Når data bliver til kunst

Billedkunstneren Thorbjørn Lausten gør naturvidenskabelige fænomener sanselige for publikum. I sine datavisualiseringer arbejder han i krydsfeltet mellem billedkunst, naturvidenskab og teknologi. Skønt udstillingen Revisit: Thorbjørn Lausten kun giver et mindre udsnit af Laustens oeuvre, og han fortjener en egentlig forskningsbaseret udstilling, er det absolut værd at lægge vejen forbi Overgaden.

Det er 12 år siden, at Thorbjørn Lausten (f. 1945) sidst gæstede Overgaden. Den nye udstilling indgår som den tredje i rækken af ”genbesøg”, som denne kunsthal på Christianshavn siden 2013 har arrangeret med danske billedkunstnere, der har gæstet institutionen tidligere.

Man husker stadig den første med Kirsten Justesen, hvor den smeltende is spillede en vigtig rolle som en påmindelse om tidens gang. Gennem disse udstillinger mønstrer kunsthallen sin egen udstillingshistorie, samtidig med at publikum kan holde sig àjour med kunstnerens videre udvikling.

Universet for vor øjne
Thorbjørn Laustens udstilling omfatter både ældre, genopførte og helt nye værker, skabt direkte til Overgadens smukke og rå rum, som tidligere husede en tekstilfabrik. Lausten er både en ener og en pioner, når det gælder visualisering af naturvidenskabeligt data-materiale, som han gør æstetisk tilgængeligt på en måde, så man omsluttes af det fra flere sider.

Han arbejder med virkelighedsrepræsentationen, som altid har optaget kunsten.

Det samme kan siges om naturvidenskaben, eftersom mange fænomener i naturen ikke kan ses med det blotte øje, og man derfor må finde metoder til at visualisere opdagelser og registreringer, så de bliver tilgængelige. Det kan være solvinde, magnetiske forskydninger ved polerne, meteorologiske data eller andre naturfænomener, som Thorbjørn Lausten har arbejdet med. Værkerne tydeliggør, at hvad enten det gælder kunst eller videnskab, så er der altid tale om menneskeskabte konstruktioner.

Kunsthistoriske referencer
På udstillingen lukkes man ind i en ganske særlig verden, hvis æstetiske virkemidler trækker tråde til såvel de russiske suprematisters formelle formsprog, Piet Mondrians strenge grid og Josef Albers’ kvadrater som til Barnett Newmans linjer og Poul Gernes’ skydeskivebilleder. Man er midt i en vibrerende verden af farver, stærkt lys og geometriske former, der pulserer i Laustens elektriske stue.

Men til forskel fra de nævnte modernister, minimalister og konkretister, som malede med hånden, lever Lausten i den digitale tidsalder og kan gøre brug af de grafiske designs, som naturvidenskaben for længst har taget i brug.

Lausten ser det imidlertid ikke som sin opgave at producere designs, som kan illustrere de videnskabelige data, tværtimod. Uden på noget tidspunkt at sætte de videnskabelige data overstyr forsøger han at finde frem til en æstetik, som kan bidrage til at ændre fortolkningsgrundlaget for de videnskabsfolk, der arbejder med de pågældende data – og samtidig udvider han kunstens sprog.

Data som materiale
Hans kunst ankommer fra et ganske andet sted, end vi er vant til. Det handler om den store natur, som omgiver os. Men han har også bud til den samfundsmæssige virkelighed, som i stadig højere grad oversvømmes af digitale informationer og big data i hverdagen – fra dankorttransaktioner over GPS-anvisninger til kommunikationstrafikken på Facebook, twitter m.v. Derfor virker hans værker også sært genkendelige i al deres fremmedartethed.

I sine elektroniske værker anvender Thorbjørn Lausten falske farver, som vi kender dem fra videnskaben. Når man scanner en hjerne og skal visualisere en tumor, kan man eksempelvis farve den grøn, selv om det jo er en kendt sag, at vi ikke har nogen grønne organer. De falske farver har en symbolværdi, som beror på nogle talforhold. Man anvender dem også i vejrudsigterne, når man fx skal demonstrere, hvordan temperaturen fordeler sig på jordkloden, og hvordan skysystemerne flytter sig med vindretningerne og vindens styrke.  For at forstå store datamængder, er man nødt til at give dem farver, hvilket Lausten gør uophørligt. Man kan sige, at han maler med elektroniske data.

Lille udstilling
Det er en interessant udstilling, men den yder langt fra Lausten retfærdighed. Der er kun fire malerier foruden fem installationer og skitser. Kunstneren fortjener en forskningsbaseret udstilling med et langt større værkudvalg, hvilket et museum snart burde påtage sig at løfte.

Det værk, som umiddelbart træder mest frem, er Datablik fra 2003, som vises i stueetagen. Her visualiseres data fra solen på store lysprojektioner. Fra en afstand af 1,5 mio. km fra Jorden sendes data om solvindenes hastighed, tæthed, temperatur og vinkler, som opdateres i realtid hvert minut. Man står således over for reelle hændelser i den fjerne natur, som vi er helt og aldeles afhængige af.

De fire store akrylmalerier på sejldug fra 1978 viser, hvor længe Thorbjørn Lausten har haft fokus på naturvidenskabens visuelle muligheder. Motiverne, som i høj grad ligner den konkrete kunst fra 1960’erne, fremkommer ved at Lausten kaster en terning. Han reducer så terningens seks muligheder til to, hvorved der opstår et binært system – plus og minus. Herefter vælger han seks farver – tre plus og tre minus. Disse billeder demonstrerer helt konkret, hvorledes data formidles i fx informationssamfundet. Men samtidig refererer plus jo også til det positive og minus til det negative, som de modpoler, der giver livet en evig dynamik. Det er rigtig fine billeder.

Et sjældent møde
Lausten er respekteret viden om for sine på en gang komplekse og æstetiske værker. På udstillingen kan vi ud over de nævnte værker også opleve en række skitser samt installationer med stærkt, hvidt lys m.m.

I 1988-89 var Thorbjørn Lausten research fellow på MIT i USA. Hvis han havde haft mulighed for at blive og arbejde videre derovre, ville han højst sandsynligt have været verdensberømt i dag. I stedet har han fortrinsvis arbejdet i Tyskland, især i Karlsruhe, hvor han har gennemført en række kunstneriske eksperimenter på ZKM – Zentrum für Kunst und Medientechnologie. Vi har desværre set alt for lidt til ham i Danmark.