MANIFEST: ELEFANTEN I RUMMET – Flå tyrannen ned fra piedestalen

Som optakt til symposiet MANIFEST, Kritik-Krop-Klode på Godsbanen i Aarhus lørdag 30 november bringer vi en lille håndfuld nyskrevne manifester fra de kunstnere og forfattere, der står bag arrangementet. Nærværende er skrevet af Trine Rytter Andersen fra Project Art Writing som en kommentar til Douglas Gordons videoværk PLAY DEAD (2003) set på den aktuelle udstilling In My Shadow på ARoS.
Artiklen er alene udtryk for skribentens holdning.

Kunstneren er en hvid midaldrende mand
Han har aldrig set en elefant lægge sig ned
Han vil have en levende elefant i atelieret og se den lægge sig ned
Bruge den som formbart materiale af kød og blod
Hvilken storslået idé
Kuratoren klapper i sine hænder
Penge er intet problem, når han er i den liga

Elefanten skal findes og den kan jo heldigvis hverken sige ja eller nej
I Asien har de en lang tradition for at slavegøre elefanter
Kunstnerens håndlangere finder en blid asiatisk hunelefant med små ører, hud som en tørkesprukken ørken, smidige bløde fødder og venlige men sørgmodige øjne
Det er naturligvis en hun, som af natur er mere underkastelsesparat
ikke så fysisk stærk og drevet af testosteron som hanelefanter
En man kan styre

I sine gener bærer hun på en lang brutal tradition som slavegjort arbejdsdyr i menneskets tjeneste
I naturen er hun et stort, stærkt, kærligt og værdigt væsen
tryggest iblandt sine egne
ledet af flokkens Matriark
den ældste moder, som med kløgt og omhu varetager sin families overlevelse
Matriarken har ekstraordinære sanselige kompetencer og store evner for at lære og huske

I fangenskabet er hun reduceret til et muskelbundt og et objekt for menneskenes begær efter kontakt med eksotiske dyr
Hendes forældre var hårdtarbejdende løfte- og trækdyr
Selv undgår hun nu arbejdsløshed og sult som forlystelsesdyr i oplevelsesindustrien
Better put on a happy elephant face then
For selv om hun sikkert ville vælge et liv i frihed, hvis hun fik muligheden, er hun en hengiven, sjov og kærlig ven for elefantpasseren, som groomede hende da hun var barn, med en lækkerbisken på den fremstrakte hånd og pisken i den anden hånd, skjult bag ryggen. Først udnyttede han hendes venlighed, legesyge og behov for omsorg. Da hendes bevidsthed om sin egen styrke begyndte at spire, tævede han hende til fortsat lydighed. Nu lever hun i frygt og afhængighed og modtager til gengæld for sin underkastelse foder og pleje.

Elefanten skal være glad – ellers får den ingen mad
Elefanten skal være venlig – ellers får den tæsk
Elefanten bringes til underkastelse ved hjælp af slag med pisk og jernrør
Elefanten bør lænkes, før den tæskes
Elefanten er meget følsom
Elefanten lærer at undertrykke sine følelser

Kunstneren vil have en elefant
Hun læsses på et fly og bringes til New York
Kunstneren er optaget af kameravinkler
Kunstneren gider ikke beskæftige sig med, hvad elefanten hedder
Kunstneren kalder hende bare ’elefanten’
Hun har sin træner med, så kunstneren kan se hende lægge sig ned
på kommando
Kunstneren kommanderer jo ikke med elefanter
Hun føler stor utilpashed ved at skulle lægge sig ned i et atelier i NYC
Det gør hende sårbar
Hun er meget utryg
Det ved kunstneren godt
Det er pointen

Hun bære på generationer af artsfællers erindring om tvang og overgreb fra mennesker
Hun bære på generationer af artsfællers smerte over at miste deres frihed
Hun bære i hele sit væsen arene forårsaget af ulydighed bragt til ophør med frihedsberøvelse og vold

Hun er udvalgt til denne rejse, fordi hun i særlig grad har viljen og evnen til at regulere sig selv i stressende og angstprovokerende situationer

