Manipuleret af kræfter, vi ikke kan se

The Crusaders and Current Stories af den egyptiske kunstner Wael Shawky supplerer smukt rækken af stærke omverdens-engagerede udstillinger lige nu på ARoS. Shawkys dukkefilm og billeder tager afsæt i Korstogene og stiller skarpt på, hvordan datidens kristne hellige krige også var skalkeskjul for bagvedliggende politiske agendaer og privat opportunisme. Det er en æstetisk nydelse at se udstillingen, men dens komplekse indhold kræver en ekstra indsats af publikum.

Wael Shawky (f. 1971) er uddannet billedkunstner inden for en nordamerikansk universitær ramme og bygger sin kunstneriske metode på gennemgribende research, der munder ud i højæstetiske værker, hvis tilblivelse ofte også kræver store holdpræstationer.

Shawkys kunst hviler på et menneske- og historiesyn, der synes båret af traditionerne fra de klassiske humanister, som bestræbte sig på filosofisk engagement i alle forhold og hyllede åbenhed og tolerance overfor verdens mangfoldighed.

Særligt den arabisk-amerikanske professor i litteraturhistorie Edward W. Said (d. 2003), som er ophavsmand til en af vor tids mest intelligente og nuancerede bøger om det komplicerede forhold mellem Vesten og Asien (Orienten); Orientalisme, bør fremhæves i netop denne sammenhæng. Shawky læner sig op af Saids lære om, hvordan politiske, psykologiske og æstetiske narrativer væver sig sammen i fortællingen om ’den anden’, og sikkert med netop den i baghovedet tager han afsæt i Europas relation til Asien i middelalderen for gennem genfortællingen at vise os, at det er de samme mekanismer, som påvirker vores aktuelle samtid.

Power play

Udstillingen The Crusaders and Current Stories på ARoS er i sig selv en form for ’power play’, fordi Shawkys film, dukker, trærelieffer, tredimensionale billeder og tegninger understreger, at her møder vi en relativ ung kunstner, som virkelig hører til i den tunge og dyre ende af kunstligaen. Shawky jonglerer som projektleder og instruktør med et formidabelt og forfinet produktionsapparat, hvilket i sig selv er imponerende.

Blot at betragte de udstillede dukker – mange af dem skabt af de bedste venetianske glaskunstnere – er en fascinerende oplevelse, og undertegnede kan ikke dy sig for at sammenligne Cabaret Crusaders med Star Wars; særligt afsnittet om Jabba the Hut, hvor det også vrimler med fabelagtige væsener, synes at reflektere tilbage på Shawkys univers, som også i høj grad opererer med dyregørelse af mennesker – her ifølge kunstneren i direkte forlængelse af en gammel arabisk tradition for at fortælle om menneskene gennem dyrefabler.

Korstogene

Shawky interesserer sig i sine rigt udstyrede og gennemført iscenesatte dukkefilm, der er hele omdrejningspunktet i udstillingen, for korstogene iværksat af Pave Urban II i 1095 og frem til der, hvor korsridderne, efter at de i 1202 er blevet bandlyst af Paven pga. det meningsløse angreb på den kristne by Zara, fortsætter hensynsløshederne og angriber, ødelægger og udplyndrer Konstantinopel i 1204.

Urban II opfordrede i sin krigserklæring alle ’sande kristne’ mænd til at bevæbne sig og drage mod Jerusalem for at befri byen fra dens vantro (suni)muslimske undertrykkere. På den baggrund lykkes det at mobilisere omkring 60.000 våbenføre kristne mænd fra alle samfundslag.

Korstogene resulterede i dannelsen af fire mindre kristne stater i Mellemøsten, og perioden afsluttes officielt i 1291 med havnebyen Akkos tilbageerobring som den sidste by under kristen kontrol ved et slag anført af sultan Al-Ashraf Salah al-din Khalil.

Fortidens hellige krige ligner nutidens

Vi ved i dag, at det ikke kun er vores forhistorie og ’den mørke middelalder’, der har fungeret som bagtæppe for voldelige mobiliseringer funderet på religiøse argumenter. Shawkys interesse får naturligvis sin næring af vores aktuelle samtid, der siden angrebet på World Trade Center i NYC 9/11 har genindsat den hellige krig som en central begivenhed i vores kollektive forståelsesramme.

Usynlige kræfter

Det, som siden af flere analytikere har fået betegnelsen ’Clash of Civilizations’, er med Al Quiada og senere med tilsynekomsten af ISIS og andre radikaliserede terrororganisationer et udbredt fænomen, som påvirker de politiske systemer overalt i Asien og i Vesten.

Dette ’sammenstød’, som hermed er blevet overeksponeret og ophedet – og som disse angreb og forsvarsstrategier er symptomer på – er årsag til en tilstand af generaliseret utryghed og angst for hinanden, som lige nu medfører en lang række afledte reaktioner på individplan såvel som nationalt og internationalt.

