Michael Würtz Overbeck om The Void – en udstilling du ikke kan se

Kunsten.nu giver indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Coronakrisen er lukkede. Her fortæller Michael Würtz Overbeck om sin udstilling The Void i Den Frie Udstillingsbygning.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve lige nu?

Min soloudstilling The Void på Den Frie Udstillingsbygning står som et mørkt og fortættet sted, der lader beskueren stige ned i sorgens væsen, der kan føles afgrundsdyb i det moment, man står i sorgen og har mistet en, der står én nær.

Jeg udfolder en udstilling om altings bortsvinden, der kan efterlade én fortabt og paralyseret i sorgen. Begravet dybt i tvivlen, kan man miste sig selv i en åndeløs tilstand – tømt – med kun et tomrum tilbage. Vor forgængelighed – en uomgængelig kraft – står tilbage som et tabu, vi helst ikke vil vedkende os, hvor formålsløsheden kan efterlade én med en fundamental følelse af ensomhed.

Livet er så kort, og alle omkring os vil forgå – inklusiv os selv. Om det er livet, der rinder ud og døden, der sætter ind eller minder, der langsomt smuldrer, tager en anden form eller går i glemslen til slut.

Vejen gennem livet kan være forskellig fra den ene til den anden, men endemålet er det samme for os alle. Døden står som et tab, vi helst ikke vil vedkende os, men som vi må konfronteres med – konfronteret til at se vor forgængelighed og altings bortsvinden i øjnene.

Mange vender sig mod religion eller håbet om et andet liv i det hinsides. Andre søger svar hos naturvidenskaben, filosofferne eller kunsten. Eller ser det som et endegyldigt nulpunkt. Det er på alle måder op til den enkelte, hvad man tror på eller bekender sig til, eller hvor man søger. ”Sandhederne” er diversive og mangefacetterede, men ingen mennesker ved, hvad der venter os, når livet ikke er mere. Vi ved kun, at det, vi ikke ved, fortaber sig i mørket.

I dette tomrum, som indeholder tvivl, fortabthed og fremmedgjorthed over for måske ikke kun én selv, men også over for omverdenen, kan der opstå et eksistentielt nulpunkt. Et nulpunkt, der, som et fatamorgana, skaber et ekko og en vag spejling af en selv, hvor man efterlades med en fundamental og uudholdelig følelse af ensomhed og afsondrethed med dét, der kan føles som en formålsløs og absurd verden. En følelse af modløshed og fortvivelse, hvor ensomheden kan være så overvældende, at man føler, at man er lige ved at briste!

Går vi i sorgen selvudslettende ind i en art dissociativ tilstand og lader vores selv gå i eksil – forstødt fra vores egen væren? Et eksil og en isolation, der ikke bare danner en uovervindelige kløft til alle andre mennesker, men derudover også skaber en adskillelse mellem ens selv og verden.

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

Indtil videre afventer jeg sammen med Den Frie Udstillingsbygning, om der kan åbnes efter den 17. januar eller om restriktionerne bliver forlænget yderligere. Hvis der bliver åbnet igen efter den 17. januar, kan udstillingen nå at være åben i fem uger, inden den som planlagt slutter den 21. februar. Men det er måske et lidt naivt håb. Der har været lidt snak om udstillingen kan blive forlænget, men det står stadig lidt hen i det uvisse, om det kan lade sig gøre.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg arbejder indenfor et interdisciplinært felt med installation, blyantstegning, objekter, skulptur, video, lyd- og lysværker. Konfrontationen med livets forgængelighed og midlertidighed står centralt i min praksis, der kredser tematisk omkring menneskets konstante – og muligvis forgæves – søgen efter en højere mening og sandhed. Denne konfrontation kobles i min optik med et meningstab, der sprænger vores fælles kognitive rammefortælling, forandrer vores perception og måske efterlader os alene og fremmedgjorte overfor den verden, vi agerer i.

Døden bliver et ledemotiv for en afsøgning af de refleksioner, vores egen og den andens forgængelighed kan sætte i gang. En afsøgning, der metaforisk og psykologisk tager karakter af en indre rejse – en undersøgelse af mening i tabet. En søgen efter mening og sammenhæng i en tilværelse, der, i skyggen af tabet, kommer til at forekomme grundlæggende absurd.

Konfronteret med tabet af den anden, forskydes forståelsen og perceptionen af verden, og de svar og forklaringsmodeller, der hidtil har synes fikserede, fremstår nu flydende og i flux. Dog bliver det også en erkendelse af, hvad der er værd at leve for. En søgen efter at finde ud af, hvad det vil sige at være – i livet.

For døden handler ikke nødvendigvis kun om sorg, ødelæggelse og krise. Døden handler i lige så høj grad også om liv, samhørighed og sommetider også om kærlighed. Det ligger måske ikke kun latent i de selvstændige værker, men det forløses i lige så høj grad i alle de følelser og minder, man som beskuer selv tager med sig ind i udstillingsrummet eller som vækkes af værkerne. Og disse følelser og minder bliver en del af værkernes og udstillingernes helhed og poesi.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis? Og hvordan påvirker situationen en institution som Den Frie Udstillingsbygning?

Det har selvfølgelig rejst en hel del udfordringer og frustrationer for mig. I løbet af 2020 har jeg oplevet flere udstillinger på stribe blive udsat og aflyst med uvisheden om, hvorvidt de i det hele taget ville blive realiseret.

The Void skulle oprindeligt have været vist på Kunsthal Aarhus i slutningen af marts i foråret 2020, men endte desværre med at blive aflyst. Heldigvis tilbød Den Frie Udstillingsbygning forholdsvis kort efter at facilitere min udstilling hos dem. Men nu står vi lidt det samme sted som i foråret med restriktioner, der har lukket alt ned. Den nåede dog heldigvis at åbne og har nået at være åbent i to uger.

Fremadrettet gør den nuværende situation det desværre også lidt svært at planlægge og fastlægge alt for meget for 2021. Det kan i værste fald til tider føles lidt håbløst og omsonst. Men jeg prøver at arbejde som hidtil.

Den Frie Udstillingsbygning er i høj grad også ramt af de udfordringer som en nedlukning forårsager. Med udstillinger, der er sat op, men som ikke kommer til at åbne. Og et fastlagt udstillingsprogram, som måske, måske ikke kan realiseres på normal vis. Man ser da også flere og flere institutioner ty til digitale platforme eller fysisk alternative platforme som fx Kunsthal Aarhus’s udvidelse af deres udstillingsrum i en postbox på Frederiksberg.

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

Nogle af restriktionerne for kulturlivet og kunstinstitutionerne har til tider forekommet lidt for vidtgående efter min mening. Kunstinstitutionerne har om nogen været rustet til at varetage gode og sikre forhold for at undgå smitte. De totale nedlukninger og aflysninger på kunstinstitutionerne har på mange måder forårsaget nogle svære situationer for kunstneres professionelle virke og økonomiske sikkerhed.

Der har dog også været nogle gode strømninger, som er kommet til på baggrund af det lettere uheldige grundlag: Der er kommet større fokus på kulturens generelle vigtighed, og på kunstneres vilkår og aflønning – men det skal også ses i lyset af en kulturminister, der tilsyneladende ikke havde noget kendskab til dette, og hjælpepakker rettet mod kunstnere, som de, for en stor dels vedkommende, så alligevel ikke var berettiget til.

Men: Kunsten er evigt i flux og vrider og former sig, og skal nok komme ud på den anden side i behold. Om ikke andet så i en anden form.