Mennesket og systemet

En messende stemme, er det første man møder på vej ind i den politisk ambitiøse udstilling It’s the Political Economy, Stupid i Pori Art Museum i Finland. “Money to burn, money to bur-ur-n,” lyder sangen, der giver associationer til gadehandleren, der stædigt og energiskt kæmper for at sælge sine varer midt i dagligdagens mylder.

Her præsenteres vi for en modsat logik: Her kan du investere dine penge i absolut ingenting. Her kan du brænde dem af i fuld offentlighed. Det er klart nok ikke produktivt i det økonomiske kredsløb, men ganske produktivt for det mentale kredsløb som aktivt spørgsmålstegn ved, det ‘vi normalt gør’ med penge.

At konfrontere systemet
Spørgsmålet, som den amerikanske kunstner Dread Scott meget simpelt peger på med videoværket Money to Burn (2010), bliver ikke mindre interessant af at være stillet på selveste Wall Street, i skyggen af finansverdenen, blandt folket på gaden. Og imens jakkesættene spankulerer målrettet i en bue udenom, er der flere forbipasserende, der tager imod tilbuddet og en markant energi spreder sig blandt de deltagende. Kameraet hviler roligt ved pengesedlerne, der langsomt går op i røg i Scotts blikspand, imens den opfordrende sang fortsætter.

Værkets symbolværdi bliver ikke svagere af, at politiet ender med at gribe ind og tilsyneladende sender kunstneren væk efter en længere snak. Pludselig bliver et stykke papir med historiske symboler til politisk objekt med substans, ladning og defineret værdi, men dermed også til noget langt mere komplekst og abstrakt. Scotts de-evaluerende aktion (‘penge er kun papir’) modsvares af systemets krampagtige reetablering af dette papirs værdi, imens folkene på gaden lader applausen stå som deres kommentar.

Med kunsten som middel
Om hele udstillingens intention svarer den ene af kuratorerne, Gregory Sholette:

“The objective of the exhibition was to highlight the seriousness of the economic situation today and use contemporary art as the means of conveying that situation.”

Udstillingen spænder gennem de femten værker fra helt abstrakte indslag, Filippo Bertas værk Homo Homini Lupus (Mennesket er som en ulv mod mennesket) fra 2011 med en flok ulve, der kæmper om et italiensk flag og et meget lille sandet territorium, til helt konkrete iscenesættelser med fx. økonomer, intellektuelle og kunstnere samlet til en konference i Buenos Aires, der forsøger at diskutere og etablere mod-logikker og -praksisser til det kapitale kredsløbs natur (Alicia Herrero: Bank: Art & Economics, 2010).

Kunst som eftertænksomhed
Der findes mange misforståelser omkring kunsten. Én af dem, er at kunsten er en spydspids, et fænomen, der afsøger nye territorier og træder innovative stier for resten af samfundet og kulturen: fremtidsforskning og avantgarde i ordenes egentlige betydning.

Men hvad der er vigtigt at forstå, og som ikke ligger i denne avantgarde-tanke, er, at kunstens primære analysefelt er den nære og fjerne fortid. Den reagerer vel at mærke på hændelser og samfundsmæssige realiteter, der ofte er foregået.

Derfor kan man også se kunsten som et evaluerende rum, hvor vi – med kunstnernes greb – forholder os kritisk til vores omgang med hinanden, kulturen, politiken, naturen og verden omkring os: identitet, kønnet, kroppen, medieforbrug, krige, finanskrise, politiske ideer, klimaets tilstand, sociale stigmatiseringer, samfundsstrukturer, idealer og utopier. Det er disse forhold som kunsten ynder at behandle og effektivt kan påvirke indsigten i og erkendelsen af. Det, kunsten er særlig god til, er at italesætte alternative forestillinger om sådanne forhold, og dermed også pege på mulige fremtider, hvor erfaringerne fra fortiden er kritisk afsæt til at ændre adfærd, tænkning og handlingsmønster.

Den skjulte logik
It’s the Political Economy, Stupid! (Det er den politiske økonomi, fjols!) er et exceptionelt eksempel på en sådan udstilling, der forstår at behandle fortiden kritisk for at udpege en mulig ændret adfærd og tænkning.

Udstillingens titel er hentet fra et Bill Clinton-citat fra valgkampen i 1992 mod George Bush Senior, og var et forsøg på at skabe et politisk fokus på en begyndende recession i den amerikanske økonomi.

I Pori er titlen en understregning af et element i vores verden med en helt særlig natur. Et fænomen med en skjult logik, men også en uoverskuelig effekt.

Fra fænomen til intellekt
De bedste værker på udstillingen gør netop som Dread Scotts performance: De tilegner et abstrakt fænomen en sanselig krop og en menneskelig konsekvens.

Dette kan så udtales på vidt forskellige niveauer.

Hvor det hos danske Fieldwork (Lise Skou og Nis Rømer) udtales som fantasifuld, men også klassisk utopitænkning i en næsten karikeret, dramatisk fortælling om det samfund, der vil følge ‘det store krak’, fremstilles samme fortælling som et terapeutisk forløb hos Superflex, hvor vi under hypnose inviteres til at møde finanskrisens sande intellektuelle natur (The Financial Crisis, 2009): “Du er fyret, du har mistet alt…,” fortæller den beroligende stemme.

Det bliver yderligere konkret hos Julia Christensen (US), hvor kunstneren har portræteret et amerikansk ‘finanskrise-landskab’. Tomme parkeringspladser, såkaldte Superstores, kæmpe byggerier og hele bydele, der var tiltænkt finansens profitskabende energi og dedikerede sjæle står som sjælløse postulater om amerikanske drømme og tomt buldrende salgstaler. Men et nyt liv har fundet til ‘ruinerne’ og dette inkluderer både trossamfund, forskningscentrer, kunstakademier – åndelig og vidensproducerende kapital har meget symbolsk overtaget finansens rum. Se mere her

Den kropslige konsekvens
Hos det spanske kunstnerkollektiv FLO6x8 bliver de finansielle rum, og helt specifikt bankerne, scenen for selve værket. Gruppen iscenesætter flash-mobs i de spanske banker med pludselige udbrud af klagende flamenco-sang, dansens hektiske hjerterytmer på marmorgulvene, tekster om finanssektorens blindhed og dobbeltmoral.

Et køligt beregnende system sat over for det levede liv, den sårbare krop, den reelle eksistens og menneskelige sorg. Med bankerne som scene skærer kunstens argument om menneskelig anger og moral i øjnene: Shame is a thing of the past, lyder flamencoens klagende sang.

Ligesom FLO6x8 markerer It’s the Political Economy, Stupid en konsekvens i samtidskunsten og dens evne til at udtrykke abstrakte fænomeners natur og menneskelige – og i mange tilfælde kropslige – konsekvens. Som Brian Holmes, kunstteoretiker og aktivist skriver i bogen, der fornemt dokumenterer udstillingen og supplerer med et givtigt teoretisk blik:

“The idea that there can be a therapeutic dimension of art – a vital relation expression and healing – is something that artists and thinkers should consider more seriously in a period of economic and ecological catastrophe”.