Mennesker uden værdi

Tænk over det et øjeblik.

Hvad er det for en værdi de menneskeliv tilskrives, der omkommer i hobetal i Middelhavet, sidder passificeret i asylcentrene, eller optræder i statistikkerne, som politikkerne bruger i deres argumenter om truet velfærd eller manglende vækst? Og kan den undtagelsestilstand fra al menneskelig logik overhovedet beskrives, bearbejdes og forstås, hvis man ikke selv ligger under brædderne på en faldefærdig kutter eller flygter fra krig, tortur og humanitære katastrofer?

Liv og politik
CAMP (Center for Art on Migration Politics) er som institution dedikeret den virkelighed, hvor mennesket, katastrofen og politikken overlapper på globalt plan. Det nyåbnede udstillingssted drives som et kunstnerisk refleksions- og diskussionsrum i forbindelse med Trampolinhuset på Nørrebro af det prisvindende kuratorkollektiv Kuratorisk Aktion (Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen).

Kunsten er her direkte involveret i et af klodens mest presserende spørgsmål og med et program, der er markant politisk, globalt og debatorienteret. Fra at have arbejdet primært med postkoloniale spørgsmål og mekanismer, har duoen nu vendt sig mod det komplekse limbo mennesket opholder sig i som immigrant, og hvad det reelt vil sige – også på et biopolitisk plan, altså hvilken værdi tilskrives disse levede liv i det globale magtsystem og samfund.

Kunst i kontekst
Bare konteksten for dette nye udstillingssted rummer en fantastisk konsekvens og nærhed. CAMP er således både tæt på de subjekter, som udstillingerne er dedikeret og en vigtig kritisk gestus i forhold til offentligheden og det omkringliggende samfund. Udfordringen bliver helt sikkert at få offentligheden derind, men CAMPs første udstilling understreger klart, at der er god grund til at tage turen til Thoravej.

Værkerne i CAMPs åbningsudstilling, med den fulde titel: Lejrliv: Kunstneriske refleksioner over flygninge- og migrantforvaringens politik, opererer meget direkte og konsekvent i forhold til tematikken og den kontekst stedet er en del af: Trampolinhuset, der siden 2010 har stået som medmenneskeligt og brugerdrevent modsvar til den danske asylpolitik og asylcentrenes problematiske ‘opbevaring’ af menneskeskæbner.

Der bliver med andre ord ikke fedtet med kunstneriske referencer eller abstrakte øvelser, men med levede liv og fortællinger, politiske realiteter og kunstnere, der arbejder ’derude’ for at skabe værker der nuancerer de forestillinger vi har og forsøger at legemliggøre de menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser, vi – der ikke immigrerer – mangler en reel forståelse og kropslig erfaring af.

X som tomrum
Nuanceringen er effektivt udfoldet i Ursula Biemanns videoværk X-Mission fra 2008, hvor vi via en bred vifte af kilder både ser bagom og direkte ind i flygtningens hverdag og politiske virkelighed.

X står her for den ikke-position som flygtningen er i, og her særligt det palæstinensiske paradoks, hvor FN i sin tid dedikerede særlige indsatser for dette territorie-truede folk, men lige så hurtigt afviklede selv samme indsats i bureaukratiets skygger og efterlod et folk i et rettigheds-tomrum. En historie der i værket modstilles den amerikanske og ekspansive krigsstrategi, der fulgte 9/11, og hvor de – relativt set – få ofre for terroraktionen i 2001 blev til et Green Card til massiv krigsførelse på tyndt grundlag.

X-Mission får sat en fed streg under den skævhed, der præger værdisættelsen af ofrer for terror overfor politiske subjekter, der konstant kæmper for overhovedet at figurere i Vestens bevidsthed.

Møder og stemmer
To andre fine nuanceringer møder vi i en smertelig dokumentation fra et tremands værelse i Avnstruplejren i Nanna Katrine Hansens værk Room 205 (2013) og i en række radioindslag, der er installeret i små lyttestationer i udstillingsrummene, lavet af Trampolin Husets Kvindeklub, Nanna Katrine Hansen, dansk-afghanske Habib Mohseni, amerikanske Blake Shaw og Kipanga Typeson med rødder i Congo (Captured Outside, 2015).

Room 205 er et både klaustrofobisk og menneskevarmt portræt af inaktivitetens og passificeringens mekanismer, imens Captured Outside særligt tager flygtninge-kvinders vilkår til overfladen – og der er timers sjælden fordybelse at hente her.

Kropslige aflejringer
Af de mere kropslige indslag møder vi dels If the Sea Could Talk (2014) af Dady de Maximo (RWA), der har skabt en tøjkollektion præget af nationale dedikationer til flygtningestrømmenes ofre, flugtens klæder, kombineret med FN-sække, redningsveste, pigtråd, ligpose-lignende tekstiler og alt sammen udfoldet i et blitzbadet modeshow under åbningen af udstillingen.

Et andet kropsligt bidrag er Nermin Durakovic’s installation (Re)arranging fra 2009, der med seng, bord, stol, et skab og tape-markeringer på gulvet genskaber asylcentrets fysiske hverdag midt i udstillingen.

Den væsentlige pointe her er, at de to tilgange eller udtryk supplerer hinanden med stor effekt og får skabt en mærkbar konsekvens i udstillingens helhedsoplevelse, hvor fysiske og mentale, politiske og personlige, lokale og globale virkeligheder mødes i et spændingsfelt, hvor nuancerne toner frem og de helt basale menneskelige spørgsmål presser sig på.

Imens dagens bordtennisturnering er ved at løfte stemningen til et maksimum i Trampolinhusets tilstødende lokaler, buldrer livsvilkårene rundt i hovedet. Et citat fra X-Mission sidder fast: “Pengene flyder til ofre – ikke politiske subjekter”. Grænsen mellem disse to begreber føles markant udfordret, imens en forstærket erkendelse forplanter sig af, at der er utallige menneskeliv derude… ligesom dit og mit, alt afhængig af mennesket eller systemet, der møder dem.