Når kunst i virkeligheden er virkelighedsfjern

Under den meget abstrakte titel Intermolecular Spaces kaster Kunsthal Nord sig ud i en udstilling, hvor “knivskarp kuratering” skal få social intervention, relationel æstetik og værkorienteret samtidskunst til at skabe “nye udviklende dialoger” og syn på ’os og dem’. Problemet er bare, at de mennesker, udstillingen mener at være i dialog med på det lokale niveau, er totalt usynlige.Kunsthal Nord har grebet handsken fra Images 16-festivalen for at medvirke til at vise kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten, der fokuserer på globale udfordringer og forholdet mellem kunstner og samfund. Kunsthallens leder Henrik Broch-Lips samarbejder derfor med den palæstinensiske kurator Alia Rayyan, der er indehaver af en tilsvarende rolle i et uafhængigt udstillingssted i den palæstinensiske satellit i den østlige del af Jerusalem, som siden separationsmurens opførelse har adskilt de herboende palæstinensere fra Vestbredden og dens kulturelle centrum i Ramallah.

Sammen har de inviteret to kunstnere med forskellige palæstinensiske baggrunde og en etnisk dansk kunstner med en praksis, der passer til konceptet, idet Henrik Broch-Lips har lagt vægt på også at stadfæste en kunstfaglig dialog via udstillingens set up.

Udstillingen undersøger begreberne identitet, erindring/historie og hjem, og Kunsthal Nord har etableret kontakt til et beboelsesområde i det socialt belastede og etnisk divergente Aalborg Øst, hvor udstillingens første fase har fundet sted i et beboelseshus på Ravnkildevej i løbet af foråret. Kunstnerne Malene Nors Tardrup (DK) og Noor Abuarafeh (PL) har sammen med Kunsthallens ansatte og frivillige været engagerede i aktiviteter målrettet beboerne der.

Udstillingens anden fase foregår i kunsthallens sale, hvor 23 værker eller værkserier fortsætter undersøgelserne ad forskellige konceptuelle og formelle spor.

Stereotyp muslimsk enfant terrible
Inde i udstillingen hersker samtidskunstens traditionelle iscenesættelse med den variation her, at værkerne ikke fordeler sig kronologisk i forhold til afsender. Derimod er de forsøgt blandet og dermed fastholdt i udstillingens dialogiske intention. Her er udstillingens tredje kunstner Shadi Alzaqzouq (PL/F) særdeles synlig med en håndfuld slagkraftige politiske malerier, der ved hjælp af en kulørt, figurativ og ekspressiv malestil taler magthavere og undertrykkere ret imod. Shadi Alzaqzouq diskuterer – med baggrund i sin egen splittede familiehistorie – forholdet mellem tilknytning, oprør, identitet og autonomi. ”Værkerne er samfundskritiske, men også humoristiske og udfordrer ofte den udbredte islamofobi,” står der i pressematerialet. Det er rigtigt, men samtidig passer Shadi Alzaqzouq også som fod i hose ind i det – i Danmarks foretrukne – stereotype billede af en muslimsk enfant terrible, der, som en anden Yahya Hassan, udspyr sin galde med intelligens og følsomhed pakket ind i demonstrative attituder!

At tackle tidens vigtigste spørgsmål
I pressemeddelelsen lover kunsthallen da også smæk for skillingerne: ”Vores internationale udstilling Intermolecular Spaces er et kunstnerisk forsøg på at udfordre og tackle tidens vigtigste spørgsmål gennem kreativ, kritisk tænkning og med knivskarpe kuratoriske greb.”

Og videre, så der ikke hersker tvivl om, at det er førsteholdet, vi her stifter bekendtskab med:

”Vi har inviteret (de tre kunstnere) (…), både fordi de er fremragende billedkunstnere, og fordi de på tværs af kulturer og religioner kan åbne vigtige dialoger og rette vores opmærksomhed mod klodens geo- og sociopolitiske udfordringer. Måske de tre kunstnere tilmed kan nuancere billedet af ’dem’ og ’os’ og mediernes ofte konfliktfokusererede fremstillinger af verden”.

