Museet for Samtidskunst forlader sine bygninger: “Vi skal løfte museet fra ideen om at afspejle sin samtid til at medskabe sin samtid.”

Diskussionen om kulturens rolle og relevans i en brydningstid stiller også spørgsmålstegn ved de traditionelle museumsinstitutioners position i samfundet. For museerne er ikke blot “mausolæer” til opbevaring af vores fælles kulturarv, men i høj grad medspillere i en levende og nuancerende samfundsdebat. Men hvordan fornyr museumsinstitutionen sig og kommer på omgangshøjde med sin samtid? Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør for Museet for Samtidskunst, forklarer her, hvorfor museet har valgt helt at forlade kunstmuseets fysiske bygninger.

Artiklen er en del af  serien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten.

I slutningen af 2020 annoncerede Museet for Samtidskunst, at man ønsker at forlade Lauritz de Thuras Gule Palæ i Roskilde, som hidtil har dannet de fysiske rammer om museet. I stedet vil man fremover se sig selv som en institution uden fast adresse, men som en organisation, der besidder en ekspertise, der fremover skal sættes i spil i en række projekter, der skal nå nye publikumsgrupper i øjenhøjde. Et såkaldt “museum uden mure”

Læs også: Museet for Samtidskunst udvikler fremtidens museum

Men hvorfor er der overhovedet behov for at gentænke museerne – endsige at gå så radikalt til værks, som tilfældet er på Museet for Samtidskunst?

”En beslutning som denne bliver til på baggrund af mange drøftelser over lang tid. I vores tilfælde en proces på over tre år. De første museer blev til for over 150 år siden og skal – som alt andet – følge med tiden og følge kunsten. Vi har talt meget om, hvordan museet ville se ud i dag, hvis vi opfandt ideen om det nu. Det, jeg ønsker for Museet for Samtidskunst, er at se museet som en aktiv agent, der igangsætter og udbreder kunstneriske ideer og holdninger og bidrager til at facilitere møder med borgere, som er en mere nær og dyb dialog. At løfte museet fra ideen om at afspejle sin samtid til at medskabe sin samtid. Det ser jeg store muligheder for uden for institutionens rammer, hvor vi kan opsøge fællesskaber på en helt anden måde”, siger Birgitte Kirkhoff Eriksen.

Et museum er ikke bare noget vi har, men noget vi gør

Det er med andre ord ikke længere tilstrækkeligt blot at opbevare kunsten og bedrive en forskning, som kun en snæver skare af befolkningen har glæde af.
“Et godt kunstmuseum højner kunstens betydning i samfundet og udvider publikums horisont og bevidsthed”, mener Birgitte Kirkhoff Eriksen.

Det kan det ifølge hende gøres ved at arbejde med værker og praksisser, som berører mennesker på forskellig måde, hvad enten det er sanseligt, kritisk, inddragende, gådefuldt, eller lærerigt, og ved kontinuerligt at arbejde med kommunikationen, så den hele tiden favner den enkelte målgruppe på bedste vis og perspektiverer til andre aspekter af samfundet.

Læs også: Det relevante museum

Museet skal altså skubbe på den udvikling, vi ønsker for resten af samfundet: “Det kan det gøre ved aktivt at præge historieskrivningen gennem sin forskning og indsamling, fx indkøbe ud fra ligestillings- og diversitetsperspektiver eller give plads til andre historier ud fra postkoloniale, feministiske eller queer-perspektiver, så den begrænsende og begrænsede kunsthistoriske “kunstner-er-hvid-mand”-kanon får nye toner”, forklarer Kirkhoff Eriksen og fortsætter: ”Ved at støtte op om en kunstners praksis gennem udstilling, erhvervelse eller forskning, giver et museum automatisk støtte til og agerer platform for udbredelsen af kunstnerens ideer. Så medskabelsen af det samfund, vi ønsker, sker i høj grad gennem kurateringen af kunstnere”.