Elefanter har ikke lyst til at flyve
Elefanter dulmer ikke deres flyskræk med cocktails på 1. klasse
Elefanter bures inde i en store transportkasser

Hun går ikke amok, når hun er utryg i fremmedgørende og syntetiske omgivelser
Hun gør hvad der bliver sagt
Hendes puls er høj inde i kassens mørke
Hun har ingen ret som undergivent væsen i denne verden
Hun må naturligvis komme til ham

Kunstneren vil vise sit publikum, at store dyr har følelser
Hans assistenter har malet studiet kridhvidt
Studiet stinker af maling

Elefanter har uovertrufne spaciale egenskaber
Elefanter har utrolig god hørelse og lugtesans

De står klar til at filme hende
Nærgående fra alle vinkler
Hun er et grænseløst objekt i kunstnerens verden

Kunstneren er i den alder, hvor man skal have soloshows på de store museer
Kunstneren interesserer sig for æstetik
Kunstneren interesserer sig for magtstrukturer
Kunstneren interesserer sig for menneskets psykologi
Kunstneren interesserer sig for kunstneren
Kunstneren er på det seneste begyndt at føle sig gammel
Kunstneren er en vis mand, derfor må ”bjerget” komme til ham

Elefanten skal bruges som rekvisit i videoværket PLAY DEAD.
I museets værktekst referereres uden nogen forklaring til Electrocuting an Elephant.
En såkaldt videnskabelig dokumentation af den bestialske henrettelse af en fuldvoksen indisk cirkuselefant Topsy.
Topsy er en mishandlet klog og følsom hunelefant, som gentagne gange har modsat sig vold og nedværdigende behandling. En dag brænder en beruset cirkusgæst hende i snablen med sin cigar.
Det er dråben…Topsy går amok og på et splitsekund slår hun sin plageånd ihjel. Sådan gør hun sig fortjent til dødsstraf. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man skal slå det store dyr ihjel?
Først vil man hænge hende offentligt, så vil man give hende gulerødder med cyanid.
Med hjælp fra Thomas Edisons forskningsenhed, enes man om også at give hende en stor dosis stærkstrøm. Topsys tragiske endeligt er derfor velorkestreret med brug af både gift, strøm og hængning. Den offentlige tribunal forpurres af dyreværnsaktivister, men den elektriske henrettelse blev ’heldigvis’ dokumenteret at Thomas Edisons filmselskab.

De skriver:

”Topsy, den berømte ”baby”-elefant blev dræbt med strøm på Coney Island d. 4. januar, 1904.
Vi sikrede et godt billedmateriale af henrettelsen. Scenen starter med at elefantpasseren leder Topsy til henrettelsespladsen. Efter påsættelsen af kobberplader og elektroder på hendes fødder, tilsluttes 6600 volt stærkstrøm. Man ser herefter elefanten stivne, imens hun kaster sin snabel op i luften. Herefter indhylles hun fuldstændig i røgen fra de brændende elektroder. Strømmen afbrydes og hun falder fremover mod jorden, død.”

Topsy var endnu en i rækken af overbelastede og ulykkelige elefanter, som ikke længere kunne finde sig i mishandling og nedværdigende behandling.
Topsys død er angiveligt ”den første filmatisering af aflivning ved hjælp af strøm, i verden”,
af den grund blev Topsy verdensberømt posthumt! Filmen blev vist World Wide i små møntbiografer.

Ære være Topsys minde!

Tortur, kastration og udryddelse er tyrannernes svar på manglende underkastelse

Hitler og andre despoter efter ham, gør det samme ved mennesker
Hitler stod angiveligt også bag en af de første dyreværnslove i verden
Til gengæld dyregjorde han de mennesker, som myrdedes under Holocaust

Kunstneren er ingen Hitler
han har skam omsorg for elefanten
vil eksponere dens sårbarhed
Han filmer hende med to cirkulerende kameraer
Så det ligner en dans, når hun forsigtig bevæger sig rundt i det tomme hvide rum
Vi ser hende lægge sig ned
tøvende
modvilligt
Vi ser hende kæmpe sig op igen på det glatte gulv
Elefanten i rummet er bange
Hun behersker sig
Gør hvad der bliver sagt
”spil død”
Bliver der sagt
Hun lægger sig, forsøger at ligge helt stille – men angsten forplanter sig som vibrationer i hendes store levende læderkrop. Med snablen usikkert famlende forsøger hun at berolige sig selv.