Flytter det noget?
Centralt i udstillingens første sal hænger ét stort fælles værk, Publishing House: Re-write history, der “afspejler de personlige historier”, som sammen med de besøgende blev genereret ude på Ravnkildevej. Billedet er en monumental collage sammensat af rektangulære billedbidder monteret på magnet-gummi påsat en metalplade. Tanken er, at publikum eller bidragyderne kan flytte rundt på billedelementerne eller tage dele af billedet med sig hjem. På trods af den lovende titel forbliver det for denne beskuer dog kun et sjovt billede, som næppe for alvor formår at flytte andet – end magneter. Derimod håber jeg, at workshoppen på Ravnkildevej rent faktisk afstedkom møder med mere substans.

Malene Nors Tardrup leverer fuldbyrdet med en række forskellige og meget præcise værker, der alle er i smuk samklang med udstillingens intentioner om at udvide vores blik på hinanden. Særligt i serien Replacement Migration – Make yourself at Home, hvor vi møder en række immigranter på hjemmebane som ny-borgere i forskellige lande. De beskriver deres kærlighed til de nye steder, og billederne taget i deres respektive hjem afslører, i hvor høj eller ringe grad de har haft behov for at konservere stilmæssige træk fra deres hjemlande.

Noor Abuarafeh bidrager med en række meget komplekse værker med forskelligt indhold og af forskellig formel karakter. Alle er de researchtunge, og de undersøger emner som nationalflagets ikonografi set ud fra verbale folkelige beskrivelser eller problematiserer personlig erindring og historieskrivning gennem omvendte læsningsgreb og fiktion. Formelt benytter hun installation, video og plancher. Selv om værkerne er relevante teoretisk, er de konceptuelt ikke visuelt veludfoldede, og de forbliver derfor indforståede eller fortænkte og kuriøse.

Hvor er de mennesker, der bor i Aalborg Ø?
Udstillingen på kunsthallen er “af høj kunstnerisk kvalitet” især for den gæst, som har læst ’Critical Studies’. En sådan gæst kan forstå, hvordan denne type kritisk analytisk tænkning i dag fungerer som teoretisk researchbaggrund for samtidskunst, der forsøger at etablere praksisformer, der rækker ud imod samfundet og verdens brændpunkter. Ligesom det hjælper at kunne genkende forskellige politikområder og se, hvordan de manifesteres, og hvorledes de griber ind i og påvirker vores livsverden på individniveau og samfundsplan.

Det er alt sammen rigtigt og fint, men der bliver ikke sagt noget, som er helt nyt i den her sammenhæng, og den teoretiske og konceptuelle baggrund formidles ikke. Ligesom de borgere i Aalborg, som kunsthallen har været i kontakt med, forbliver usynlige. Det anskueliggøres ikke, hvordan de har mærket effekten af den gode kunstinstitution og de gode kunstneres tilstedeværelse.

En reel forskel?
Problemet med denne type udstillinger er, at de postulerer at gøre en reel forskel, men samtidig leverer de samtidskunst efter den gængse devise: at kunst skal stille spørgsmål og ikke svare på dem. Det er vel en selvmodsigelse, når man samtidig opsøger og involverer en række ikke-privilegerede mennesker, som er udvalgt, fordi de formodes at have en række vanskeligheder, som knytter an til temaet om inklusion og eksklusion?

Den avis, som dokumenterer udstillingens fase 1 er fyldt med billeder af kunstnerne og af den stedlige kurator i intense dialoger med sine internationale gæster: ”Projektet er særligt dialog- og netværksskabende, hvor både kunstnere, kuratorer og kunstinstitutioner får mulighed for at etablere samarbejdsrelationer, der rækker langt ud i fremtiden og i verden,” fastslås det i pressemeddelelsen – og det er lige præcis, hvad der sker!

Der er ikke en eneste historie om de mennesker, som bor i Aalborg Ø. Og når avisen, som planlagt, havner i postkasserne i den velhavende bydel Hasseris, vil beboerne først og fremmest møde kunsthallen og dens associerede i færd med at vise, hvor dygtige de er til at hjælpe hinanden med lave kunst ude i ’virkeligheden’. Men virkeligheden er der tilsyneladende ingen, der kærer sig om.