Moderne mæcener?
Socle du Monde fungerer som udstilling, men skuffer som biennale med fokus på kunst og erhvervsliv.
Socle du Monde fungerer som udstilling, men skuffer som biennale med fokus på kunst og erhvervsliv.
Et stærkt team af kunstnere
Den fjerde i rækken af Socle du Monde biennaler byder på et stærkt team af kunstnere. Den kunstneriske kvalitet har været central for folkene bag biennalen, og de inviterede kunstnere leverer varen.
Forholdet mellem kunst og erhvervsliv
Men når den første begejstring over værkerne har lagt sig, indfinder sig en undren over, hvilken rolle erhvervslivet har spillet i det samarbejde, biennalen lægger op til. Stor kunstnerisk kvalitet – ingen tvivl om det – men som gæst har jeg svært ved at se, hvordan bienalen adskiller sig fra enhver anden sponsoreret kunstudstilling.
Hovedindtrykket er, at virksomhedernes rolle bedst kan sammenlignes med mæcenens, der støtter kunsten økonomisk. Helt konkret kommer det til udtryk i Ingen Frygts videoinstallation Penge III, hvor TEKO har støttet kunstnertrioen med de pengesedler, som de fortærer i videoen.
Total kunstnerisk frihed
Biennalen er et samarbejde mellem Herning Kunstmuseum og Erhvervsrådet Herning-Ikast-Brande-Aaskov. I oplægget til biennalen står, at Socle du Monde skal være et laboratorium, som undersøger forholdet mellem kunst og erhvervsliv, når den kunstneriske frihed er total.
Og friheden er total. Kender man bare lidt til Peter Lands værker, er man ikke i tvivl om, at Fars handske er hans værk. Kæmpehandsken, der hænger ned fra loftet, er sammenholdt med titlen endnu en interessant kommentar til den mandlige identitet. Sanita – fodtøjsfabrikken – har leveret materialer og arbejdskraft, men er den form for samarbejde nok til at indfri udstillingens mål om modig og nytænkende udveksling mellem kunst og erhvervsliv? Denne anmelder synes det ikke.
Performance på sokkel
Lilibeth Cuenca leverer som Mis United en fantastisk præstation. Cuenca bruger modigt sig selv og skaber gennem sang, dans, kostumeskift og en fanden-i-voldsk energi fem forskellige kvinderoller – undertrykte og undertrykkende. Hendes performance tryllebandt publikum i 24 minutter til åbningen af biennalen og kører efterfølgende som en videoinstallation på udstillingen. Montana har bidraget med den drejende sokkel sprøjtelakeret i den særlige matte montana-sorte. Men er det nok?
Et samarbejde der rykker
I ét tilfælde er udvekslingen mellem kunst og erhvervsliv dog anderledes reel. I Katya Sanders værk Nogle udsagn i forbindelse med en bank opstået fordi jeg gerne ville røre ved noget har kunstneren brugt Nykredit-koncernen som en vidensbank. Værket dokumenterer en række goddag-mand-økseskaft-samtaler, Sander har haft med medarbejdere i Nykredit i et forsøg på at indkredse og konkretisere de værdier, koncernen handler med.
Samarbejdet har ikke været uproblematisk, og værket afspejler et skævt møde mellem kunstner og koncern. Begge parter bliver udstillet. Det er Katya Sanders værk, men det er også Nykredits.
Fakta
Udstilling
Socle du Monde Biennalen 2008
31 maj 2008 30 nov 2008
Ingen Frygt, John Kørner, Katya Sander, Kirsten Justesen, Lilibeth Cuenca, Nanna Debois Buhl, Peter Land, Sofie Hesselholdt, Vibeke Mejlvang
HEART Herning Museum of Contemporary Art Se kort og tider
Fakta
De medvirkende virksomheder i dette års Socle du Monde er Aage Damgaard ApS/Kirsten Justesen, egetæpper a/s /Nanna Debois Buhl, MCH Messecenter Herning Kongrescenter/John Kørner, Montana Møbler A/S /Lilibeth Cuenca, Nykredit/Katya Sander, Sanita A/S /Peter Land, Sanita A/S /Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang og TEKO/Ingen Frygt.