Mikkel Carl om Nothing Lasts, But Nothing Dies – en udstilling du ikke kan se

Kunsten.nu giver indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Coronaretriktionerne er lukkede. Her fortæller Mikkel Carl om sin udstilling Nothing Lasts, But Nothing Dies på Huset for Kunst og Design.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve lige nu?

“Nothing Lasts, but Nothing Dies er min hidtil største soloudstilling. Under indflydelse af arkitekterne Johannes og Inger Exner, der står bag Huset for Kunst og Designs signifikante bygning, har jeg skabt en række nye værker i stor skala specifikt til de mange forskelligartede rum.

Huset for Kunst og Design i Holstebro bebor det tidligere Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, der satte menneskets forhold til og erkendelse af den fysiske og metafysiske verden i centrum. Konteksten er altså i sig selv noget, der kan vække visse tanker om egen endelighed.

Samtidig er udstillingen inspireret af Exner-parrets metode, når de skulle restaurere – eksempelvis Koldingshus Slotsruin. Her valgte de materialer, konstruktioner og løsninger, der tydeliggør sig selv som støttebærende. Det forhold vender jeg på sin vis på hovedet. I samspil med den eksisterende arkitektur er mine værker udformet i basale materialer, der imidlertid er nogle helt andre end dem, de ser ud til at være.

Centralt i White Cube, der er kendetegnet ved runde og symmetrisk placerede loftvinduer, troner Empty Vessel: en stor cylinder af irret ”kobber”, som man ikke kan andet end gå rundt om og putte sine forestillinger om værkets indhold ned i.

I gårdhaven belagt med begroede gule mursten står et udgået træ i ”aluminium” – som ramt af lynet. Eller rettere som havde det som en tordenkile ramt jorden med roden pegede op i himlen. Værket Second Nature minder lidt om Blade Runner 2049, hvor ”livets træ” er meget mere dødt end levende.

Som navnet antyder, er Kuppelsalen kendetegnet af en gigantisk hvælving. På gulvet ligger en cirkel af ”armeret beton”; måske det stykke man ville have været nødt til at skære ud af loftet, hvis vinduet ikke var blevet tænkt ind fra starten. Eller den form, der permanent vil kunne lukke hullet i loftet. Oppe bliver til nede, hul til objekt og dengang til nu: The Wind Isn’t Howling outside anymore, It’s Howling within Me.

På gulvet i den lange gang af glas ligger tre meter lange stænger af børstet ”stål”. Som en vejviser leder de den besøgende fra Kuppelsalen til det store atelier, kaldet Skibet. Her står ni store kuber af rustplettet ”stål”: 122 x 122 x 122 cm. Havde det ikke været for materialerne – masonit, grafitmaling, lim og oxydfarve – ville skulpturerne have været sig selv nok. Nu er de imidlertid rekvisitter i mit minimalistiske teater: ”One thing after another”, som Donald Judd sagde. Værkets titel The Great Order of the Centuries Is Born Again er et citat af den romerske poet Virgil født og død lige før vor tidsregning. Allerede dengang var verden åbenbart hastigt i forfald.

Sidst og også mindst viser jeg i Biografen et værk fra min tid som studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Umiddelbart kan det godt se ud som om computeren er gået på pause, men faktisk er der tale om en lidt ubehjælpsom gengivelse af screensaveren Flurry. Med sine flydende farvetåger fungerer værket som en slags digital lavalampe; uendelig variation eller evig genkomst.”

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

“Nej, udstillingen skulle oprindeligt være åbnet netop, da den første nedlukning trådte i kraft, men da jeg har en del at se til i den kommende tid, var det ligesom nu eller aldrig. Også selvom om ”nu” med de seneste restriktioner formodentligt bliver til ”aldrig”. Desto mere opløftende er det derfor, at Kunsten.nu har valgt at lave den her artikelserie, hvor nu’et bliver til Internettets altid. Sådan da.”

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

“Som installationskunstner er jeg mest optaget af at forholde mig konkret til de rum, jeg udstiller i. I forlængelse heraf opererer jeg med min egen fortolkning af den kunsthistoriske kategori ’stedspecificitet’, som for mig indebærer, at værket ikke direkte laves inden for rammerne af udstillingen. I stedet skaber jeg mine objekter som led i en samlet scenografi, der er afstemt i forhold til konteksten –· hvad end der er tale om et kunstnerdrevet udstillingssted, en messe, et galleri eller et museum.

Denne form for ’stedsensitivitet’, som jeg kalder det, kan udmærket involvere tidligere værker, hvis betydning transformeres i og med den nye sammenhæng. Måske er det i virkeligheden sidstnævnte, der interesserer mig mest: hvordan betydning bliver til. Altså forholdet mellem sprog og materialitet, kontekst og krop.”

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis?

“Positivt kan jeg sige, at hvis det ikke havde været for den verdensomspændende epidemi, var jeg aldrig nået i mål med det, jeg skulle i 2020. Det er af indlysende grunde ikke en situation, jeg ønsker skal gentage sig. Som så mange andre har jeg givetvis lært, at det at have dødsens travlt ikke er noget, der bør vare ved, til vi dør.”

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

“Den er selvsagt en katastrofe for institutionerne, der som oftest arbejder på deres udstillinger i årevis. Og for mange kunstnere ligeså. Her er digitalisering og såkaldt ”nye formater” en ringe trøst. Hvordan det går med gallerierne, der stadig skal betale husleje og aflønne deres medarbejdere, tør jeg kun gisne om. Men i hvert fald er de store private fonde jo virkelig trådt i karakter.

For publikums vedkommende er verden trods alt ikke gået helt i sort. Måske man endelig kan få tid til at læse stakken af bøger på natbordet, tune ind på Louisiana Channel eller få kigget på andet end reklamerne i de gamle numre af Artforum. Således er der nok nærmere tale om et socialt afsavn. Man mangler samtalerne; det min rektor på Det Fynske Kunstakademi kalder ”limen”. For mit eget vedkommende har jeg det fint med blot at tale med min kat.

Omvendt gør alle en ekstra indsats for at møde folk, der hvor de er. På Kunsthal Rønnebæksholm er vi således ved at producere en lille film om min udstilling, der lukkede halvvejs. Det ville vi nok ikke have gjort, hvis den planlagte samtale med Bente Scavenius var blevet til noget. Her og nu blev altså endnu engang til altid og overalt – eller måske aldrig og ingen steder. Paradoksalt nok hedder udstillingen på Rønnebæksholm YOU ARE RIGHT HERE RIGHT NOW og den i Huset for Kunst og Design Nothing Lasts, but Nothing Dies, hvilket både er ’spot on’ og helt forkert situationen taget i betragtning.”