Modstand på hverdagsplan

Udstillingen Tilflytterne på Kunsthal 44 Møen viser elementer af Henning Christiansens arkiv for at sætte fokus på en overset epoke i dansk kunsthistorie: I 70’erne flyttede Fluxus-legenden nemlig til Møn og begyndte at bygge det lille øsamfund op fra scratch sammen med andre tilflyttere. En rigtig god historie. Et diskutabelt formidlingsgreb.

Borgmesteren gemte sig i et sidelokale
Henning Christiansen er mest kendt som komponist, Fluxus-kunstner og Bjørn Nørgaards ven og trofaste samarbejdspartner gennem livet. Men han var også blandt de såkaldte ’tilflyttere’, en gruppe af kunstnere, aktivister og kreative hjerner, der migrerede fra København til Møn i starten af 70’erne. Her bosatte han sig sammen med sin kone, kunstneren Ursula Reuter.

Synkront med deres kunstpraksis levede de en alternativ livsform, var kommunister og realiserede sociale, politiske og økologiske mikroutopier. Blandt gruppens selvorganiserede triumfer var et selvforsynende landbrug, et politisk parti, tidsskriftet Land & By og Ø-bladet. Alt sammen iværksat som deciderede alternativer – ikke supplementer – til ’øelitens’ eksisterende tiltag og livsstil.

Udover de langsigtede, strategiske konfrontationer med ’etablissementet’ arrangerede de også protestaktioner fra dag til dag, hvis der var noget, de fandt uretfærdigt eller i modstrid med deres natur- og menneskesyn. Der var altså dømt modstandskamp helt nede på hverdagsniveau, og det medførte en del overskrifter i lokalavisen. Som for eksempel ”Borgmester gemte sig i sidelokale”.

I begyndelsen blev de foragtet af lokalbefolkningen, fordi de vendte op og ned på det hele og skabte rod i hverdagssystemerne, men efterhånden blev de accepteret og bidrog efter sigende til en foryngelse og fornyelse på Møn, der stadig mærkes i dag. Kunsten, nærmiljøet, hverdagen og det lokalpolitiske var infiltreret i hinanden. Og det er netop den sammensmeltning, der er motivet for udstillingen Tilflytterne.

En rød fane og to øl
Udstillingen vises i en af kunsthallens ældre bygninger, der møder én med en hjemlig, stille og tilbagetrukket atmosfære tæt op af en have. Huset har givetvis været et rigtigt hjem engang, og at træde ind over dørtærsklen er også lidt som at træde tilbage i tiden. Som om huset og dets beboere har efterladt det, som det stod for 40-50 år siden.

Indretningen er dog tydelig iscenesat; en form for kulturhistorisk dokumentation smeltet sammen med en kunstudstilling. Der skelnes ikke skarpt mellem kunst, hverdagslige brugsgenstande og personlige dokumenter. Nogle genstande har en lille formidlingstekst. Andre har ikke.

På gulv, vægge og i opstillede glasmontre præsenteres et mix af materiale fra Hennings arkiv og værker lavet af ham og Ursula i perioden. Blandt arkivmaterialet er protestplakater fra diverse af gruppens mange aktioner, breve fra kommunen, avisudklip, videooptagelser og personlige analogfotografier samt en rød fane – selvfølgelig! Ganske symbolsk står den som et våben lænet op ad væggen ved indgangen. I et andet hjørne står en ’gammeldags ølkasse’ med to Tuborg tilbage. Mellem alle aktionerne må de have haft det hyggeligt og festligt i hinandens samvær.

Billeder udenfor kontekst
Arbejdersymbolikken, hippiementaliteten og det antikapitalistiske mindset er tydelig. De stribevis af protestplakatmalerier understreger den energiske og udfarende stemning af modstand mod det etablerede, som må have præget hverdagen. Det er lige på grænsen til det klicheagtige og for en udenforstående, der ikke har oplevet 70’er-epoken, virker det en smule indforstået, særligt fordi alt er løsrevet deres oprindelige kontekst og funktion uden forklaring. Jeg er helt med på præmissen om arkivet som ikke-objektiv historiefortælling, men savner gennemsigtighed i udvalgskriterierne.

Det er et kategorimæssigt virvar og lidt af en hjernebryder at gå rundt i udstillingen. Men når man først har opgivet at finde hoved og hale i alt materialet, er det på en måde frisættende blot at forholde sig til arkivet i sanseform. Hippiebevægelsen, rød maling, humoristisk aggressivitet, kollektiv modstand mod det almindelige, fester og så videre. Fuck-det-hele-vi-gør-det-på-vores-måde-mentaliteten. Dengang man gjorde alvor i at være den forandring, man gerne så i verden. Beundringsværdigt uden tvivl, og nysgerrigheden vækkes!

Hvem var tilflytterne? Hvad ville de? Hvorfor flyttede de fra København til Møn? Hvilken forandring skabte de, og hvordan mærkes den i dag? Arkivudstillingen giver ikke svar, men genererer fornemmelser og lyst til at vide mere.

Ø-Bladet genopvækkes
Arkivudstillingen suppleres af et særeksemplar af Ø-Bladet. Nummeret beskrives som en collage over tilflytterprojektet og består af velvalgte og velsammensatte uddrag fra nogle af bladets 64 udgivelser mellem 1974 og 1982.

Mens arkivudstillingen halter, fordi materialet sættes ind i en helt ny kontekst uden forklaring og gennemskuelighed, fungerer Ø-Bladscollagen, fordi man har bibeholdt den oprindelige form og funktion. Og så er det sjovt og befriende at mærke tilflytterbevægelsens selvironi og kreative finurligheder midt i al den modstand og konflikt. Det kan varmt anbefales at spendere de fem kroner bladet koster. Lige til togturen tilbage til København.