Middelhavet som massegrav

Med udstillingen End of Dreams på Fotografisk Center inviterer Nikolaj Bendix Skyum Larsen publikum en tur under havet til refleksion over migrationens ofre. Udstillingen, der trækker spor tilbage til kunstnerens tidligere værker, lykkes godt med at fastholde beskueren mellem kritisk eftertænksomhed og sanselig oplevelse.

Sniger man sig hurtigt forbi plancher og kataloger ind i hjertet af udstillingsrummet og lader sig omslutte af lys og lyd fra installationerne, kan man opleve en fredfyldt og harmonisk stemning, der står i skarp kontrast til temaet for End of Dreams: de skæbner hvis drømme om en ny og bedre tilværelse i Europa ender under middelhavets kolde vand.

Netop kontrasten mellem det fredfyldte og det makabre, er det, der fungerer allerbedst i en generelt vellykket udstilling, der giver rum til refleksion uden at gå på kompromis med de æstetiske ambitioner.

Den perfekte storm
Det er Nikolaj Bendix Skyum Larsen (f. 1971) første soloudstilling i København, og han gør fint brug af hele den store gamle staldbygning. Udstillingens centrale rum er indrammet af fire enorme videoprojektioner af undervandsoptagelser, der i samspil en abstrakt komposition af lyddesigner Mikkel H. Eriksen understreger fornemmelsen af at befinde sig under havets overflade.

På gulvet ­– eller havbunden om man vil – ligger en række skulpturer, der mest af alt ligner tunge bylter holdt sammen af svære reb. Fem af disse skulpturer er endvidere portrætteret med højopløsningskamera og udstillet bagest i lokalet.

Hvis de abstrakte skulpturer leder den besøgenes tanker hen på ligposer, er det ingen tilfældighed. Skyum Larsen har tidligere brugt lignende formelle greb i værket Ode to the Perished (2011), og det er netop et fotografi fra udgravningen af en massegrav i Irak, hvor ligposerne ligger i endeløse rækker, der har været inspiration til skulpturerne.

Som led i formgivningsprocessen lod Skyum Larsen skulpturene patinere under vand, ved at hænge dem fra bunden af en tømmerflåde ud for kysten af den italienske havneby Pozzi Calabro. I sig selv et spektakulært tableau, der også pryder udstillingskataloget, men også en skæbnesvanger beslutning, der skulle få afgørende betydning for det endelige format af End of Dreams: Da en kraftig storm splintrede tømmerflåden og løsrev skulpturerne, gik et omfattende bjergningsarbejde i gang. Det er netop optagelser fra denne redningsaktion, der udgør udstillingens videoprojektioner, og det er en selvstændig og skæbnesvanger pointe, at det kun lykkedes at bjerge 11 af de oprindeligt 48 skulpturer. Resten tilbringer en skæbne på havets bund.

Det vil dog være forkert, at betragte tilblivelsesprocessen som selve værket. Der er snarere tale om en komponeret totalinstallation, hvor følgerne af en meteorologisk omstændighed indgår som et bærende element, og på sin egen makabre vis understreger den oprindelige pointe.

End of Dreams fremstår heldigvis i skarp kontrast til Jason deCaires Taylors værker i det netop åbnede undervandsmuseum Museo Atlantico ud for Lanzarotes kyst. Her optrækkes pointerne om druknede migranter med tykke streger og voldsom patos – for eksempel i værket Raft of Lampedusa.

Værket omkring beskueren
Skyum Larsens arbejde med migrationens skæbner har sit udspring for mere end ti år siden.

Under et ophold i De Forenede Arabiske Emirater kommer kunstneren i kontakt med en række indiske immigrantarbejdere, der for at forsørge deres familier, har forladt hjemlandet til fordel for en tilværelse som underbetalte arbejdere i den olierige ørkenstat. I værkerne under titlen Rendez-vous (2009), bringer Skyum Larsen familierne sammen igen. Denne genforening er dog virtuel og sker udelukkende for øjnene af beskueren der, placeret mellem to videoskærme med optagelser af henholdsvis immigranten og den efterladt familie, må forholde sig til det savn, der er afledt af familieoverhovedets – nødvendige – arbejde under fremmede himmelstrøg.

Der er mange ligheder med dette greb i End of Dreams. Indhyllet af undervandsoptagelserne er man som nedsænket i Det Tyrrhenske havs dyb, hvorfra man i ro og mag må overveje sine egne tanker om dette tragiske aspekt af den allestedsnærværende flygtningedagsorden.

I End of Dreams er det dog ikke de individuelle skæbner, der er i fokus, men de ansigtsløse ofre for deres egne drømme og håb om en tilværelse væk fra krig og elendighed. Derfor kan det virke forstyrrende, når Skyum Larsen omtaler de bjergede skulpturer med en bemærkelsesværdig ømhed, eller når vi i kataloget ser et billede af en dykker træde op af vandet med en skulptur i favnen. Det er en unødvendig understregning af den besjæling, beskueren sagtens selv kan foretage, men dog kun en mindre skønhedsfejl i en ellers glimrende udstilling med et velskrevet katalog.

Dramatisk iscenesættelse
Når Skyum Larsen beskæftiger sig med migration, er det ikke i et dokumentaristisk ærinde. Det er således ikke de fotojournalistiske snapshots af virkeligheden, der interesserer ham, men derimod en iscenesættelse, der skal anspore til en refleksion over temaet migration hos beskueren.

I fotoserien Memorial Series (2012) har kunstneren genbesøgt forladte ruiner og teltbyer, der har huset flygtninge, og fotograferet opstillinger af deres efterladte tæpper og soveposer i en dramatisk belysning.

I End of Dreams ses denne form for dramatisk iscenesættelse måske tydeligst i de fem portrætter af bjergede bylter. De højopløste fotografier afslører hver eneste detalje på de hårdt medtagne skulpturer, og indgyder et uhyggeligt nærvær.

Samtidig ved vi, at der blot er tale om træskeletter viklet ind i lærred, beton og reb, og det er i denne erkendelse at Skyum Larsens værk for alvor træder frem – ikke som et ydre dokument, men som en indre eftertænksomhed.

Skyum Larsen udviser stor æstetisk sensibilitet og risikerer dermed, at værkernes tiltalende udseende skygger for deres dystre budskab. Omvendt er det måske netop værkernes evne til at betage, der afstedkommer den nølen, der er nødvendig for at beskueren – som er vant til alverdens rædsler i højt tempo via diverse medier og skærme – får tid til at forholde sig til udstillingens bagvedliggende tema.