Man skal kravle før man kan gå

Hvader tilstrækkeligt udfordrende og provokerende? Skal det være knastørt, uskønteller vække forargelse før kunst er kritisk nok? Skal den bredebefolkning føle sig afvist før vi, som arbejder med kunst, siger at det er godkunst? Nogen gange kan det næsten lyde som om, at det er en kvalitet i sigselv, at publikum ikke bryder sig om et kunstværk.

MatthiasHvass Borello kritiserer i sit debatindlæg på KUNSTEN.NU(28.10.2011) DR’s program Vores Kunstfor at skabe ukritisk konsensus-kunst. Hvad der skal til for, at noget er”udtalt kritisk” står ikke helt klart, men kunstnerne i Vores Kunst, har rent faktisk arbejdet med at udfordre ellerforskyde de steder, som deres kunstprojekter tager afsæt i – f.eks. KirstineRoepstorffs forslag om at anlægge en park med kirsebærtræer lige ved siden afen motorvej eller Randi & Katrines halvironiske kommentar til provinsensambitioner i deres omfortolkning af Ærøfærgen til cruise ship. Men det er meden humoristisk eller venlig indstilling, at forslagene udfordrer stederne, ogja, det er måske mere inkluderende.

Men er det ensbetydende med dårlig kunst?Man kan også mene, at Borellos indlæg i lige så høj grad er udtryk for enforudsigelig konsensus om ”kritik” (et begreb, der måske ikke er så givet, somdet for tiden er let at bruge) som den eneste mulige kvalitet ved kunst.

Dialogfremfor selvtilstrækkelighed
Kunstværkernei Vores Kunst er måske ikkerevolutionerende, og vi kan godt blive enige om, at kunstlivet ville blivetandløst, hvis al kunst skulle produceres på de vilkår, som Vores Kunst stiller op. Men nu er det joikke tilfældet og næppe heller intentionen med programmet. Derimod er Vores Kunst et godt skridt på vejen tilat åbne for en kunstverden, der ellers er lukket land for mange mennesker.

Heroplever man, hvordan anerkendte samtidskunstnere tænker og arbejder, endsigehvad samtidskunst overhovedet er og vil. Og det foregår i dialog med fagligeeksperter og lokale repræsentanter, som mange i det ganske land vil kunneidentificere sig med. Vores Kunstsender et signal om, at kunstnere og folk, der arbejder med kunst, ikke erselvtilstrækkelige, men faktisk vil deres omverden.

Goderefleksioner
Mankunne blive lidt betænkelig ved programmets intentioner, da reklameindslagenefor indsendelse af ansøgninger, viste personer, der fortalte meget specifiktom, hvilken type kunstværk, de ønskede sig. På den måde gjorde man kunstnernesfaglighed overflødig. Men i finaleudsendelsen var der respekt for kunstnernesselvstændige arbejde, og den bød tilmed på fine betragtninger fra nogle af delokale repræsentanter selv.

Eksempelvis påpegede én af repræsentanterne, at etværks kvaliteter kan vise sig først at slå rigtig igennem efter noget tid. Medandre ord, at det ikke nødvendigvis er det mest letaflæselige, der er det mestinteressante i længden. Desuden blev det provokerende element ved Roepstorrf’sforslag fremhævet som noget positivt, og selvom vi kunstarbejderesprovokations-tærskel nok er en del højere, så blev det provokerende somstrategisk middel i det mindste anerkendt.

X-faktorskaber bredere respekt
Vigør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi ikke ser mere nuanceret på kunstensforskellige måder at møde omverdenen på. Sammenlignet med andre kunstarterfortjener billedkunsten som praksis mere respekt i samfundet, end den har idag, hvor det at arbejde med samtidskunst og det at vide noget om samtidskunst

ikke sjældent bliver affærdiget med at være elitærtosse-snak. Dét gavner langt fra kunstmiljøet og dets muligheder for at udfoldesig. Men man skal kravle før man kan gå, og man skal måske have stiftetbekendtskab med Randi og Katrine, Niels Erik Gjerdevik og Thilo Frank før manbesøger Overgaden. For respekten skal naturligvis ikke vindes ved at lade folkstemme om det, hver eneste gang kvaliteten af et kunstprojekt skal afgøres. Denskal vindes ved på flere niveauer at åbne kunsten og dens liv, praksisser ogstrategier op for folk på en måde, der kommer dem i møde.

Vores Kunst er etskridt på vejen, og det er i dét perspektiv, jeg mener, at man skal vurdereprogrammet. Forhåbentlig kan Vores Kunstgive samtidskunsten lidt X-faktor, og det tager den næppe skade af, tværtimod.