Fornemmelsen af at blive trukket i af stærke usynlige og ukontrollerbare kræfter er årsag til, at Shawky benytter marionetdukker i sine film. Deres teatralske, klodsede og indimellem hjælpeløse ageren er symbolsk for, hvorledes mennesker tilsyneladende siden tidernes morgen har måttet famle sig frem i (politiske) landskaber, nødtørftigt ’oplyst’ af de informationer og fortællinger, som magthaverne har fabrikeret til den givne lejlighed.

Eksotisering

Shawky benytter en omvendt orientalisme-strategi, hvor han lader sine dukker tale en gammel arabisk dialekt fremfor latin, som var hovedsproget blandt de klerikale i middelalderen. Dette greb skaber en ’forvirring’ hos beskueren, som undervejs må håndtere denne eksotisering af de kristne og efter bedste evne forsøge at følge med i filmenes springende narrativer.

I dag er en hellig kriger en, der taler arabisk – derfor er det overraskende, hvordan de arabiske stemmer, sangene og den arabisk inspirerede musik i filmene synes at understrege de forførende elementer i iscenesættelsen af korstogene frem for at virke dæmoniserende.

Myter og projektioner

Spurgte vi førnævnte Edward W. Said om grunden til denne effekt, ville han sikkert sige, at det skyldes de udbredte myter om ’den sensuelle asiat’ og ’det arabiske sprogs forførende klang’, som vi kender det fra bl.a. 1001 Nats Eventyr.

I forlængelse heraf er det også evident, at musikken og sangene understreger det eventyrlige og bidrager med en sensualitet, som står i kontrast til volden og støtter den svulstige propagandistiske retorik, der skal kamuflere de bagvedliggende politiske strategier om bl.a. at udvide den katolske kirkes magt og territorium i Europa og Asien.

Ydermere peger det på, hvordan kunst og æstetik også kan bruges i den politiske forførelses tjeneste og på de (røver)historier, som Shawky også selv, gennem sine film, er afsender af og som jo også er et (skønt) konglomerat af mange forskellige kilder, kunstneriske ideer og fantasier.

Voldsspiral

Shawky, der selv skriver sine filmmanuskripter, viser også, hvordan mennesker i en højere sags tjeneste også drives af opportunistisme, der forstærker den hensynsløse adfærd, når muligheden for egen vinding byder sig til, som f.eks. når kristne korsriddere i ledtog med forskellige muslimske fraktioner, røver og forulemper undervejs mod målet i Jerusalem. Pavens bandlysning i 1202 frarøver korsridderne den syndsforladelse og dermed frelse, som Urban II netop havde stillet dem i udsigt som belønning for deltagelse i korstogene.

Meget tyder på, at den straf fik volden til at eskalere blandt de ellers temmelig radikaliserede kristne mænd, som pludselig fik større interesse for krigsbytte og egen vindig. The Crusaders and Current Stories peger også på, at den dybere bagvedliggende årsag til menneskers mørke handlinger udspringer af frygt for selv at blive misbrugt og udnyttet.

Muren mellem os

Endelig er der udstillingens gigantiske stedspecifikke værk: en eventyrlig (LYSERØD!) mur, der begynder som en dragehale i den ene ende af foyeren, for så at blive en dromedar og siden en borgmur i den modsatte ende.

Et værk, der kommenterer på rækken af historiske mure, som gennem tiden er blevet bygget for at adskille stridende parter, der frygter hinanden, og som illustrerer hele Edward W. Saids idé om, hvorledes vores opfattelse af verden formes gennem myter, realiteter, drømme og kunst.

En krævende udstilling

Denne anmeldelse har været utrolig svær at skrive – det skyldes udstillingens kompleksitet og tema, som næppe foldes tilstrækkeligt ud inden for denne kontekst. Jeg fulgtes med min søn på 25 år, og vi gav os tid til at se alle fim fra ende til anden. Det var vi alene om. De besøgende drev afsted uden at give udstillingen den tid, som den kræver – og fortjener.

Ud over dens faktiske budskaber og deres aktualitet er det ren æstetisk nydelse at give sig hen til filmene, syntes både mor og søn. Men der bør nok gøres opmærksomt på, at mindre børn kan blive forskrækkede og utrygge i de mørkelagte sale – det så vi flere eksempler på.

Vi savnede også information tilknyttet hver enkelt film, så man kan danne sig et indtryk af, hvor tingene foregår. For at få hele fortællingen på plads er det faktisk nødvendigt at købe udstillingens bog, som til gengæld egner sig fint til sofalæsning efterfølgende, og som giver svar på, hvordan Shawky ser på nutidens udfordringer, og hvad han tænker om fremtiden.