Marmor, krop og koder

På Overgaden vises to udstillinger, Lea Guldditte Hestelunds Consumed Future Spewed Up as Present og Christoffer Birkkjær og Duarte Filipes EVEN, der vil helt forskellige ting, men klæder hinanden. Begge er de optaget af det scenografiske, af materialitet og af at skabe oplevelsen af at befinde sig et foruroligende sted.  

Hvad er det, der er med marmor i dag? Man støder ind i det overalt. Engang var det forbeholdt de få og udtryk for en kulturel værdi. I dag flyder det med marmor i designbutikker og på kunstudstillinger og i litteraturen (fx i Amalie Smiths Marble fra 2014). Marmor kan være på grænsen til kitsch. Men der ér noget ved materialet – det kan et eller andet. Ting kommer til at se så fuldendte ud, når de er lavet i marmor. Samtidig har de en form for liv; to ens former i marmor har ikke det samme udtryk – tegningen i marmoret gør det enkelte objekt unikt.

Marmor er en metamorf stenart; dvs. at den har gennemgået en forandringsproces og i princippet er stoppet i en bevægelse, idet den er blevet udvalgt til menneskebrug. Én stenart er gennem et stort pres blevet til en anden – blevet til marmor. I løbet af millioner af år vel at mærke. Marmor har også den egenskab, at overfladen er en anelse transparent. Lyset kan trænge ind i stenen og sendes først tilbage nogle millimeter nede; som når lys rammer hud eller mælk. Det er bl.a. derfor, marmor har været så anvendt til at gengive menneskekroppen.

Konsumeret fremtid udspyet som nutid
Lea Guldditte Hestelunds udstilling, Consumed Future Spewed Up as Present på Overgaden er præget af en hel del marmor. Udstillingen er delt op i tre dele: Et ankomstrum, hvor en art seletøjaccessories, der relaterer til kroppen, fremvises i udstillingsvinduer i væggen eller hænger, så man potentielt selv kunne iklæde sig dem. Derefter går vi igennem en lang gang med indadfaldende vægge og orange gulvtæppe – en sluse mellem to verdener.

Endelig kommer vi ind i den bagerste sal, hvor vi finder, hvad jeg vil kalde et futuristisk raritetskabinet. Objekter, de fleste i marmor, er arrangeret og spredt ud på orange og pink vinylgulvtæppeøer på gulvet. Alle har de navne, der refererer til dyr, bakterier eller mytiske figurer. Lad os begynde her.

Materialer mødes og underlige ting sker
Hos Hestelund kan marmor blive til ren tyngde, til hud, til kropsdele, til kopier, til modeller, til forsteninger og ja – sågar kommer jeg til at tænke på lyserød kødpølse eller et kæmpestort fedtmarmoreret stykke svinekød konfronteret med et af objekterne. En rektangulær, blødt formet klump marmor er beklædt med sammennittede strimler af læder. Klumpen, som har navnet Tentare NR_02A2, er formet, så det ser ud som om, den er blevet mast sammen af de lyserøde strimler, der er bundet omkring.

Et nærmest ufatteligt udsnit af tiden er med et enkelt tilslibningsgreb kommet til at se ud som om, man kan presse det sammen med et stykke seletøj. Hvad jeg oplever nærmer sig det pornografiske: Det intime gjort alt for synligt, det ædle (som marmor oprindeligt sås som) udsat for overgreb. Det er sådan noget, Lea Guldditte Hestelund kan sætte i spil i sine værker, og det gør hun godt.

Og mens vi er ved den utugtige omgang med materialet, så har det også en helt ufattelig effekt, når hun har malet de graverede riller gule i en blødt formet blok hvidt marmor. Eller når et ægformet objekt er malet delvist blå, eller klæg petroleumsblå silikone flyder langsom ned over et marmorstykke, jeg ikke ved, hvad er, men som bærer navnet Ova CM_02B4.

Objekterne synes at tilhøre både fortid, nutid og fremtid. De bliver behandlet blidt og blødt og lagt på farvede kaninskind, eller de bliver strammet ind i corsager eller overhældt med maling. Eller de ligger og ligner afskårne dele af store antikke skulpturer.

Luksus, død og dressur
Før vi ankommer i rummet med alle objekterne træder vi i Overgadens første rum ind i en scenografi. Det kan være et showroom i en Fifth Avenue-modeforretning i New York. Eller det kan være et forrum til en luksuriøs bondageklinik, hvor man vælger sit udstyr. Eller en forladt scenografi fra en science fiction film. Hovedbeklædninger og andre seletøjsanordninger er udstillet i montrer, som smykker eller som dressurinstrumenter. Carriers, kalder Hestelund dem, og antyder dermed, at det er objektet, der bærer kroppen og ikke omvendt. Her finder vi også forfatteren Olga Ravns tekstsamling, der fungerer som værk i sig selv, giver installationen litterære kvaliteter og endegyldigt sætter den i perspektiv af ”fremtid”.

Den indledende tekst begynder: ”Alle mennesker er døde nu. Og I er også døde.” Så er det ligesom sagt – på trods af paradokset i begge udsagn. Langsomt døende kroppe, der kan genstartes et andet sted, er på vej ud i rummet i det sidste luftfartøj, udsendt fra en uddød civilisation. Der er meget mere i det, og Olga Ravns fine tekster fortjener en anmeldelse for sig selv. Det får de sikkert senere – som litteratur. Men interessant er det her at se, hvorledes litteratur og det, vi kender som billedkunst, kan arbejde sammen på nye måder.

