Når kunsten vil lege

“Det er den slags ting, de fleste hader. Hvordan skal man besvare den professionelle performers indstuderede, intense blik og krav om deltagelse? Jeg har det også svært med det – det er meget intimt at kigge nogen, man ikke kender, i øjnene – især nogen der spiller et skuespil,” lyder ordene fra kunstkritiker Torben Sangild.

Vi er til Samtalekøkkenet, en række arrangementer, der i det næste halve år, vil undersøge og diskutere performancekunstens tilstand og placering i det kunstneriske landskab.

Sangild leverer aftenens live-anmeldelse af performance-værket Undgåelsens bevægelighed, der i disse dage kan opleves i et kulørt glashus uden for Den Sorte Diamant.

Det handlende publikum
CoreAct (Anika Barken og Helene Kvint) leger på poetisk vis, og med baggrund i Vagn Steens konkretlyrik, med ordene og kroppen og opfordrer sit publikum til at gå mod tidens passivitet og handle.

Under dette første propfyldte Samtalekøkken af ialt seks bliver det også dagsordenen for debatten og de spørgsmål, man rejser som kritikker i mødet med en kunstform, der hele tiden leger med grænsen mellem værk og beskuer.

Et mangfoldigt felt
Lilibeth Cuenca Rasmussen indleder aftenen med en konfrontation af kunstpublikummet som hvid kronjhort med skiftevis strit-pik og -bryster i sin kritiske kommentar til kunstens indlejrede kønsdiskrimination med værket: The Artist’s Song.

Se hele Lilibeths performance her.

Den britiske kunstner Joshua Sofaer slutter aftenen af med en præsentation af hans værker, der mest af alt handler om at delagtiggøre mennesker i kunsten på meget konkret vis.

Deltagelsen, eller manglen på samme, blev med andre ord peformancekunstens udfordring, men også helt særlige centralnerve denne aften.

Mellem to verdener
Torben Sangild reflekterede også kritisk over deltagelsen i CoreActs værk:

“Jeg har været lidt inde på det, men performerne bevæger sig mellem at træde ind og ud af deres roller – og nogle gange ligger de et sted midt imellem at spille og at forholde sig til den helt konkrete situation. De er altså nogle gange i vores verden og nogle gange i deres egen verden, og nogle gange kommunikerer de så på tværs af de to verdener.”

“En pudsig ting i den sammenhæng er at i begyndelsen stillede Helene Kvint nogle spørgsmål, og det er uklart om det er spørgsmål til os eller retoriske spørgsmål til sig selv. Nogle få publikummer begyndte at svare, men det gjorde hun så også selv, og derfor holdt svarene fra publikum op: Konklusionen blev at spørgsmålene var retoriske, men usikkerheden var interessant så længe den varede.”

En del af spillet
Og i værkets afslutning, hvor deltagelsen får mere konkret karaktér, lyder dommen:

“Her bliver der skabt en meget konkret metafor for den politiske debat i form af to farver bolde, der repræsenterer hver sin type debatør: ‘problemforenkleren’ (rød) og ‘problemudgreneren’ (pink). Vi bliver en del af et spil med nogle regler – det er sjovt, og det er en god, meget konkret metafor. Bagefter får vi alle sammen karakterer og en udtalelse, der lyder som om den kommer fra en personlighedstest i et dameblad.”

“Her overskrider vi helt klart eksistentialismen og bevæger os over i det sociale, det offentlige. Og det ville jeg gerne have mere af, når nu forestillingen hævder at være samfundsdebatterende.”

Se hele Sangilds live-anmeldelse her.

Fascinationen for dagligdagen
Hos Joshua Sofaer (født 1972 i Cambridge, GBR) er deltagelsen fra offentligheden helt grundlæggende:

Scavengers (2008), en deltagerbaseret konkurrence med en stor pengepræmie, hvor offentligheden opfordres til at indsamle kuriøse objekter.

Samlinger i lofot hjem (Collections of Lofoten Homes, 2008), en undersøgelse og præsentation af forskellige menneskers passion for indsamling af mindst ligeså kuriøse objekter.

Og i Rubbish Library / Library Rubbish (2008), hvor Sofaer har indsamlet en masse dagligdags genstande, som får ny betydning, når kunstneren iscenesætter genstandene igen.

Her er retningslinjerne helt igennem komponeret af kunstneren og hans interesse i at overføre den kunstneriske skabelse og eksponering til mennesker uden for kunstninstitutionen. Sofaer finder altså sin kunstneriske glæde som administrator af denne deltagelse.

Se hele Joshua Sofaers præsentation her

Tre kunst-strategier for deltagelse
Lige som denne aften giver udtryk for, så er det også i performanceteorien et særligt kendetegn ved det performative værk, at det udfolder sig som en situation, hvor uventede ting, handlinger og udsagn opstår, netop på grund af den flygtighed, der opstår, når publikum bliver helt konkret involveret.

Og aftenen præsenterede tre meget forskellige tilgange til netop dette: Lilibeths mestendels intellektuelle udfordringer af kunstbegrebet, CoreActs delvise (og måske halvhjertede) involvering af publikum og sidst den totale, men dirigerede, overgivelse af kunstnerrollen hos den tilbagetrukne administrator Joshua Sofaer.

Som Anika Barkan fra CoreAct afslutningsvis formulerede det:

“Det virker som om dit projekt handler om netop dette [Vi ser et billede af Joshua Sofaer som spæd, der opdager og nyder sit eget spejlbillede]: At give et helt almindeligt menneske den erfaring og eksponering, du har oplevet som kunstner. Og det er det meget smukke ved dit projekt.”