Ikke gå amok!

Mister du grebet om situationens ubærlige ensomhed…
Giver du efter for din fremmedgørelses totale afmagt
Vil du ikke længere kunne spille død
Du vil gå i panik
Og fordi du ingen anden udvej har
må du gå amok og vise dem din sande styrke
Det er det, de frygter
Dit oprør vil være fatalt
Du ved det instinktivt og anstrenger dig til det yderste for at bevare roen
Kunstneren filmer dine øjne
Dine øjne afslører, hvor stresset og bange du er
Alene og frarøvet dine artsfællers beroligende nærvær
Måske er du sæderet en anelse – bare lige nok til at tage toppe af angsten?
Det er du sikket
Ikke blive farlig
For menneskene
For kunstneren

SPIL DØD

George Orwell skrev i 1936 essayet Schooting an Elephant om nedkydningen af en ”aggressiv elefant” i Burma. Her beretter han om, hvordan han handler efter ordre og imod sin egen fornuft, og hvorledes det svære drab og elefantens lidelser, påvirker ham og underminerer hans autoritet som imperiets forlængede arm.
Orwells essay er selvbiografisk, og siden er det blevet fortolket som en metafor for, hvordan imperialismen, når den er tyrannisk, virker med negativ boomerangeffekt tilbage på imperialisternes egen autonomi – gør ham til det ’onde’, han bekæmper.

Kunstneren er ingen tyran
Kunstneren er en stor humanist
Kunstneren leger med skyggen
Kunstneren danser med døden

Han viser os elefantens følelser
Udstiller hendes afmagt
Udnytter hendes evne til at beherske sig i en situation hun er helt uden kontrol over
det er ”næsten et overgreb”, står der i teksten på væggen
”NÆSTEN” hvilken uret mod dette underkastede dyr
Hvilken disrespekt for dets væsen og natur
Hvilken mangel på anerkendelse af hendes offer
Skamløst at udnytte hendes slavegjorthed i kunstens tjeneste
Gøre hende navneløs
Gøre hende til materiale
En ting
En æstetisk gestus
En fiks idé

Kunstneren vil se en elefant lægge sig ned
TVINGES TIL AT LÆGGE SIG NED
SPILLE DØD
helt uden retten til at sige fra
Siger hun ”NEJ” til sin herre, må hun dø
hun er fysisk overlegen
kun angsten for volden holder hende tilbage
Træneren frygter hendes vrede
Hun har tilbageholdt vreden hele sit liv
Hun er den ’civiliserede’

”Det er næsten et overgreb”
Hvilken idiotisk kunsthistoriker tillader sig sådan en bagatellisering?
Et så åbenlyst bevis for voldens internalisering
Institutionens selvtilstrækkelighed
Dens indbildske godhed
Når den ukritisk abonnerer på fortællingen om den ikkevoldelige Shooting a Video of an Elephant
Ikke at ville gøre sig til vidne for hendes lidelser
Ikke at have medfølelse
Ikke at begribe, at hendes historie er en lang brutal udryddelses- og udnyttelseshistorie, som hver eneste overlevende individ bærer med sig i hver en celle – i sit DNA

Vilde afrikanske elefanter lever mange steder under konstant angst for krybskytter, som i dag jager dem fra helikoptere for at bjærge deres stødtænder til markederne i Japan og Kina.
Livet på kanten af udryddelse har lært elefanterne at gemme sig om dagen og at være nataktive
At håndterer individuelt og kollektivt stress er blevet deres hverdag, og nøjagtig som hos andre flygtninge, tvinges de ud i ekstremer i forsøget på at gemme sig og tilpasse sig de utrygge omstændigheder.
Elefanternes klogskab og omsorg for hinanden er også deres akilleshæl:
Krybskytterne udnytter dyrenes stærke sociale bånd og evne til barmhjertighed:
i dagslyset samles flokken for at begræde en død artsfælde, som med sønderskudte bagben, knælende i sit eget blod er udåndet med underhovedet brutalt skåret af.
Under udførelsen af omsorgsakten risikerer elefantflokken med fuld bevidsthed herom, faren for lemlæstelse og udslettelse.