“Et godt (kunst-)museum anlægger naturligvis et metaperspektiv på sin egen magtposition, mangeårige praksisser og mængden af ’plejer’ for at udvikle sig i takt med det samfund, det er indlejret i. Et museum er ikke bare noget, vi har og en mængde objekter, vi har i samlingerne, men i høj grad noget, vi gør – hele tiden, hver dag”, fastslår hun.

En bygning, der modarbejder budskabet

Ud over de mere overordnede, ideologiske årsager, er der også nogle helt lavpraktiske grunde til, at Museet for Samtidskunst mener, at tiden er moden til at forlade Det Gule Palæ i Roskilde.

“Museet har til huse i et barokpalæ, der i sagens natur er bygget til noget ganske andet. Det er fredet, uden elevator, mulighed for fleksible rum og uden café, værksted og foredragssal. Faciliteter for både kunst og publikum er ikke gode. Dertil kommer, at vi ikke må skilte, som vi vil, så trods en central placering midt i byen, er vi stadig usynlige for folk, der kan gå lige forbi. Til gengæld koster det utroligt meget, så det er ikke et regnskab, der på nogen måde går op. I al kuratering og planlægning af udstillinger, samt når vi erhverver til samlingen, så sætter bygningen en fysisk barre for, hvad der er muligt”, forklarer Kirkhoff Eriksen

Da museet blev grundlagt i 1991, var der ikke mange museer, der arbejdede med samtidskunst. Det er der i dag, men museet er ifølge Kirkhoff Eriksen stadig det eneste, der alene er dedikeret til og fokuseret på samtidskunsten. Den gamle barokbygning skaber derfor forkerte forventninger som anakronistisk ramme for mødet med den nyeste kunst.

“I bedste fald virker det charmerende og i værste fald skuffende eller forstyrrende, på den irriterende måde”, mener hun.

Møde med publikum i øjenhøjde

I stedet for at “lokke” publikum indenfor skal museet derfor møde nye publikumsgrupper i øjenhøjde, der hvor de befinder sig. Det skaber både muligheder og udfordringer.

“Vores nye sted kan i princippet være alle steder. Vi vil arbejde fysisk opsøgende, der hvor folk er samt digitalt på egne og andres platforme. Vi vil udvikle projekter med borgere, skoler, organisationer, festivaler, museer og kommuner og mener, at dét at dele viden og faciliteter er et bud på en bæredygtig måde at bedrive museum på. Det giver os så mange flere muligheder, end mere passivt at vente på, at publikum finder vej til barokpalæet”, forklarer Kirkhoff Eriksen.

“Vi er bevidste om, at når vi slipper bygningen og arbejder distribueret i forskellige kontekster, så slipper vi også ideen om en neutral, hvid kube, der visker tid og omverden væk. Nu bliver stedet og de mennesker, der bruger stedet og besøger værket samt værkets tidslighed, absolut betydende for kunstværket og oplevelsen af det”.

Ny struktur, nye muligheder

Flere og flere kunstnere arbejder i dag aktivistisk, performativt og kollektivt, hvilket de traditionelle repræsentationelle organer, som galleri og museum, ifølge Kirkhoff Eriksen ikke er gearet til at understøtte. Det er kunst, der ikke umiddelbart kan købes, og den kan ikke umiddelbart præsenteres, andet end i form af afledt dokumentation.

Læs også: Praksisbaseret forskning giver utroligt god mening for museerne

“Den udfordring er afsindigt interessant for os som museum for samtidens kunst: Hvordan kan vi ændre os, så vi understøtter den type praksis og de dialoger mellem kunstner, værk og samfund på bedste vis? Sådan at kunsten og dens intentioner støttes og følges, fremfor at kunsten skal presses ind i museets årshjul, udstillingskadence, lokaler, kommunikationsstrategi, osv.”

