videoskulpturer til større ruminstallationer. Og vandet – atter med stort V – er en gammel kending hos hende i talrige værker, hvor havfruer svømmer i kar og tønder, eller hvor de nøgne kroppe på forskellig vis interagerer med det våde element.

Flow

Selvom man kunne få tanken, at udstillingen var en kommentar til højaktuelle klimaspørgsmål om stigende vandstande, er vi snarere i omegnen af en eksistentiel tolkning af livets hvileløse, vedholdende flow med floden som det arketypiske symbol. Det ene nu afløser det næste i en konstant strømmen, man ikke kan træde ud af. Livet er ikke for fastholdere, så hvorfor ikke overgive sig og istemme den græske filosof Heraklit, der bemærkede, at man ikke kan bade i den samme flod to gange?

Indimellem dukker der figurer op i vandet. En nøgen kvinde, der svømmer, en førerløs båd, en stor måneskive, der skifter fra ny til fuld. Atter en form for universalsymbolik i pagt med de helt klassiske traditioner og associationsrækker såsom vand/kvinde/måne/natur/nøgen/cyklus/livmoder etc.

Ja, der er noget ‘genkendeligt’ over Katja Bjørn, der ynder favntag med det mytologiske stof og de store eksistentielle spørgsmål. Derfor kunne man fristes til at sige, at projektet er ‘umoderne’ eller hævde, at det minder for meget om noget, vi ellers har set. I denne udstilling tænker man på Bill Viola splejset med Eliassons iscenesættelser af naturfænomener i en museal ramme.

Men Katja Bjørn rammer i sine bedste værker – og nærværende udstilling hører til iblandt disse – en egen tone og et sted, hvor paraderne må falde, og man bare må, ja, flyde med. For kunsten kan i bedste forstand være kontemplativ, rørende, tale til sindet og følelserne et sted hinsides sproget, og det er en kvalitet, man ikke hårdhjertet skal fornægte. Og som sikkert også er grunden til Katja Bjørns relativt folkelige gennemslagskraft.

Præcision

At vi kan overgive os handler ikke mindst om, at udstillingen er leveret med stor præcision og en kontekstforståelse, som Bjørn med stadig større selvfølgelighed excellerer i. Østfløjen i den midtjyske kunsthal er – med sine søjler nederst og rundgangen øverst – et komplekst og vanskeligt rum at udstille i, og det har ofte givet kunstnerne udfordringer, men Katja Bjørn magter i denne udstilling rummet med sikker hånd. Dedikationen og detaljegraden med en ultrapræcis mapping af projektionerne, afskærmningen med sorte stoffer, lyduniverset etc. er helt afgørende for, at det fungerer – for med mindre akkuratesse og kompromisløshed var dette også en udstilling, der kunne være gået rigtig galt. Det gør det ikke, det holder!

Ud i kosmos

Helt så overbevisende er Trine Boesen ikke i sin udstilling i kunsthallens hovedfløj med de mange små rum (som også kan være udfordrende at udstille i).

Fra vandets dyb bevæger vi os nu op i de højere luftlag. Boesens maleriske universer er netop vægtløse rum, hvor hverdagslige fragmenter som en slags rumskrot svæver skalafrit i uendeligheden. Billedelementer som ventilatorpropeller, vejskilte, badevægte, hjulkapsler, pile, perforerede kugler eller geometriske dimser katapulteres ofte ud over fladen som følge af et big bang i billederne, hvis de da ikke kværner rundt i en galaktisk centrifuge. Lidt håndfast kan man se det som et spejl på en tid, der er ved at miste jordforbindelsen, og hvor tegnenes substansløse kaos tager til.

Udvidet maleri

Man kan godt se ambitionerne med udstillingen: Boesen vil folde sin praksis ud og præsentere de mange måder, hvorpå hun tænker sit maleri manifesteret. Fra ren galleriophængning, hvor malerier hænger selvberoende på hvide vægge, til forskellige grader af ‘udvidet maleri’. Netop bevægelsen, hvor maleriet fra sit rektangulære indelukke bryder ud og ind i rummet, har været et undersøgelsesfelt for kunstneren i mange år.

Et rum er malet gult for at huse gule malerier, og man ser, hvad en farve kan gøre. Der kommer en farlighed ind i Boesens univers, som ellers godt kan virke vel tempereret. I det hele taget kan man i udstillingens nyere værker mærke, at Boesen er i gang med at udfordre sit tegnede og kontrollerede maleri og bevæge sig i retning af et mere risikovilligt og malerisk udtryk.

I et andet rum finder vi den lidt kinky installation Urværket, hvor malerierne nu optræder som roterende søjler med indbyggede højtalere, der spreder strofer fra kendte popsange (oplæst som digte). Inspirationen skulle være hentet fra buddhistiske bedemøller.

Så er der et lokale, som er tapetseret med Boesens velkendte vokabularium af billedfragmenter, og hvor der tilstræbes en fornemmelse af, at man befinder sig indeni maleriet (jeg synes ikke rigtigt, det fungerer). Og endelig har hun med hjælp fra Viborg Animationsskole lavet en film med en vis virkning, hvor billedelementerne flyder rundt i et uendeligt tomrum.

Som sagt kan man godt se ambitionerne bag præsentationen, men på en eller anden måde bliver resultatet en lidt umusikalsk – og måske for ‘pædagogisk’ – udstilling, hvor jeg faktisk har lidt svært ved at blive fanget ind af de forskellige ‘udvidelser’.

Til gengæld vil jeg fremhæve den nye maleriske friskhed hos Boesen og generelt anbefale to udstillinger med kunstnere, der på hver sin måde arbejder seriøst med at udfordre de medier, de arbejder med.