Elefanter sørger over en artsfælles død
Elefanter knytter sig dybt og livslangt til hinanden
Elefanter glædes over mødet med en gammel ven, en unge, en bror eller søster
Elefanter genkender efter mange års adskillelse, straks hinanden
Elefanter kærtegner hinanden og læser hinandens kroppe: med snablerne berører de hver en centimeter på hinanden og får uden ord, kendskab til hinandens historier
Elefanter er solidariske og empatiske lidelsesfæller
Elefanter trøster og støtter hinanden gennem minutiøs berøring af ar og skader på hinandens kroppe

Tyke – the Elephant out law, er en amerikansk dokumentarfilm om en hårdt presset cirkuselefants fatale oprør mod sine undertrykkere. I filmens første scene tramper hun rasende sin voldelige domptør ihjel for øjnene af et oprørt publikum. Herefter flygter hun ud i Honolulus gader, hvor hun kort efter omringes af militære elitetropper bevæbnede med skarpladte automatvåben.
Scenen slutter med henrettelsen af den forsvarsløse elefant:
Siddende på sin bagdel med ituskudte baglemmer, forsøger hun at forsvare sig imod kugleregnen med fægtende forben og en voldsom svingende snabel – hendes øjne er blodskudte og udtrykker afgrundsdyb angst. Blodet står ud af hendes gennemhullede krop, som var hun en stor fontæne med alt for mange åbne haner…Tyke tager imod maskingeværildens projektiler med hele sin blødende krop – uden en lyd!

Dokumentaristerne Susan Lambert og Stefan Moore bevidnende drabet og var i chok over dets spektakulære grusomhed. Hele Honolulu var i chok, og henrettelsen blev vist på tv!
Filmfolkene efterforsker senere denne specifikke elefants historie. Ved hjælp af avisartikler og private videofilm fra mange amerikanske cirkus, rekonstruerer de Tykes historie. Filmen er et sorgskrift, en forfærdende grusom fortælling om en særlig klog og følsom elefant med så ekstraordinær stor integritet, at hun gang på gang modsatte sig tvang, vold og anden mishandling.
Af den grund måtte hun ofte skifte ejer.
I begyndelsen havde hendes ”nej” været venligt men bestemt, men da det altid blev overhørt og efterfulgt af forstærket tvang og mere brutal vold, ændrede hun gradvis adfærd og blev tiltagende mere aggressiv. Mange mennesker bevidner i filmen, hendes intelligens, følsomhed og ensomme kamp for værdighed og et liv i frihed. Tyke var matriark-materiale og flere dyrepassere kunne i bagklogskabens klare lys konstatere, at hun burde have været trukket ud af cirkuslivet, så snart hendes modvilje blussede op og blev til decideret aggressiv adfærd.

Ære være Tykes minde

Elefanter glemmer aldrig deres bødler
Elefanter genkender deres bødelers kropssprog og stemme på lang afstand
Elefanter genkender en bøddels lugt, før de ser ham
Elefanter bærer nag
Elefanter slår deres bødler ihjel, når deres værdighed ikke længere kan tåle overlasten

Kunstneren fik sin elefant
Leveret til døren
Så kunne han se hende knæle og bøje sig for sin træners ordre:
”spil død”

