Man må risikere at gå lidt i stykker

Trapholt viser en vigtig og seværdig international udstilling, der giver ordet til en række kritiske kunstnerstemmer uden for Europa: Udstillingen WHEN THINGS FALL APART – critical voices on the radars viser en række nuancerede og kritiske værker, der bearbejder traumatiske og komplekse problematikker, og derigennem formidles et råb om mere ægte ansvarlighed, kærlighed og empati i denne verden.

Det må siges at være en udmærkelse, at Trapholt iscenesætter udstillinger, der forholder sig kritisk til verden, og som inkluderer kunstnere, der er ukendte for et bredere europæisk publikum: I skrivende stund kan du opleve gruppeudstillingen WHEN THINGS FALL APART – critical voices on the radars og soloudstillingen Afrikas Stjerne af den ghanesiske kunstner El Anatsui, der blev hædret med den Gyldne Løve ved sidste års Venedig Biennale.

Udstillingen WHEN THINGS FALL APART åbnes af en stor iøjnefaldende installation, Things fall apart, af Pascale Marthine Tayou fra Cameroun. Fra loftet hænger en gigantisk sværm af spidse granrafter iblandet objekter fra Camerouns materielle, institutionelle og ceremonielle kultur: riskoste, lænker, bøger, masker og figurer. Som en apokalyptisk sky fyldt med symbolsk kraft hænger den ildevarslende og svævende i rummet og peger med sin omvendte tyngdekraft på, at verden er ved at falde fra sig selv. Tayou er overbevist om, at vi mennesker selv er skyld i de katastrofer, vi står overfor, og han opfordrer med sit værk til, at vi reflekterer over vores individuelle og kollektive ansvar i forhold til at opnå enighed om løsninger på de store fælles problemer i verden.

Dem der forårsager menneskets undergang
I kataloget, der ledsager udstillingen, åbner kurator N’gone’ Fall sit indledende essay Kritiske Stemmer med følgende Fulani-ordsprog fra Fulta Djallon:

”Den, der har lært uden at forstå
Den, der har forstået uden at lære
Den, der hverken har lært eller forstået,
Disse tre vil en dag forårsage menneskenes undergang.”

Ordsprogets tre kategorier står i skærende kontrast til de kunstnere, som gennem hele udstillingen demonstrerer evnen til at lære og forstå, og som på hver deres måde adresserer en række svære problematikker såsom koloniseringens skyggesider, kvinders undertrykkelse, forfølgelse af homoseksuelle, manglende retfærdighed, magtmisbrug og afmagt.

Intet møde er smittefrit
N’gone’ Fall diskuterer i sin tekst, hvorvidt verden virkelig er blevet så meget bedre efter de store opdagelsesrejsers tid, og hvordan de ikke-ønskværdige effekter af koloniseringen stadig udfordrer os i en digitaliseret og globaliseret verden. Hun beskriver, hvorledes de opdagelsesrejsende ikke drog ud i verden for at ’møde den anden’, men for at skaffe sig profit og herredømme, og at retfærdiggørelsen af dette snæversyn er skyld i den eurocentriske verdensopfattelses fodslæbende ulyst til at reformere sig selv i kontakten med omverden.

Intet møde er ‘smittefrit’, skriver Fall: ”Kultur er en levende organisme under konstant forvandling, som genopfinder sig selv ved at gennemgå faser af nedgang og tab af orientering og fornyelse som følge af kontakt med omverden.” (…) ”Intet samfund ved sine fulde fem vil påstå, at det er fuldkomment rent og ikke baseret på adskillige lån udefra, som resultat af migrationer fremkaldt af opdagelsesrejser, erobringer, krige og naturkatastrofer”, fortsætter hun og slår dermed tonen an i forhold til udstillingens postkoloniale diskurs og eksklusion- og inklusionstema.

Koloniseringen og dens mørke skyggeeffekter er en lang lidelseshistorie om manglende empati som resultat af ringe psykologisk og åndelig bevidsthed. Men kunstnere viser os, at selv i vores nutid – som jo bryster sig af oplysthed i alle livets aspekter – er empati stadig en mangelvare, og i dens fravær trives ondskab og blind hensynsløshed derfor stadigvæk i bedste velgående.

