Manden gemmer på så meget kærlighed

Hvad får man, hvis man søger på ordet ‘bøsse’ i databasen over samlingen på et museum for kønnenes kulturhistorie?

Svaret viser sig (og afsløres senere i denne artikel) i udstillingen Glory, som netop er åbnet på KØN – museet, der siden det opstod under navnet Kvindemuseet i 1982, har indsamlet og omhandlet kvinders kulturhistorie. I 2016 fik det pålagt et udvidet ansvarsområde til mere bredt at beskæftige sig med alle køn, og i 2021 tog man konsekvensen og skiftede navn.

Udstillingen er skabt af Kim Richard Adler Mejdahl. I samarbejde med museets kurator Marie Sommer Arnoldsen har han plukket genstande fra museets samling, suppleret med egne værker og udvalgte, modificerede readymades. Ud af det hele har han orkestreret en udstilling, der retter et kritisk blik på, hvordan herskende kulturelle forestillinger om, hvad det vil sige at være mand, indhegner mænd i meget begrænsede positioner. Kritisk ja, men selvom der er noget på spil og alvoren er til at føle på, er det også en udstilling med stort overskud, hvilket betyder, at den er både kinky, rørende i sin intimitet – og afvæbnende morsom!

Kim Richard Adler Mejdahl deklarerer selv Glory sådan her i pressematerialet: ”Udstillingen giver et bud på, hvordan vi kan komme videre fra den klassiske patriarkalske kultur og hen til en mere inkluderende verden. Alt beskues fra et bøsset perspektiv, da jeg gennem min seksualitet i særlig høj grad har mærket patriarkatets kølleslag.”

Jeg er troppet op til pressevisning og bliver ført rundt af kunstneren og kuratoren i en udstilling, der kinky nok viser sig at være iscenesat som en sexklub med små mørke rum. Flere steder er der ‘glory holes’ i skridthøjde, så man må bukke sig ned for at få et kik. I et af dem kan man læse et citat af den amerikanske teoretiker og forfatter bell hooks:

“Den første voldshandling, som patriarkatet kræver af mænd, er ikke vold mod kvinder. I stedet kræver patriarkatet af alle mænd, at de udøver psykisk selvskade, at de dræber de følelsesmæssige dele af sig selv”.

Kritikken af denne følelsesmæssige amputering er en af udstillingens ledetråde. Og allerede ved indgangen til udstillingen præsenterer Mejdahl et videoværk inspireret af den græske myte om kæmpen Prokrustes, der havde to senge til sine gæster: en kort og en lang seng. Når kæmpen fik besøg af høje gæster, blev de lagt i den korte seng og fik de lemmer, der ragede ud over sengekanten hugget af, mens lave gæster blev lagt i den lange seng og strakt ud. Kim Mejdahl optræder selv i videoen. Han ligger i sengen, der er ligner en børnekrybbe med silkedraperinger – men altså også med guillotine og hjul til at radbrække.

“Prokrustesmyten er et godt symbol for patriarkatet. Altså sådan en rigid skabelon som alle skal passe ind”, fortæller Kim Richard Adler Mejdahl. “Men jeg har med arbejdet med udstillingen fået øje på, at patriarkatet ikke kun er en ydre samfundsmæssig ting, men også handler om det indre og om selvdestruktive sider. Jeg har forsøgt at gå ind i mandens sjæl og finde helende potentialer. For manden gemmer på så meget kærlighed. Det taler man ikke så meget om”.

Men hvordan er kunstneren så gået til museumssamlingen, der naturligt nok – museets historie taget i betragtning – hovedsageligt er domineret af genstande knyttet til kvindernes kulturhistorie fra år 1730 og frem til i dag?

Ja, i stedet for at “kloge mig på noget jeg ikke ved så meget om”, er Mejdahl gået en helt anden vej: Han har frisat genstandene fra deres historiske kontekst og i stedet fundet nye, overraskende og krøllede betydninger og symboler i dem.

En gammeldags fødselsvægt fra samlingen forvandler sig med et til et symbol for den måde, et individ helt fra fødslen måles og vejes på, for at se om det falder indenfor normen. En serie bryllupsfotografier fra forskellige tider fremviser diverse og mere eller mindre ekstravagante brudekjolemodeller, hvorimod mandens bryllupstøj gennem alle tider er stivnet i en bestemt (uni)form.

Allerede i udstillingens første rum får vi syn for den idiosynkratiske metode– og tilmed svar på denne artikels indledende spørgsmål.
I en rund lyserødfarvet niche præsenteres vi for forskellige salt- og peberbøsser fra museets samling – ja, det er hvad en database, kategoriseret ud fra kulturhistoriske principper spytter ud, når man søger på ‘bøsse’.