Museets nye struktur muliggør værker med vidt forskellig tidslighed, lige fra kunstnerskabte gif’er af få sekunders varighed, der har et digitalt liv, til værker og samarbejder, der måske varer flere år.
“I øjeblikket er vi ved at udvikle forskellige strategier for erhvervelser til samlingen for at lade erhvervelserne følger ideerne om denne åbne, processuelle og dialogiske form, som museet bliver”, forklarer Kirkhoff Eriksen og fortsætter: ”Vores samling og arkiv skal i spil på nye måder, og dokumentationen af vores aktiviteter får endnu større vægt og betydning. Her er både det fysiske og det digitale rum vigtige i forhold til at tænke i forskellige former for offentligheder og sikre anvendelse af kulturarven”.

I forhold til publikum, så kommunikerer museer generelt set ud fra ideen om, at deres udstillinger er relevante for alle. Brugerundersøgelser viser dog, at der er mange, der ikke bruger museerne. Museerne prøver ifølge Kirkhoff Eriksen at lave projekter til nye målgrupper og gør meget for at være relevante for flere, men det er stadig svært at rykke ved, at kernebrugeren af danske museer er kvinder i alderen 50+.

Læs også: Museerne er for folk med lange uddannelser

“Vi kommer til at gøre op med ideen om at være for alle, altid. Et af de nye formater, vi vil arbejde med, kalder vi ’kunst og fællesskaber’. Her er vi ikke for alle, men i stedet kan vi virkelig være noget interessant for nogle helt specifikke. Det kan være, at vi laver et projekt sammen med alle landets 3.klasser – eller blot en enkelt – med en haveforening, på et plejehjem eller i samarbejde med en virksomhed, der kan noget helt specifikt, og det er netop de mennesker, der udgør fællesskabet, der er museets kernepublikum eller kernedeltagere i dén periode. Til denne type projekt kan vi diversificere målgrupperne aldersmæssigt, geografisk, i forhold til deres interesser eller noget helt fjerde, så vi opnår en spredning og får mulighed for at få nogle helt andre i tale, som normalt ikke besøger os. Vi er ikke for alle her, men mere for flere forskellige. Samtidig har vi andre formater med et langt bredere sigte.”

Læs også: Stor forskel på, hvem der bruger museerne

Det er planen, at det første projekt i det nye museumsformat skal åbne i maj. Projektet Bobler præsenterer skulpturer af unge kunstnere fra atelierfællesskabet 51C TH i Trekroner. Projektet vil efter planen strække sig igennem Roskilde by og ende i en bobleformet pavillon på Roskilde Festival.

Et diverst museumslandskab er interessant for alle

En så radikal gentænkning af museets arbejdsgange og metoder, byder naturligvis også på en række udfordringer. Det gælder alt fra måden museet skal kommunikere på for at skabe synlighed og genkendelighed i et spraglet byrum, til det kuratoriske arbejde:

“Vi skal afgive magt og kontrol som kuratorer, etablere tillid og give plads til andre i de nære samarbejdsprojekter, og det skal vi kunne rumme. Vi skal finde ud af, hvordan vi tæller brugere og arbejder med evaluering, og ja, listen er lang”, forklarer Kirkhoff Eriksen.

“Jeg er ikke bange for fejl og mener også, at vores nye struktur er et eksperiment – omend baseret på mange erfaringer med projekter uden for murene – som tillader fejl. Så længe vi lærer af dem.”

I sagens natur vil der være nogle udstillingspraksisser, der matcher dårligt med det nye format; eksempelvis traditionelt maleri og tegning. Det er dog praksisser, som museet i forvejen arbejder meget lidt med, og som Birgitte Kirkhoff Eriksen påpeger, er der heldigvis mange andre museer, der gør det.
“Til gengæld kan vi rumme nogle formater og praksisser, som andre museer har sværere ved. I sidste ende tjener den diversitet den samlede kunstscene, mener jeg.”

“Det er vigtigt for mig at sige, at jeg holder meget af museumsinstitutionen og de forskellige arkitekturer for den. Det, jeg synes, er vigtigt for Museet for Samtidskunst, er ikke løsningen på andres udfordringer. Alle skal ikke arbejde på samme måde, og et diverst museumslandskab er kun mere interessant for alle”, afrunder hun.