Når månen bliver vild

Louisianas store temaudstilling Månen – fra den indre verden til ydre rum sætter kunst og videnskab sammen på frugtbare måder og er frem for alt et overflødighedshorn af månens mange betydninger, fra geologisk materialitet over himmelfænomen til mytologisk og psykedelisk fantasi. Samtidskunstværkerne spænder fra æstetisk fascination til politisk brod.

Det er en vild udstilling, den her. Et overflødighedshorn af månerelaterede værker, billeder og genstande, der sammensætter kunstværker med videnskab, design og historisk dokumentation og sætter sanserne i spil, så man til sidst næsten ikke magter mere, men er fyldt op af månen i alle dens aspekter.

Månen er en skive på himlen, et særligt lys, en mytisk figur, et symbol på natten, et geologisk objekt, et sjældent rejsemål, et himmellegeme blandt andre, en genstand for adskillige fantasier og meget mere. Min egen datter, Luna, er også opkaldt efter den. Månen er på én gang dyb og uudgrundelig og samtidig et blankt spejl for vores forestillinger om den.

Der er gode grunde til at sætte kunsten i spil med de andre discipliner – ikke mindst geologi, ingeniørvidenskab, astronomi og rumfartsdesign. Videnskaben har historisk haft et løbende samarbejde med kunstnere, ligesom den naturligvis har inspireret dem. Og at der på udstillingen ikke er så skarpe skel, er frisættende, for også de videnskabelige sider er kreative, æstetiske og undersøgende. Men samtidig adskiller samtidskunsten sig ved ind imellem også at være kritiske.

Da det er en udstilling med over 150 værker, og da dette er kunsten.nu, vil jeg snævre feltet ind og fokusere på samtidskunstværkerne, selv om man i lige så høj grad skal komme for at se Georges Méliès’ filmklassiker Rejsen til månen fra 1902, kigge på gamle astronomiske tegninger og nye rumfartsdesignideer eller se og gense NASA’s dokumentation og udstyr.

En amputeret sonate

Det første samtidskunstværk, man møder, er Katie Petersons Earth – Moon – Earth, hvor et selvspillende flygel spiller noget, der minder om Beethovens velkendte Måneskinssonate, men det er som om, det spiller lidt forkert, som om der mangler nogle af de toner, der giver denne klassiker sin uomtvistelige skønhed. Der stikker naturligvis noget under, dette er ikke bare en klodset fejl. Det, der ligger bag, er, at Peterson har omformet partituret til morsekode, som så er blevet radiotransmitteret til månen og reflekteret tilbage igen. I den proces går der noget information tabt, idet nogle af signalerne forsvinder i skygger og kratere frem for at blive reflekteret tilbage. Så måneskinssonaten har bogstaveligt talt været på månen, men er kommet skadet tilbage på grund af selvsamme måne.

Jeg er vild med værker som dette, hvis greb kan minde om Eduardo Kacs Genesis (1999), hvor det var selve skabelsesberetningen, der blev omsat til morse og videre til DNA, som implementeredes i virkelige bakterier, der muterede i kraft af stråling og så blev oversat tilbage til en nu skadet version af skabelsesberetningen. Kunsten leger med symboler, og disse symboler får en ekstra tyngde, når den omsættes til eksperimentel virkelighed.

Til gengæld blev jeg ret hurtigt irriteret over den amputerede måneskinssonate, der klinger videre i de næste par rum på udstillingen, og jeg fik medlidenhed med den stakkels kustode, der er tvangsindlagt til denne musikalske tortur.

Io styrtbløder

De to danske samtidskunstnere Nanna Debois Buhl og Marie Kølbæk Iversen arbejder begge i sort/hvid, men har vidt forskellige tilgange til månen. Buhl går historisk til værks og dokumenterer med et diskret og elegant feministisk touch de kvindelige bidrag til Apollo 11-missionen, ikke mindst Margareth Hamiltons. Hun var chefprogrammør på det software, der blev brugt i selve rumfartøjet.

Hun er i dag mest kendt for det berømte billede, hvor hun står med en udskrift af den kode, programmet består af – en stak papirer af samme højde som hende selv. Men Buhl fremviser den tekniske implementering af denne software i form af hukommelsesplader med kobbertråde, der enten går igennem eller uden om magnetkerner i et binært system. Hun har selv opsøgt disse plader og fotograferet dem direkte. Det er stramt tænkt og samtidig visuelt fascinerende.

Marie Kølbæk Iversen er optaget af en anden måne end månen, nemlig Jupiters Io, som hun tolker frit og poetisk i en firfoldig videoinstallation, ikke mindst ved at give Io en blævrende konsistens, lidt som en ballon fyldt med vand. Og der går da også hul på den, så den lækker sin væske ud og bliver sært ulækker – som en krop eller en frugt, der styrtbløder.