Mejdahl kalder det selv “onkelhumor”, og det er det måske også, men præsentationen adresserer også det ‘hul’ i historieskrivningen om en minoritet, som udstillingen arbejder på at fylde ud.

I et andet rum er en boksemaskine sat op. Altså af den slags, man kan finde til firmaevents, på festivaler eller barer, hvor man(d) kan dyste om at have det kraftigste slag. Maskinen er ikke fra samlingen, men en af de modificerede readymades. Jeg giver boksebolden det bedste slag, jeg kan mønstre – og får scoren ‘Gay’!

Det gør alle, der slår. Det er selvfølgelig sjovt, men også mere end det, for ‘gay’ er synonym med ‘slapsvans’ og et angreb på den ‘rigtige’ maskulinitet. Og alle vi mænd, hvor moderne og oplyste vi ellers er, får mulighed for at få et lille stik på selvfølelsen, blive lidt provokeret og mærke, hvordan vi er marineret i de her normer. Suk.

Det er et eksempel på, at det tilsyneladende humoristiske anslag, der gennemsyrer udstillingen, ikke kun er til at grine af.

I samme rum bliver det “lidt akavet”, som Mejdahl udtrykker det. Han har nemlig inkluderet en penisforlænger i udstillingen. Ikke en af de to ubrugte, der faktisk findes i Køns samling men sin egen, som han selv har brugt.

“Apparatet er jo en sådan en Prokrustesseng fra virkeligheden, hvor manden har spændt sig selv ind i det her toturapparat”, siger han.

Kurator Marie Sommer Arnoldsen supplerer:
“Vi synes jo, der er et spil mellem boksemaskinen og penisforlængeren, for hvad er de kulturelle tegn på maskulinitet? Begrebet ‘penisforlænger’ bruges også om biler eller andre elementer, manden tilfører for at fremstå særlig maskulin indenfor en særlig forståelse”, siger hun og peger på undersøgelser, der viser at mænd generelt synes, de har en for lille penis.

Suk! Alene det at tale om det, er et tabu og et tegn på flosset maskulinitet, tænker jeg, men her vender Mejdahl det uforfærdet og modigt om, og styrken ligger ikke mindst i, at han investerer sig selv.

Det gør han mange steder i udstillingen, blandt andet i tekstværket Allermest. På en skærm vises over 200 udsagn, der alle starter med sætningen, “Jeg følte mig allermest bøsset, da….”. Følelsen opstår, når han får at vide, at han ikke skal sidde med benene over kors, når han svarer nej, når lægen spørger om han er homoseksuel, når han opdager, han har taget en for spraglet skjorte på, når han trækker vejret på en særlig måde, når han holder i hånd med kæresten på gaden, når folk råber af ham i det offentlige rum, når han reflekterer over, hvorfor han holder så meget af planter og dyr. Og så videre….

Ordet ‘bøsset’ kan her læses som ‘forkert’, og det skærer i hjertet, for det kan simpelthen ikke være meningen, at mennesker skal føle sig forkerte.

Og nej, det er ikke kun en udstilling for og om homoseksuelle, selvom minoriteter i særlig grad rammes af normalitetsskabelonerne. Uden sammenligning i øvrigt: Hvor ‘forkert’ er jeg selv lige som mand, fordi jeg går op i kunst, mediterer, taler om følelser og ikke bryder mig om konkurrencer?

Vi fortsætter gennem udstillingens små, mørke rum. Forbi installationen, hvor tæppebankere og en gammel Nilfiskstøvsuger iscenesættes som mulige komponenter i en sexleg (digt selv videre).

Et smut omkring et venteværelse, hvor man opfordres til at udfylde et P-Skema (Pik, Prol, Privilegie) og betragte et videoværk skabt i samarbejde med forfatteren Glenn Bech, forklædt som Den dæmoniske sagsbehandler.

Vi slutter i rummet, hvor kunstner og kurator har lånt et rigtigt Glory hole-‘skab’ fra den lokale sexklub, og installeret det i en alter-lignende setting.

For heldigvis byder udstillingen på mange overraskelser. Heldigvis er det også en stolt udstilling. Stolt fordi den holder fast i retten til at være ‘rigtig’.

Rigtig som de mænd, der i Mejdahls videoværk Glory 1 danser linedance i cowboytøj og insisterer på, at maskulinitet godt kan folde sig ud i en fælles dans.