Et overopbud af tegn
Jakob Wamberg skriver i en medfølgende tekst til udstillingen, at Hestelunds værk peger tilbage på blandt andet surrealismen. Jeg er kun delvist enig. Hvor surrealismen var tænkt som frigørende, er det efter min mening svært at se den kvalitet i Hestlunds værk. Jeg har svært ved at se det frigørende i alt det seletøj. Men det kan jo også være, fordi jeg ikke rigtig er til S/M. Hvis man skal tale om det surreelle, er der her mere tale om et formelt greb, der skaber sammenstød, der er så store, at forsøgene på at forstå strander.

Det er ganske enkelt ikke til at finde rundt i tegnene, koderne, henvisningerne. Og så er vi måske alligevel inde i det surreelle, det underbevidste og det farlige. Men for mig at se – også det melankolske. Er vi dér, hvor kroppen kun findes som billede? Er vi i en gold fremtid, og ser vi tilbage på os selv som rester af en civilisation, der tilrettede mennesket til ukendelighed?

I Overgadens egen introduktionstekst er udstillingen ”et oplæg til at gentænke kroppen i samspil med alternative konstellationer af magt, køn og seksualitet.” Det er store ambitioner. For mig er det nok, at jeg bliver lettere foruroliget af udstillingen. Den er poetisk på en hardcore måde.

EVEN – mellem analog og digital
På 1. sal udstiller Christoffer Birkkjær og Duarte Filipe. De præsenteres som henholdsvis digitalkunstner og billedkunstner og har sammen udarbejdet en installation med titlen Even.

Udstillingen er resultatet af et samarbejde, hvor to forskellige visuelle udtryksformer – tegning og computervisualisering – bringes sammen i en udforskning af grænselandet mellem det digitale og det analoge – sådan står der i præsentationsteksten. Se dét var en helt anden slags tekst end den, der er skrevet til udstillingen nedenunder, hvor de formidlende ord perspektiverer det hele på kryds og tværs. Utroligt, så forskelligt kunst kan italesættes.

Og det siger jeg, fordi jeg, når jeg ser udstillingen, egentlig er ret ligeglad med det ’digitale eksperiment’. Jeg er mere interesseret i, hvad der kom ud af det, og hvad det kan. Og det tror jeg faktisk også, at de, der har lavet det, er. Ellers havde de ikke gjort sig så umage for at fremmane en så dragende oplevelse for betragteren, som det er at bevæge sig rundt i værket.

Fra væg til situation
Ved indgangen til installationen hænger en tegning. Det er den tegning, som inde bagved er blevet til en totaloplevelse af rum og lyd. Den er tegnet med forskellige sorte og grå tegneredskaber. Der er mast godt på, der er gået over den flere gange, og det ulmer og bevæger sig, som i en ursuppe – eller som i forestillingen om den. Men det er bare en tegning, og en tegning er som bekendt flad, og selvom det har taget tid at lave den, kan man ikke se det, idet den som færdig tegning er blevet til ”et billede”.

Kunstnerne er gået ind i tegningens fladhed og spurgt: Hvad foregår der ”inde” i den? De har udsat tegningen for kode, som på en eller anden måde har omgjort den til lag, bevægelse, tid. Og det er her, man kunne spørge, om der ikke ligger et udsagn bag også – udover ”et eksperiment”? For den, der koder, bestemmer jo, hvad koden skal gøre ved billedet. Koden er et æstetisk og fortællemæssigt valg, vil jeg vove at påstå.

Det er det, vi ser i de store projektioner og spejlede projektioner i rummet bagved: En fortælling, en oplevelse.

Her opdager man også en lavfrekvenslyd afspillet fra en central kilde bag en af projektionsskærmene. Skærme og vægge kaster lyden tilbage på forskellig vis, og man oplever at bevæge sig rundt i en dyb, dyb tone, samtidig med at man i slowmotion overflyver golde landskabslignende ørken-mars-måne-futuristisk-agtige-steder, hvor sand langsomt falder ned af bjerge og omformer scenen uendeligt.

En kodet tilstand
Even er en overbevisende og gennemført installation. Både den analoge tegning og den digitale bearbejdning beskriver en tilstand af noget meget fundamentalt og materielt. Den rammer mig i maven, og jeg er faktisk også underholdt.

Det levende – sporet efter hånden – i den analoge tegning og det ”døde” i den digitale kode flettes sammen på nye måder, og beskuerens krop inddrages og påvirkes gennem lyd og en oplevelse af at være omsluttet af et sted. Men vi kommer aldrig helt ind i det, dertil kræves nok snarere virtual reality teknologi. Installationen forbliver et billede. Men det er godt nok.

De to udstillinger klæder hinanden, og det er svært ikke at se dem i lyset af hinanden. Fx kunne jeg opleve at flyve i Olga Ravns skib over et sørgmodigt landskab. Eller jeg kunne spinde en ende ud af marmortemaet og sige, at man også på første sal kan opleve aflejringer og komplekse, kaotiske strukturer. Her er det blot ikke millioner af år, der har fremstillet dem, men koden.