Når kunstnere leger Robin Hood

Tre voksne mennesker går rundt oppe på taget af en bygning. To mænd og en kvinde. Den ene mand er komponist, bærer en græsgrøn skjorte under sit vildtvoksende fuldskæg og laver med diverse genstande musik og lydbilleder. Den anden mand er billedkunstner, har bar overkrop og arbejder med materialer som gips, ler, salt, spejle, franskbrød, honning og stearinlys. Kvinden bærer et brus af en blodrød kjole og en rokokoparyk med et venetiansk sejlskib. Hun har blomster i favnen og danser.

De tre på taget var kunstnerne Henning Christiansen, Bjørn Nørgaard og Ursula Reuter Christiansen. Stedet var den danske pavilion i Venedig og anledningen var åbningen af den internationale biennale for samtidskunst.

De fremmødte, som kunne skue aktionen på taget, var alle kunstprofessionelle, som var kommet for at se, ikke bare aktionen men også udstillingen i den danske pavillion, hvor Henning Christiansen og Ursula Reuter Christiansen viste egne og fælles værker. Året var 2001 og aktionen hed World Peace Economy IV.

Trioen, som nogle gange også optrådte som en duo, havde tidligere fremført World Peace Economy I, World Peace Economy II og World Peace Economy III. De har siden opført World Peace Economy V, World Peace Economy VI og World Peace Economy VII. Sidstnævnte kan ses i en udmærket lille film i linket her (22:04 minutter).

Drømmen om stabile valutakurser
World Peace Economy-aktionen i Venedig for 14 år siden handler om at ville udbrede den forholdsvis enkle men alligevel umådelig idealistiske og muligvis urealistiske tanke om at indføre en Tobin-afgift på omkring 0,1% på alle internationale valutatransaktioner for herved at mindske incitamentet til kortsigtet spekulation, sikre mere stabile valutakurser og investere i retfærdig udvikling.

Det er også kaldt en Robin Hood-skat, fordi de indkomne midler ville kunne bruges til gode formål som klima eller udvikling af mindre udviklede lande. Afgiften er udtænkt i 1970erne af den nobelprismodtagende økonom James Tobin og blev i 00’erne genoptaget af organisationer som Attac.

Jeg har rigtignok stor sympati for økonomers forslag til retfærdige modeller, og jeg har også stor sympati for kunstnere, som gerne vil bidrage til udbredelsen af kendskabet til Tobin-afgiften, men jeg tror, at de løber åbne døre ind ved at danse rundt på taget til en sommerreception for en stor kunstbegivenhed.

Dans i Davos
I stedet gad jeg godt se kunstnerne opføre samme aktion for politiske beslutningstagere i FN-bygningen eller til den årlige sammenkomst i Davos, når erhvervslivets spidser samles. Dét ville være et kønt syn, på den gode måde. Jeg tror, at der er nogen, der ville få kaffen galt i halsen.

Men det er muligt, at det ikke ville gøre nogen forskel, fordi kunstnernes World Peace Economy er et symbol eller et ritual, som kun har forandringsværdi, hvis vi tager det til os som andet end et kønt syn. Hvad Tobin-afgiften angår, så har den faktisk været medtænkt i planer indført af EU-komissionen og FN, men den har også mødt stor kritik. 

Jeg kan godt få den tanke, at meget god kunst spildes på museerne og gallerierne og alle de øvrige mere eller mindre anerkendte institutionelle udstillingssteder. Dem, som besøger disse udstillingssteder, er i forvejen åbne og nysgerrige mennesker. Mens dem, som måske kunne udvikle sig af at blive rørt af noget anderledes, de er andre steder.

Når jeg ser en aktion som World Peace Economy, så tænker jeg på, hvor stor forskel der er på dem, som drømmer og tænker visionært, og dem, som definerer systemerne.

Og dog. For det er ikke kun kunstnere, der er kreative og visionære. Der findes i det private, såvel som i det offentlige, kreative og visionære mennesker, som arbejder for at skabe samfundsværdi indenfor deres respektive områder. Og hurra for det.

Friheden er social og musikken er grøn
I filmen ovenfor taler Henning Christiansen om, at friheden er social. Det er et citat fra Dalai Lama. Han taler også om, at folk gerne samtykker, når han taler om, at friheden er social. Men hvordan?

Det er svært at forklare, hvordan friheden er social, så vi har et problem. “Og det har vi haft i flere hundrede år, men det skal løses”. Sådan siger kunstneren.

Måske er det ikke kunstnerne, som skal komme med svarene på, hvordan vi løser problemerne. Kunstneren må gerne nøjes med at gøre opmærksom på, at problemer findes og bør løses af rette vedkommende, hvad enten dette sker via beslutningstagende individer eller kollektive processer.

Christiansen (1932-2008) ville skabe en enkel musik, en grøn musik. Han malede ikke bare sin violin men også sit øre grønt, og han talte om vigtigheden af at lytte til naturen.

Når den tid kommer, hvor mine børn skal til at beslutte sig for, hvad de vil være til fastelavn, så kan det være, at de taler om at klæde sig ud som en eventyrprinsesse eller som helten Robin Hood. Så kunne jeg godt finde på at foreslå, om de ikke hellere vil være kunstnere. Med grønt øre. Indsmurt i gips. Dansende i en rød kjole.