Når kunsten går ‘All In’

Tyske Florian Feigl, danske Jette Hye Jin Mortensen ogislandske Kristján Ingimarsson gjorde at det tredje Samtalekøkken står tilbagesom en kompromisløs aften i Warehouse 9, hvor performancekunsten igen var i fokus.

Performancekunsten har en tradition for både at konfronteresit publikum og de etablerede tankemønstre, og ved det tredje Samtalekøkkenblev dette bekræftet.

Performance somundersøgelse
Den tyske performancekunstner Florian Feigl viste et lille udvalg, fireperformances, fra sin omfattende værkserie 300 – 300 performances á 300 sekunder. Performances, der allestarter med et bekræftende nik og slutter når uret ringer.

Serien skal ses somFeigls kunstneriske undersøgelse af begrebet ‘performance’ og et professionelt supplement til den almene kunstforståelse, hvor performance efterhånden kan dækkeover hvad som helst med en puls.

Blandt de 300 værker findes mindre tematiske serier, der strækker sig fra etnologiske undersøgelser af hverdagsritualertil de mere kunstneriske undersøgelser (de såkaldte Prologues).

Mærk med kunst
Udvalget denne aften bød på værkerne ADay in My Life As A Housewife, Sculpting,Desculpting og No. 9 (Licking Piece).

Utrolig naive og afvæbnende eksperimenter, hvor Feigl først glatbarberer sitene ben, siden bygger en skulptur af et spisebord, to glas bratwurst-pølser,vitawrap og fire dunke skriggrøn (og kraftigt herre-parfymeret!) Axe-shampoo,for til sidst i Desculpting (fraserien Fighting wtih Furniture) atsmadre det hele i indædt kamp med både objekter og et shampoo-indklistret gulv.

Efter det heftige klimaks afrundes serien med en meget øm Licking Piece, hvor han i tre minutterslikker på en pakke toastbrød, der langsomt ender på gulvet.

Alle’undersøgelser’ udføres med stor indlevelse, og hvad der synes som genuinkunstnerisk nysgerrighed. Og man ender nærmest med både at kunne føle, kæmpe ogundersøge igennem Feigls investerede krop.

At performe sig selv
Aftenens næste indslag er en præsentation af Tell It the Way They Tell It (2009) af danske Jette Hye JinMortensen efterfulgt af Mette Garfields liveanmeldelse og diskussion med afsæti Torben Sangilds (aftenens live-opponent) kommentarer.

Mortensens værk, derogså var kunstnerens afgangsværk vedAfgang 2010 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, aftegner en anden formfor konsekvens og kunstnerisk investering.

Her er det kunstnerens baggrund og identitet som koreanskadopteret dansk kvinde, der er omdrejningspunktet for en undersøgelse afhvordan en kompleks identitet kan formuleres gennem andres ord.

Det endeligeværk er et dansabelt og über æstetisk videoværk, hvor kunstneren performer,mediterer, synger og danser sin tvetydige ‘identitet’ under instruktion af enrække producere.

Performative grænser
Mette Garfields begejstring for det konceptuelt komplicerede værk er udtalt, oguden dog at komme ind på det egentlig performative ved selve kunstoplevelsen,peger hun på de mange kulturelle lag og referencer i værket.

I dialog med bådeSangild og kunstneren ender diskussionen i aflæsningen af værkets kulturellekoder, kommentarer vedrørende kulturel racisme, og hvor værket kunne haveformuleret sig klarere.

Én af konklusionerne var, at den konceptuellebaggrund er nødvendig for en egentlig indlevelse i værkets dybde. Enkonklusion, der også stiller spørgsmålstegn ved den performative kunstsgrænser.

Efter aftenens obligatoriske suppe og øko-vin var kræfternegenvundet, og det skulle vise sig at være nødvendigt.

Fjolsets revolution
Anden halvleg indledtes nemlig af den islandske performer Kristján Ingimarsson (a.k.a.Kingimars).

Ingimarsson er kendetegnet ved højenergiske performances på kantentil det vanvittige. Og da Kingimars indtager gulv og scene denne aften, bevægervi os hurtigt ud på et overdrev, hvor der snart kun er en vej tilbage: Længereud.

Figuren Kingimars er intet mindre end menneskehedens nyerevolutionære superhelt. Lederen af fjolsernes revolution. Og denne aften ernetop dedikeret til optagelsen af nye ‘fjolser’.

Kingimars er etkæmpende fjols, en håbefuld utopist, der med et utrolig kitschedsuperheltekostume, flag og slagord forsøger at få folk med i den snarligerevolution af verdensordenen med parolen: “Fools of the world unite dotcom!”

Jeg vil lade dette peppede klip fra aftenens performancetale for sig selv:

Se klip fra performance af Kingimars

Hvem sagde kunstnerisk engagement? Og hvis man ikke tror påfjolset som verdens næste magtfaktor, så kan man jo tænke lidt over fjolsetsubekymrede møde med verden, og hvorvidt de nuværende magthavere er mindrefjollede?

Samtaleterapi
Det tredje Samtalekøkken sluttede af med en samtale med Thomas Skade-Rasmussen,der p.t. venter på afgørelsen i identitets-tyveri-sagen mod Gyldendal og ‘dentidligere Claus Beck-Nielsen’. En dom, der med hans egne ord; “kan giveham hans liv tilbage.” Intet mindre.

Anledningen til besøget var øjensynligt at give et indblik isagen og processen fra retssalen, men mødet med Skade-Rasmussen og hans kuratorudviklede sig til et desperat forsøg på at høste sympati-stemmer med en markantmangel på forståelse for publikums tøvende tilkendegivelser.

Kuratoren ogSkade-Rasmussen, der tilsyneladende ikke ser hvordan han og ‘Nielsen’ komplementererhinandens dagsorden, filmede flittigt alle under seancen, men understregedesamtidigt, at det ikke ville resultere i et kunstprojekt, men et hævntogt…

Sådan udviklede aftenen sig fra engagement til resignation,fra kunstneriske undersøgelser af høj kaliber til manglende forståelse, fra dentvetydige identitet til et nødråb, fra fjolsets revolution til et personligthævntogt.