Skjult af blomster
I Tanzanianske Rehma Chachages videoværk The Flower ser vi en kvinde indhyllet i hvidt stof, hvorpå et blomstermønster gradvist kommer til syne for at bemægtige sig kroppen og skjule den.

Videoen bearbejder på en stærkt poetisk og stilfærdig måde de traditioner i patriarkatet, som systematisk frarøver kvinden hendes autonomi. Udsmykningen af bruden med hennafarve og blomstermotiver skal potenserer kvinden som objekt og ’gave’ til gommen. Det er et blandt flere af sådanne ritualer, der anvendes i forbindelse med omskæring, fødsel, graviditet, venskab mellem kvinder og fejring af kvinders skønhed.

Rehma Chacages lader i sin video kvinden forsvinde helt, mens man på lydsiden hører hendes sang om sin ensomhed og skræk i en traditionel kultur, hvor hun tvinges til at føde alene og uden hjælp. Senere i videoen kommer kroppen igen til syne, hvorved håbet om psykologisk og fysisk frihed for kvinden styrkes.

Den perfekte leder
Sydafrikanske Zen Marie parafraserer over Jørgen Leths Det Perfekte Menneske i sin video The Perfect Leader. Værket opdaterer Leths original og stiller sig kritisk over for dyrkelsen af individ, forfængelighed, narcissisme og ego. Således behandles lederskab som et tvetydig og problematisk felt med lån af såvel konceptuelle og formelle træk fra Leths ikoniske film. Zen Marie gør med sit værk nar af politiske regimer og deres lederes paranoia og selvcentrerede opførsel, som står i skærende kontrast til deres mangel på visioner.

”Vi er alle vores egen djævel, og vi gør denne verden til vores helvede”. Med dette citat af Oscar Wilde starter introduktionen til Thái Tuàn Nguyêns dystre malerier. Han – om nogen – ved noget om dette, idet han voksede op i den zone mellem Nord- og Sydvietnam, der var udsat for de mest uhyrlige kampe og angreb under krigen, der sluttede i 1975. Hans mørke og uhyggelige ruinlandskaber befolkede af ansigtsløse mennesker er her – på afstand af krigen – et led i en sorgbearbejdning, som usynliggøres af et autoritært regimes konsekvente undertrykkelse af ytringsfriheden. Ofrene for bomber, napalm og landminer er mange og behovet for at italesætte deres lidelser og stille spørgsmålstegn ved de politiske strategier, som afstedkom tragedierne, er stadig til stede som en stærk understrøm i den kollektive vietnamesiske underbevidsthed.

Her er noget på spil
På vej gennem udstillingen slår det mig, hvordan museets stilhed og veltilrettelagte iscenesættelse lægger en dæmper på de ellers ret voldsomme værker, der alle betjener sig af figuration og en let forståelig symbolik. Man kan i den beskyttede kontekst foranlediges til at tage let på værkerne, men det er i sandhed en fejl, for her er virkelig noget på spil. Alle kunstnerne taler ud fra primære erfaringer med undertrykkelse og vold af såvel institutionel som privat karakter. Deres stemmer er derfor ladede med den indignation og vrede, som førstehåndserfaringerne netop er årsag til. Omvendt er værkeren også udtryk for den visdom, som kendetegner mennesker, der er i stand til at udnytte følelsesmæssige traumer til at udvikle højere bevidsthed.

Når værkeren taler til mig som en lavmælt hvisken, der insisterende kalder på indlevelse og empati, er det – tænker jeg – fordi det nuancerede blik, netop i kraft af dets inkluderende bevidsthed, er afskåret fra at udtrykke sig enøjet og demonstrativt. Det skal vi huske på over for disse vidnesbyrd, som henvender sig til os på en måde, der forudsætter, at vi ønsker at gøre os bekendt med de forhold og mennesker, som værkerne taler om.

Som kurator N’gone’ Fall så fint redegør for i kataloget, handler det om at møde hinanden med et åbent og anerkendende blik. Personligt synes jeg, at hver eneste kunstner fortjener vores tid og opmærksomhed, også selv om vi beskuere risikerer at gå lidt i stykker indeni, mens vi lever os ind i de historier fra en verden i frit fald, som denne udstilling så glimrende formidler.