Med appetit på kvindekønnet

Birds, birds, birds…

På en flodbåd op ad Amazonfloden mødte jeg for et par år siden en englænder, der konstant talte om “birds”. Det var “birds” på dækket, det var nøgne “birds” i hans smartphone, det var “birds” han havde mødt, og alle de “birds” han skulle møde og forføre undervejs, men aldrig noget om fuglene i den omgivende jungle.

Nærmest samme maniske gentagelse af “birds” møder én i Laure Prouvosts film Swallow. Værket, der udgør det centrale fokus i hendes aktuelle prisudstilling Farfromwords på Whitechapel Gallery i London. “Birds” som en betegnelse for den kvindelige krop, som et af naturens dejlige vidundere, som symbol på både skønhed og forfængelighed, der sætter de kropslige parringsfunktioner i gang.

Et mandligt blikt, som Prouvost bekræfter og gør til sit eget.

La Dolce Vita
Udstillingen på Whitechapel er en del af Prouvosts tildeling af Max Mara kunstpris for kvindelige kunstnere (en ‘kvindelig kunstner’ er det samme som en kunstner, med den forskel at det ikke er en mand, sic!).

En pris, som også gav Prouvost et seks måneders ophold i Italien, hvor udstillingen senere vil blive vist.

Hele udstillingen har også Italien som sit udgangspunkt, både i en arkitektoniske Colosseum-lignende struktur og temaet om “La dolce vita” – det søde, lystbetonede og ikke mindst sensuelle liv.

I det første udstillingsrum bliver man mødt af en stor rotunde.

Inde i rotunden, omgives beskueren af en frise-lignende collage med udklip, fotos, malerier og tv-skærme som tilsammen danner et billede af et mini-Italien. En blanding af det gamle antikke, den nye skingre og skinnende overflade, og det sensuelle, sanselige drømmebillede.

Safterne flyder
I et lille rum i rotunden bliver det nye videoværk Swallow vist. Fra filmen spreder lyden af dybe ud- og indåndinger sig til hele udstillingen. En lyd, der giver øget betydning til udstillingens titel Farfromwords. I Swallow ser vi nøgne kvinder, “birds” som de jo hedder, bade i et vandfald, den varme sol kærtegner deres hud.

Det er hedt, meget hedt.

En af kvinderne finder røde bær under en sten og de spises under stor nydelse. En fisk, der i filmen også bliver kaldt “bird”, stjæler et bær…

Prouvost opbygger filmen igennem en collageteknik, hvor historien udvikler sig gennem billede- og lydfragmenter. Imellem scenerne fra vandfaldet ser vi sekvenser af fugle, der synger og pudser sine fjer.

Saft flyder over hud. Læber og tunger slikker is. Blændende refleksioner fra sportsvogne. Billeder, som fører tankerne mod forbrugskulturens forfængelighed og fokus på kødelige lyster og erotisk begær.

Ydre betydninger
Ydersiden af installationen leder i modsætning til sit paradisiske indre, tankerne mod et arkitektonisk landskab, eller sådanne stålstrukturer man tit ser i dag, omkring gamle antikke bygninger for at holde dem oprejst. Mellem stålbjælkerne har Prouvost lavet hurtige tegninger der minder om grafitti-tags.

På lokalets vægge er der monteret en række sidespejle med hindbær på, som de besøgende må spise af.

I næste rum af udstillingen er forskellige hylder monteret med forskellige objekter. Til hvert objekt er der en tekst, der leger med de sproglige betydninger og de tilknyttede metaforer.

At lege med sproget er et gennemgående kendetegn for Prouvost kunst. Flere tidligere værker har fokuseret på fejloversættelser, eller på anden måde brugt sproget som materiale.

Fra Prouvosts tidligere produktion genkender man også hendes måde at lege med grænsen mellem en indre fantasiverden og en ydre virkelighed. En fantasiverden, der giver beskyttelse mod verden, men som også giver livet nogle ekstra dimensioner.

Dannelsesrejse eller sexferie?
Udstillingen har flere forbindelser til 1800-tallets ‘Grand Tours’, dannelsesrejserne for de unge adelsmænd, der skulle give dem livserfaring på et både intellektuelt men også seksuelt plan. Dannelsesrejser, der ofte netop gik til Italien, hvor man i fulde drag kunne indånde det romantiske og antikke livssyn og nyde livets goder i en varm og sensuel atmosfære.

Prouvosts leg med konventioner og perspektiver er absolut spændende. Ligeledes hendes appetitlige tilgang til det sanselige. Derudover er det længe siden, jeg har set en så gennemført sensuel udstilling, der tør og formår at lege med seksualitet uden tunge klichéer og stereotyper.

At udstillingen på mange måder er intelligent, fantasifuld og teknisk veludført, kan der kort sagt ikke stilles spørgsmålstegn ved. Alligevel efterlader udstillingen mig med en snert af tomhed. Den udtrykker en viljeløs tilstand. Med en kritisk optik bliver Farfromwords i sidste ende til endnu en samtidskunstudstilling, som bekræfter middelklassens verdenssyn: Lidt kritik af forbrugskulturen, lidt glad feminisme, blandet med et nostalgisk blik på 1800 tallets borgerlige fornøjelser.