KÆRE NAVNLØSE ELEFANT, HVER GANG DU SPILLER DØD, DØR DU LIDT MERE INDEN I

Kunstneren sendte elefanten hjem, da filmen var i kassen
Så fik han sit soloshow, hvori hun er hovedattraktionen
Folk glor på hende, som om hun er et objekt og ikke et levende væsen med følelser og behov for natur og artsfællers nærvær
”Hvor er det interessant, at den er filmet på den der rundtossede facon”, siger de
”Hvor spændende, at se dens hud så tæt på”, siger de
”Se, den har bløde fødder, der træder varsomt på det glatte gulv”, siger de
”Hvilken vidunderlig kunstnerisk ide” siger de
”tænk sig at filme en elefant i en hvid kube – så fint og abstrakt”, siger de
og napper en selfie foran værket

Men de fleste ser slet ingen ting, de spiller døde og gør sig helt uimodtagelige for kunstnerens djævelske provokation – det er også en del af pointen

Kuratoren interesserer sig for de ”blide aspekter” af kunstnerens praksis
Kuratoren forveksler elefantens blide og sårbare optræden med kunstnerens følsomhed
Det er et selvbedrag
Det er ”næsten” et overgreb, skriver museet, for her må det ikke gøre ondt på nogen

In My Shadow hedder showet
’Skygger’ kaldes i psykologisk terminologi, de fortrængte aspekter i vores personlighed
Skyggerne manifesterer sig som uønsket, skamfuld eller forbudt adfærd

I museumssalen ser vi overgrebet forklædt som frivillighed.
Kameraenes invadering af dyrets krop og psyke fremstilles som en friktionsløs og ikke voldelig affære

Elefanten i rummet er ladt i stikken
Hun løser sin opgave med en nænsomhed, som står i skærende kontrast til kunstnerens og kameraenes kølige overlæg
Hun går så forsigtigt, som gik hun på glasskår
Hun gør, hvad der bliver sagt
Spiller død
Lader sig tvinge ind i positurer, som byder hende imod
Tyngdekraften for så stort et dyr, er stærk på vejen ned og op igen
Det udfordrer hendes fysik
Er hun svimmel – er hun bedøvet?
Bevægelserne er vanskelige, ser du
Betongulvet glat, ser du
Med bankende hjerte og små nervøse blikke bevæger hun sig i rummet
hvor hun ikke høre hjemme
hvortil hun aldrig ville være kommet, havde hun haft et valg

PEG PÅ ’ELEFANTEN’ I RUMMET
ØDELÆG DEN GODE STEMNING
ELEFANTEN ER ET LEVENDE VÆSEN
RÅB: DET ER ET OVERGREB!
KUNSTNEREN ER INGEN GUD
MUSEET SPILLER DØD

FLÅ TYRANNEN NED FRA PIEDESTALEN

Befal ham at lægge sig nøgen for fødderne af de vilde elefanter
De har aldrig set en hvid mand lægge sig i støvet i ærefrygt for dem
Befal ham at sige undskyld til elefantsamfundet
Befal ham ære hende, som blev udvalgt på grund af sin venlighed
Befal ham at anerkende, at hun kun ved at mobilisere al sin viljestyrke bevarede roen og reddede livet, for hans megalomane kunstneriske idés skyld
Befal ham at kreditere hende ved navn, for derved i det mindste at tiltro hende en identitet som et andet levende væsen, med hvem han deler pladsen på denne planet
Befal ham at gå lidt mere ydmygt til værks i fremtiden

BEFAL HAM AT TAGE ANSVAR FOR SINE SKYGGER:
Sit koloniale blik
Sin omnipotens
Sin misogyni

Kunstneren er en tyran, selvom han bruger elefantpasseren som håndlangende proxy
Volden fandt sted før elefanten kom til NYC
Eller når kameraerne var slukkede
Kunstneren har også ansvar for elefantens lidelser
DET ER KUNSTNERENS ANSVAR

Elefanter flyver ikke med glæde
Elefanter ønsker ikke at rejse alene
Elefanter glemmer aldrig deres undertrykkere

Ære være elefanternes minde

Denne historie er skrevet til ære for alle frihedsberøvede og undertrykte dyr (og mennesker)