“Mine performances bryder med dagligdagens uskrevne regler og koder”

På Kunsthal Aarhus kan man opleve den finske billedkunstner Pilvi Takalas første soloudstilling i Danmark, der viser hendes vidtfavnende performances i det offentlige rum. kunsten.nu har mødt Takala til en snak om den kollektive krop i sociale hverdagsmiljøer, institutionskritik og sociologiske metoder i performancekunsten.

I en installatorisk fortælling på Kunsthal Aarhus vises der otte skærme med dertilhørende kostumer, som er placeret henkastet på stolene foran videoværkerne. På skærmene kan man se den finske billedkunstner Pilvi Takalas performanceværker gennem de seneste ti år, hvor hun er forklædt som blandt andet Snehvide (Real Snow White, 2009), en praktikant i et stort konsulentfirma (The Trainee, 2008) og en lærer på en kostskole (Drive with Care, 2013). I andre værker, som vises i udstillingsrummet, optræder ikke-kunstnere på vegne af Takala selv (With Spirit There is No Limit, 2004 & The Committee, 2014).

Tematikken i Takalas samlede produktion er enkel nok: at observere menneskers adfærd og roller i regulære hverdagsmiljøer. Med sine vidt forskellige forklædninger har Takala en forunderlig evne til at infiltrere forlystelsesparker, kontorer, storcentre og klasseværelser. Selv fortæller kunstneren, at hun under et studieophold på Glasgow Kunstakademi blev interesseret i at undersøge, hvordan den menneskelige sociale adfærd kommer til udtryk i forskellige institutionelle miljøer, og hvordan vi interagerer med dem. I Glasgow initierede Takala således sit kunstneriske virke med performancen Event on Garnethill (2004), hvor hun hang ud i en skolegård på en katolsk skole, iklædt den samme uniform som eleverne. ”Værket handler i høj grad om, hvad der sker med vores bevidsthed, når man iklæder sig en uniform,” fortæller Takala, da jeg møder hende til en snak på Kunsthal Aarhus.

Det produktive individ
Takalas kamelæonagtige og performative udtryk kommenterer og afprøver hverdagens hengemte strukturer, hvor vi (ubevidst) tilpasser os forskellige roller og tager del i at forme og bevare den adfærdskonsensus, der eksempelvis eksisterer på vores arbejdspladser og i andre sociale institutioner. I den månedlange performance The Trainee var Takala ’ansat’ som praktikanten ’Johanna’ ved konsulentfirmaet Deloitte, hvor kun ledelsen kendte til performancen. Johannas arbejdsmetode bestod i at stirre blankt ud i luften og intet foretage sig. Enten i form af at sidde ved et skrivebord uden pc, papirarbejde eller telefon. Eller at køre op og ned i bygningens elevator dagen lang. Når kollegerne spurgte til Johannas arbejdsform, svarede hun enkelt: ”I am just doing some brain work.” Mere skete der ikke. Og så alligevel.

Flere af Deloittes ansatte bed mærke i den aparte adfærd og kontaktede ledelsen. Her spurgte de, hvad ’Johannas’ rolle var i firmaet, og om hun i realiteten hørte til. Det var, med Takalas egne ord, ”en ikke-gøren tilstand”, der fik medarbejderne til at reagere.

”De offentlige institutioner og arbejdspladser er mine foretrukne steder at udføre performanceværker. Det er her, vi eksisterer i samfundet, og det er her de fleste af os bliver formet som individer, både hvad angår det sociale og faglige. De fleste af os er del af en hierarkisk struktur, hvor vi følger visse regler og retningslinjer. I The Trainee opstod der – i min ’ikke-gøren’ tilstand – en form for panik blandt medarbejderne. Da jeg ikke fulgte arbejdsstrukturen i Deloitte, begyndte folk omkring mig at reagere. De ansatte så det som et faresignal, at jeg havde en anderledes tilgang til mine arbejdsopgaver.

The Trainee er derfor en kommentar til, hvordan vi (let) tilpasser os. Men samtidig handler værket også om, hvilke reaktioner man fremprovokerer, når man ikke følger den (uskrevne) struktur, der er lagt for en.”

Et kontrolleret drømmeland
Lignende kan man opleve i værket Real Snow White, hvor Takala en varm sommerdag – udklædt som Disneys version af Snehvide – dukkede op foran indgangen til Disneyland i Paris. Takalas version af Snehvide skabte ingen furore og havde ingen agenda. Hun var blot en fan, der ville ind i forlystelsesparken som så mange andre. Til trods for at Disneylands besøgende fandt glæde (og tog mange fotografier) af Snehvide, vakte det opsigt blandt sikkerhedspersonalet og ledelsen, der straks gav Takala forbud om at komme ind i parken iklædt det komplette kostume. Potentielt set kunne hun, ifølge personalet, udgøre en trussel. ”Det er et problem for os, at du er klædt ud som Snehvide, da vi ikke ved, hvad du vil foretage dig . . . måske vil du gøre dårlige ting,” fortæller sikkerhedsvagten til Takala i videoen. ”Snehvide må hverken ryge, drikke, spise eller tale,” udtrykker han klart.

”Truslen, som jeg modtager af sikkerhedsvagterne og ledelsen i Real Snow White, er irreel. Disneys ansatte forestillede sig, at jeg kunne være en potentiel trussel, til trods for at jeg intet ulovligt foretog mig andet end at være iklædt et kostume. I et kontrolleret miljø som Disneyland er alt uskyldsrent. Hvis den drøm brister og bliver ukontrollerbar, kan det hurtigt blive en pervers og mørk affære.”

Er det en slags institutionskritik, du forsøger at fremhæve i dine performanceværker?

”Ja, men det er ikke den traditionelle opfattelse af institutionel kritik inden for kunsten. Jeg angriber ikke de sociale institutioner, men analyserer, hvordan mennesket rent sociologisk fungerer i forskellige miljøer. Der er snarere tale om et eksperiment, hvor jeg bryder med uskrevne regler eller koder af dagligdags karakter. Og det er effekten deraf, som spiller en væsentlig faktor i mine performanceværker.”

Komitéen
I 2013 vandt Takala Emdash-prisen, der har fokus på performancekunst, samt 80.000 kroner. Beløbet var rettet mod en produktion til Frieze Art Fair – kunstmessen, som hvert år afholdes i London. Takala fraskrev sig muligheden for selv at fremstille et værk, men valgte istedet at invitere en gruppe børn i alderen 8-12 år, som var tilknyttet et ungdomscenter i London, til at bruge pengene frit, som de ville.

”The Committee er snarere et konceptuelt værk end en performance, da jeg ikke anvender min krop til at italesætte forskellige tematikker, men giver en opgave til en gruppe børn. Der opstod et klart magtskifte, da jeg valgte at give den store sum penge til børnegruppen i ungdomscenteret, hvor hverken jeg eller klubbens pædagoger blandede os i deres beslutninger.

Og det var essentielt for udviklingen af værket.

Mine performanceværker handler om social adfærd, og i The Committee var det en anderledes måde at observere mennesket på. Ville disse børn blot bruge pengene på sig selv, eller ville de investere i noget, som ville gavne hele ungdomsklubben? Det var derfor heller ikke en ’børneworkshop’, men nærmere et ’modent’ konceptuelt værk, da de ikke blot diskuterede store drømme, men forholdt sig til faktuelle økonomiske og sociale problemer på ungdomscentret og i det omkringliggende nabolag.”

Man kan se, hvad børnene valgte at bruge pengene på samt Takalas andre performances på Kunsthal Aarhus frem til den 21. august.