Markering på Carlsberggrunden

I september åbnede fire gallerier i de gamle garagehaller på Ny Carlsberg Vej med ambitionerne om at være ’firstmovers’ i definitionen af et nyt kreativt københavnerkvarter. Der er tale om to helt nye udstillingssteder, der formentlig kan nyde godt af ryet og klientellet fra de to allerede etablerede gallerier.

Med de aktuelle udstillinger viser både BKS Garage og IMO Projects, at de er fuldt på niveau med naboerne, og i sig selv sætter en høj standard på Carlsberggrunden. Der er god grund til at tage turen derud lige nu, for der er fire virkeligt gode udstillinger under ét tag.

Kunstig natur – naturlig kunst
BKS Garage er Kunstakademiets nye udstillingssted, og lige nu har to akademistuderende fået selskab af to ikke-akademister i udstillingen Art Forms in Human Nature. Udstillingen henviser til opslagsværket Kunstformen der Natur, der blev udgivet omkring år 1900 og blandt andet inspirerede art-nouveau-bevægelsen i kunsten. På BKS Garage er naturæstetikken bredt helt ud og kunsten, mennesket og naturens former kobles på forskellig vis hos fire kunstnere.

Peter Folkmar sætter fokus på den primitive natur, der ligger dybt i mennesket trods årtusinders kultiveret civilisation. I værket Ilden tilbage til byen har han cyklet rundt i byen med et brændende bål i en cykelanhænger.

Er der bål i gaden ledes tankerne hen på revolution eller autonome lømler, men hos Folkmar er bålet ladet positivt som et naturligt centrum for menneskets fællesskab. Værkets performative element gør, at man ville ønske, man havde fået den fulde oplevelse i et møde med bålet i byen, men idéen bag det er så klar, at også dokumentationen i udstillingsrummet fungerer glimrende.

Simpel æstetik
En meget konkret kobling af natur og kunst ligger i farvestudiet, og her excellerer Maria Lenskjold. Installationen Uden titel (atelier) er en sirlig opsætning af genstande fra kunstnerens atelier i en materiel udvidet version af Goethes farvecirkel.

Der er noget instinktivt tilfredsstillende over den nærmest kosmiske orden, der er lagt ned over alle de menneskeskabte genstande, og der er noget befriende i at opdage, at æstetik kan være så naturgiven og simpel.

Hos Magnus Pettersen og Thomas Rathleff er naturreferencerne mindre udtalt, men det er kun en styrke for den samlede udstilling, at den breder sig langt ud i den tematiske ramme.

Pettersens værker er en formalistisk undersøgelse af systemer og geometrier, der udfolder sig på papir såvel som i den monumentale betonskulptur, Natural Overlap. Rathleffs film er en art portræt af hans egen generation og dens søgen efter mening – en naturlig drift i en natur-fjern generation.

Gymnastik i kæder og læder
I soloudstillingen Every Room has a Smell har Maiken Bent forvandlet det kunstnerdrevne IMO projects til en forvrænget og stærkt æstetiseret gymnastiksal.

Skulpturer og installationer mimer umiddelbart genkendelige genstande som bukke og heste fra redskabsgymnastikken, men værkerne er trukket ud i større eller mindre grad af abstraktion. Bukkene er udført lidt skramlet og kantet i træ, men har til gengæld fået spændt hver sin lædersæk på ryggen, og træningsmåtterne hænger som klassiske værker på væggen.

Æstetik og funktionalitet
Maiken Bents arbejde i spændingsfeltet mellem det æstetiske og det funktionelle er så vellykket, fordi der ikke er nogen 1:1 oversættelse af værkerne, og der hvor genkendelsen stopper, er associationerne allerede sat i gang.

Referencen til det funktionelle gør, at man forholder sig meget kropsligt til værkerne, som om de kræver, at man er parat til at tage dem i brug. Samtidig er de uforbeholdent smukke og lækre at se på med synlige sting i det farvede læder, minutiøst snoet nylontråd og skinnende kæder.

Skønheden kombineres med nogle af værkernes besynderlige lighed med S/M legetøj eller
avancerede torturinstrumenter, særligt de der er ’gemt væk’ i et redskabsskur. Nogle vil måske mene, at tortur og redskabsgymnastik er et fedt, men uanset hvilken retning fantasien tager én i, formår Maiken Bent at skabe en stemning, der rækker langt ud over gymnastiksalen.

Sygt sjove Shrigley
På Galleri Nicolai Wallner flyder den absurde humor i en lind strøm fra David Shrigleys pen.
Som beskuer får man indtryk af, at hver eneste tanke, der passerer igennem kunstnerens hoved, bliver nedfældet på papir. Det er nok i de færreste tilfælde, at den slags udtømning vil være interessant. Hos Shrigley tager man dog taknemmeligt imod alt.

Man ler hovedrystende af galskaben og trækker på smilebåndet over de værker, der besidder en underfundig filosofi. Med helt simple greb vender han vrangen ud på logikken og sætter sine betragtninger på spidsen, så det absurde fremstår genkendeligt, og det velkendte afsløres som absurd.

Shrigleys blæktegninger er naivistiske og uforfinede, men han er langt fra uskolet, og selv i den helt simple streg får han et stærkt udtryk igennem. Det ses eksempelvis i animationen Ones, hvor frustration og desillusion lyser ud af en hånd med raflebæger og terning, som slår et’ere og intet andet, så det gør helt ondt at se på.

Hypnose fra fakta til følelse
Hos Superflex på Nils Stærk tager desillusionen en ganske anden form. De tager publikum dybt ind i finanskrisen i videoværket The Financial Crisis (Session I-IV). Med rolig stemme fører en hypnotisør beskueren igennem forskellige scenarier.

Man oplever krisen, som den udspiller sig for kapitalismens usynlige hånd, der mister kontrollen over markedet, som den hovedrige valutaspekulant George Soros og som en lønarbejder der mister job, hus og pension. Til sidst tager man afsked med kapitalismens aktører, inden hypnotisøren knipser med fingrene, og man bringes tilbage til virkeligheden.

Faktuelt bliver man ikke ført dybt ind i krisen, for hvordan var det nu lige med Adam Smiths teori om den usynlige hånd og Soros, som kritiserede den? Som et kunstnerisk eksperiment er hypnose-terapi for et samfund i krise dog interessant og tankevækkende, og der er et sjovt sammenfald mellem hypnose og kunst.

Når hypnotisøren dikterer; ”forestil dig det!” eller ”føl det!”, så føler og forestiller jeg mig det givne scenarium. Men jeg vil vove at påstå, at det ikke var fordi, jeg reelt var under hypnose men fordi, kunsten kan få beskueren til netop det.