Mørket findes

Kirstine Roepstorff vil med sit bidrag til Venedig Biennalen smitte os med mørkets virus. Hun tror på mørket som et skabende princip uden hvilket intet kunne eksistere.

Den danske pavillon ligger lige ved indgangen til Giardini, haven i Venedig-bydelen Castello. Danmark råder over hele to bygninger – den ældste er tegnet af arkitekten Carl Brummer i 1932. I 1960 opførte man en modernistisk tilbygning ved arkitekten Peter Koch.

Det er den sidste bygning, som Kirstine Roepstorff (f. 1972) har omkalfatret ved at fjerne alle døre og vinduer og beplante pavillonen både indvendigt og udvendigt med blomster, grønne planter og sågar træer, der myldrer frem i lyset, men samtidig ”angribes” bygningen af hendes store betonkonstruktioner, der er i pagt med dem, hun i vinter viste på sin seneste udstilling Rehearse Volume hos Andersen’s Contemporary. Man kan se på skulpturer og samtidig plukke vilde jordbær i Roepstorffs have. I hendes lette og lyse pavillon, hvor man balancerer på fliser mellem planterne, smelter ude og inde sammen.

På en væg hænger en 7,5 cm lang gobelin med titlen Renaissance of the Night, der viser mørket som det skabende princip og lyset som det, der kalder livet op af jorden. ”Alt levende er født af mørket,” mener hun.

Mørkets teater
Men inde i Brummers pavillon hersker mørket i Roeptstorffs Theatre of the Glowing Darkness. Her sidder vi sidder bænket i over en halv time og lytter til tre indspilningen af tre skuespilleres stemmer. De diskuterer mørket, livet og døden, mens en antydningsvis lysinstallation med stjerner og en horisont, der hæves og sænkes, ses bag det sorte scenetæppe. Hvad vil Kirstine Roepstorff os? Kunsten.nu mødte hende et par dage før åbningen.

”Da jeg fik invitationen, var jeg ved at flytte tilbage til Danmark efter 14 år i Berlin. Jeg stod midt i et kolossalt flytterod. Mærkeligt nok dukkede ordet ”influenza” op igen og igen, så jeg tænkte, at der måtte være en mening med det. Men det gik relativt hurtigt op for mig, at det ikke handler om en fysisk influenza, snarere om en svaghed, der rammer os alle.

Mit udgangspunkt for værket i Venedig er, at vi har for meget lys i vores samfund. Alt er belyst, især på grund af vores elektroniske skærme, der er med til at reducere nærværet, sammenholdet og relationerne mellem os. Det sociale liv er i høj grad blevet overtaget af it-kommunikation og virale netværk – og selviscenesættelsen fylder uhyre meget.”

Et samarbejdsprojekt
Kirstine Roepstorff ville ikke lave udstillingen alene og kunne heller ikke vælge én kurator. I stedet knyttede hun et ”konsortium” af fire kuratorer til sit projekt. Det er de tyske kuratorer Ute Meta Bauer og Angela Rosenberg, den danske Solvej Helweg Ovesen og briten Sepaka Angiama. De var en slags testpanel, som Kirstine Roepstorff sparrede med undervejs i ”undfangelsesprocessen”.

”Jeg ville sprede bevidstheden, for det er et fællesskabsprojekt, og derfor ønskede jeg at have en gruppe at tale med, så det ikke kun blev én stemme fra mørket. Nu har jeg fået fire vinde eller ambassadører, der som de kommunikationsmennesker, de er, kan gå ud og sprede budskabet. Jeg er ikke selv i besiddelse af denne evne til at performe og kommunikere. Mit job er mere introspektivt. Men for at få dem til blive nogle gode ambassadører for projektet, blev jeg nødt til at træne dem i at tænke ligesom mig. Vi skulle finde den samme tone, klang eller anslag, for at projektet skulle lykkes. Det var vigtigt, at det var nogen, jeg havde en relation til. Også at de havde forskellig alder og kom fra forskellige dele af verden. De har meget forskellige ’mindsets’. Forløbet varede et år, hvor vi fik mulighed for at tænke det igennem hver især og sammen.”

–Skrev du teksterne til den booklet, der danner kataloget, sammen med dem?
”Nej, den har de selv skrevet.”

–Men teksten, som vi hører i teatret?
”Den har jeg skrevet. Det er mit bidrag. Jeg skrev den, da vi var halvvejs gennem forløbet, så den er inspireret af vores møder. Vi mødtes fire gange og holdt flere workshops, bl.a. på Damgård (en herregård ved Fredericia, som Roepstorff har arvet efter sin farmor, red.), hvor vi fandt hver vores indfaldsvinkel til det kæmpestore emne, som mørket er. Her holdt vi ”recreation time”, ”contemplation time” og en ”mystery hour”, hvor jeg præsenterede en overraskelse for dem.

Som havfruer i stjernestøv
I mørket bliver sanserne skærpet. Mørket er amorft, så det har brug for forskellige ansigter og stemmer, fortæller Roepstorff.

”På Damgård holdt vi en session nede ved Lillebælt om natten og hoppede skiftevis i vandet og i en hottop, som jeg havde lejet. Den nat var der den mest guddommelige morild, jeg nogensinde har set. Det var utroligt. Vi svømmede som havfruer i stjernestøv.”

Efter at have tygget mere på opgaven, fandt Kirstine Roepstorff frem til, at det måske ikke så meget handler om for meget lys som om for lidt mørke. Derfor lader hun billederne opstå på publikums ”indre skærm” inde i hendes mørke-teater. Roepstorff mener, at lyset adskiller, mens mørket samler, så hun forsøger at samle publikum om en fælles oplevelse i mørket.

”For i mørket ophæves grænserne, og sanserne åbnes. Det er så vigtigt at turde være i mørket for at hente ny kraft. Som mennesker er vi en del af den store naturcyklus, om vi vil det eller ej. Og i den er der intet, der forgår. Alt nedbrydes, transformeres og genopstår som nye former. Energien forsvinder ikke. Transformationsfaser er opløsningsfaser, og i stedet for at frygte dem, skal vi forsøge at lære af dem. Jeg ønsker med mit projekt at skabe mere kollektiv bevidsthed om det potentiale, som ligger gemt i mørket. For vi kommer selv af mørket, ligesom planterne vokser op af den mørke muld.”

Siden sin debut omkring 2000 er der sket en masse for Kirstine Roepstorff: Hun er brudt igennem internationalt, og hendes værker er indlemmet i Museum of Modern Art i New York, The Saatchi Collection i London, Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design i Oslo og Statens Museum for Kunst. I Danmark repræsenteres hun af galleriet Andersen’s Contemporary. Hun har også skabt en række store værker til det offentlige rum – bl.a. til Kolding Hospitals Sygehus Lillebælt, Dokk1 i Aarhus og et trappeværk til Københavns Universitets Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Læs vores anmeldelse af udstillingen her.