Med kunsten helt ind i hjerte og sind – eller hvad?

En beretning fra en ganske almindelig dag på et ganske almindeligt dansk kunstmuseum, hvor en tanke pludselig indfinder sig: Er rammerne bare ikke befordrende for kunstoplevelsen? Er det simpelthen for udmattende at gå på kunstmuseum?
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden tilbragte jeg en lille times tid i en udstillingssal på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Jeg ville opleve Susan Philipsz’ lyd- og videoværk, Study for Strings Sokol Terezín, som er et videoværk bestående af to skærme med hver sit lydspor.

På lydsiden fylder to instrumenter, en cello og en bratsch, rummet. De er isoleret fra den komposition, de oprindeligt indgik i, og som blev komponeret af den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944), mens han befandt sig i den tyske koncentrationslejr Theresienstadt. Den oprindelige komposition blev brugt som lydspor til den nazistiske propagandafilm Theresienstadt. Ein Dokumentarfilm aus dem jüdischen Siedlungsgebiet fra 1944, som skulle fremstille de tyske koncentrationslejre i et rosenrødt skær – som alt andet, end de umenneskelige arbejds- og udryddelseslejre de var.

Lydsiden er flankeret af to videoskærme med nutidige optagelser fra Theresienstadt, og værket er en udløber af Susan Philipsz’ tidligere værk, Study for Strings, som blev præsenteret på Kassel Banegård i forbindelse med documenta–udstillingen i 2012. Dengang fik værket stor international opmærksomhed – velplaceret som det var på banegården, der i nazitiden var et knudepunkt for deportationen af jøder.

Man kan se den abrupte lydside og den spøgelsesagtige videovandring gennem bygningen med den uhyggelige historie som et kunstnerisk bud på en bearbejdning af et historisk trauma, der stadig rumsterer.

”At skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk”, skrev den tyske filosof Theodor W. Adorno i umiddelbar forlængelse af Anden Verdenskrig og adresserede dermed det umulige dilemma, forfatterne befandt sig i: På den ene side ville dét ikke at skrive om Holocaust være det samme som at ignorere det. På den anden side ligger der i kunsten en æstetisering, som er uacceptabel i forhold til lidelserne.

Men kunsten kan – som Philipsz gør det – tale rundt om traumet på en åben og, ja, ordløs måde, som giver rum til en sanselig væren med det.

“Susan Philipsz’ værker når beskueren på en særligt følelsesladet måde. Hendes måde at bruge musik og lyd på fremkalder vores kollektive bevidsthed og aktiverer et særligt nærvær, som når helt ind i hjerte og sind”, siger Rebecca Matthews, direktør for ARoS, et sted i museets formidling af udstillingen.

Og selvom citatet er et udtryk for den uvane, som er så udbredt i kunstformidlingen, at man næsten overser dens paternalistiske formynderi – nemlig at pådutte sit publikum bestemte følelser og oplevelser – så er der for mit eget vedkommende noget om snakken: jeg er fordybet.

Men efterhånden er der også noget andet, jeg registrerer: Folk kommer og går.

Museet er ikke dårligt besøgt denne dag. Det vrimler med mennesker. Men i løbet af den time, jeg er i udstillingsrummet, er der ikke nogen, der opholder sig her mere end et halvt minut. Jo, to veninder sætter sig ned – og begynder at scrolle på mobilen.

Der kan være mange grunde. Måske er værket ikke appellerende, stærkt eller tydeligt nok. Måske er det for komplekst? Måske springer mange tidsbaserede kunstværker over – værket varer ca 20 minutter? Måske er der bare ikke de helt rigtige kunstnørder til stede i dag?

Men der er altså også noget, der ikke hænger sammen. Hvis vi tager direktørens ord for gode varer, skulle man jo nærmest være idiot for ikke at sætte sig ned og synke ind i kunstværket af den højt skattede Turner Prize-vindende (2010) kunstner. Hvem vil ikke gerne i kontakt med sit inderste – “helt ind i hjerte og sind”?

På vej ud kan jeg fra ARoS’ mægtige foyer betragte byggepladsen ved siden af. Museet udvider med over 2000 m2, som blandt andet skal rumme James Turrells Dome (der forventes at åbne 2025). ARoS er i forvejen et stort museum, og man kan stille spørgsmålet: Kan størrelsen, mængden af kunstudbud, merchandise og cappuccino være en del af forklaringen på, at publikum ikke orker at fordybe sig i Philipsz’ installation?

Er et museum som ARoS simpelthen for stort? Er der i det hele taget alt for meget kunst alt for mange steder? Alt for meget oplevelse, for meget der skal konsumeres, for megen udmattelse? For mange der producerer kunst, udstillinger, events, museumsudvidelser med mere uden at reflektere reelt og dybt nok over formålet?

Gør kunstverdenen sig skyldig i en form for stressfremkaldende overload, som ukritisk er adopteret fra det markedsdrevne vækstparadigme, der hersker i verden, og som sætter såvel kloden som det enkelte menneske under pres?

Kunsten omtales – og markedsføres! – ofte som en ‘anden’ tilgang. Mere refleksiv. Et åndehul – hvis ikke netop en modstand mod de destruktive, kapitaliske drivhjul. En adgang “helt ind i hjerte og sind”.

Hvis vi mener det alvorligt, er der noget, der slår fejl denne dag.

Jeg er klar over, at denne time i et tilfældigt udstillingsrum på et tilfældigt kunstmuseum ikke på nogen måde kan stå som en valid, videnskabelig undersøgelse af kunstoplevelsen.

Men ét ved jeg: Hjertet åbner sig ikke under pres, eller fordi nogen postulerer, at NU gør det. Det fungerer bare ikke sådan – det skal have ro, plads, luft, tid.

Så kan miraklet opstå: At hjertet åbner sig.