Når en legende stryges med hårene

Filmen møder kunsten
Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX retter i år fokus mod forholdet mellem filmen og kunsten. Det sker både som en del af Statens Museum for Kunsts store samtidskunstudstilling Reality Check og gennem en række særarrangementer, der på forskellig vis fremhæver de relationer, der altid har eksisteret mellem filmens og kunstens verden.

Siden filmens unge år har provokatører, avantgardister og banebrydende skikkelser inden for kunsten flirtet med netop dette medie og med den aktuelle tendens til at skabe værker, der befinder sig i dokumentarismens grænseland, kunne dette tema på årets CPH:DOX ikke være bedre valgt.

En filmisk frontløber
En af de mest imødesete begivenheder på festivalen har været helaftensarrangementet med den legendariske, amerikanske filmskaber Kenneth Anger. Anger er kendt for sine kontroversielle og banebrydende kortfilm, der gennem psykedelisk billedstorm kombinerer okkulte ritualer med alt fra Hollywood-ikoner over homoerotiske fantasier til nazistisk propaganda.

Hans opfindsomme brug af rock’n’roll og popmusik, som kontrast til filmenes visuelle slagkraft, har endvidere gjort ham til inspirationskilde for mesterinstruktører som Martin Scorsese og David Lynch og givet hans film status som oprindelse for den moderne musikvideo.

Tamme biroller
Lørdag aften på Statens Museum for Kunst var i sin helhed en mindeværdig oplevelse. Den nu 82-årige Kenneth Anger entrede kækt scenen foran det enorme filmlærred. Iført tandpastasmil, læderbukser og en knaldblå footballjersey med den demonstrative påskrift ”ANGER” midt på brystet, virkede aftenens hovedperson imponerende oplagt.

Det er mere, end man kan sige om de interviewere, der havde fået til opgave at guide publikum rundt i legendens værk. Blandt dem fik instruktøren Nicolas Winding Refns forsigtige spørgsmål til nød nærmet sig et af de centrale temaer hos den aldrende filmmand: Den dybe fascination af menneskets ritualer – okkulte eller ej.

Ligesom aftenens tre øvrige interviewere forekom hans bidrag dog noget uengageret og led enten under en næsegrus beundring for hovedpersonen eller skamløs selvpromovering. Det er ikke tilgiveligt, når en kunstner som Anger endelig gæster lille Danmark.

Værket vandt
Screeningen af Kenneth Angers værk kompenserede dog til fulde samtalernes mangler. Det store format lod virkelig filmene komme til deres ret, og mesterværker som Fireworks (1947) og Scorpio Rising (1963) tydeliggjorde med deres fetichistiske og voldelige billedmontager, hvor skræmmende og samtidigt dragende dette medie kan være.

Fremvisningen af instruktørens seneste produktion Ich Will! (2008) viste sig mere problematisk. Filmens rendyrkede overflod af nazistiske dokumentaroptagelser kaldte på mere end Angers afsluttende kommentar: ”…and remember, I’m not a nazi.”

Overbevisende afslutning
Aftenen afsluttedes derimod i overbevisende stil med koncert. Kenneth Anger selv på theremin – et elektronisk instrument der spilles ved at bevæge hænderne i luften og derved justere frekvens og volumen gennem to antenner. Brian Butler assisterede med elguitar og effekter. Det soniske brøl de fik skabt sammen virkede som det perfekte akkompagnement til en blændende collage af mesterens egne, uforglemmelige billeder.