Der er en del andre værker, der går ind i fantasierne og i de poetiske og æstetiske sider af månen, såsom Kiki Smith med sine lækre glas- og bronzeværker eller Darren Almond, der arbejder fotografisk med fuldmånelyset – ikke som motiv, men som lyskilde i landskabsbilleder taget med ekstrem lang eksponeringstid, som giver dem et spøgelsesagtigt skær, selv om det umiddelbart ligner dagsbilleder.

Rachel Roses videoinstallation Everything and More tager udgangspunkt i det videnskabeligt-dokumentariske, nemlig astronauternes tilvænning til jordens atmosfære, når de vender tilbage igen. Men hendes greb er æstetisk og poetisk, idet hun forener astronautens beretning med musik og nærmest psykedeliske billeder af farvet væske og bobler, som blandt andet er optaget i det vandbassin, hvor astronauter træner vægtløshed. Det er meget smukt, og en sjov detalje er, at det grå tæppe, der dækker gulvet har fået en måneagtig overflade på grund af folks fodspor. Jeg ved ikke, om det er tiltænkt, men det virker.

En syret månevandring

Udstillingens mest opslugende og fascinerende værk tager koblingen af poesi og teknologi til næste niveau. Det er ingen ringere end Laurie Anderson, der altid er på udkig efter, hvad teknologien kan bibringe hendes musikalske kunst. Hun har i samarbejde med mediedesigneren Hsin-Cheng Huang skabt et Virtual Reality-værk, der er det fedeste, jeg har oplevet inden for den genre. Man skal stå i kø og vente længe for at komme til (sæt tid af til det), men det er det hele værd.

Man er på månen iført en rumdragt. Man kan gå rundt, man kan se sin egen skygge, der helt nøjagtigt følger ens bevægelser. Det er bjergtagende og samtidig en lidt ensom følelse, der får ekstra dybde, idet planeten jorden stiger op i horisonten, den blå planet, så langt væk. Det er lige før, man får hjemve, selvom man godt i baghovedet ved, man bare står i Humlebæk. Men det er så virkeligt og så smukt.

Og så er det også mærkeligt. For det er ikke en realistisk månefærd – den er snarere psykedelisk, når det kommer til stykket, på trods af den dominerende gråskala og det perfekte lyddesigns kølighed. Man kan flyve rundt, man kan opdage et himmellegeme formet som en rose med stilk, man ser figurer formet af molekylære koder, pludselig rider man på et æsel på månens overflade, snart er man på vej op af et stejlt bjerg, og der er jorden igen, langt væk, og det er så vildt, at jeg flere gange tog mig selv i at stå og måbe helt ucool, som et lille barn, der ser en tegnefilm for første gang.

Rummet som losseplads

Der er også værker med en mere politisk vinkel, ikke så meget på månen som sådan, men mere på rumfartsteknologi og dens indspundethed i nationale sikkerhedsinteresser.

Trevor Paglen har indsamlet amatørastronomers data med henblik på at fotografere uofficielle flyvende objekter, herunder angiveligt hemmelige, militære overvågningssatellitter, der blot viser sig som striber på billederne.

Hito Steyerls videoinstallation ExtraSpaceCraft tager afsæt i, hvordan vi er gået fra at udforske det ydre rum til at overvåge livet på jorden. Rumfart er nu droneovervågning, og vi ser Iraks bombede nationale observatorium og en række droneopsendelser mod Kurdistan. Men videoen er samtidig absurd-humoristisk midt i denne alvorlige problematik, og der indgår både får og discodans i rumprogrammet.

Cath Le Couteurs video, som er lidt svigtet i ophængningen på en lille skærm med dæmpet lyd omgivet af større, spektakulære ting, fortæller ellers interessante historier om efterladenskaber i rummet. Om den ældste menneskeskabte genstand i det ydre rum, satellitten Vanguard 1 fra 1958, som man har mistet forbindelsen til, så den nu svæver som et spøgelsesobjekt. Om den kinesiske vejrsatellit FY-1C, der blev sprængt i luften i 2007 for at teste rumvåben, og hvis næsten 3000 stumper og stykker flyder rundt og kan forstyrre rumfarten – sammen med de 100 millioner andre menneskeskabte genstande, der angiveligt svæver derude som affald i det ydre rums gigantiske losseplads. Og så om rumdragten Suitsat, der er blevet genbrugt som satellit og nu ligner en forladt astronaut, der aldrig kom hjem.

En ny måne

Som det fremgår, er det langt fra alle værkerne, der handler om månen. Det er svært at blive sur på en udstilling som denne, men skulle man partout indvende noget, skulle det være, at der er en del værker, der handler om rumfart og astronomi snarere end om månen, eller som benytter en perifer måne i værket som påskud.

Men det er tilgivet, for det er bare en fantastisk spændende udstilling, der sætter kunst, videnskab og historie i spil med hinanden på utallige frugtbare måder, så månen aldrig bliver den samme igen.