Når overdrivelsen møder underdrivelsen

Mange medier, udtryk og generationer er i spil på udstillingen Minimal Barok på den lille herregård ved Næstved, Rønnebæksholm, hvor Grundtvig i sin tid tilbragte sine sidste, lykkelige år med den unge Marie Toft.

I Kunsthallen, som er omgivet af en stor park, kan kunstnerne lege med virkemidler og materialer og skabe nogle visuelt spændende udfordringer såvel ude som inde. Nu også på denne ambitiøse udstilling, som har været længe undervejs.

Her sammenstilles noget så fremmed for hinanden som barokken og minimalismen. Hvordan kan man føre disse vidt forskellige stiludtryk fra henholdsvis 16-1700 tallet og det 20. århundrede sammen, tænker man, mens man træder på speederen for at æde nogle flere kilometer på Sydmotorvejen.

Ligheder mellem barok og minimalisme?
Inden jeg drog hjemmefra, havde jeg læst om udstillingen. Her hævder kuratorerne, den amerikanske kunsthistoriker Cortney J. Martin og billedkunstnerne Bodil Nielsen (f. 1957) og Julie Sass (f. 1971):

”Traditionelt anskuet ligger barokken og minimalismen langt fra hinanden både tids-, idé- og udtryksmæssigt, men ved grundigt eftersyn, dukker slående sammenfald op. I barokken skrælles alle unødige sidehistorier væk, og fortællingen minimeres til et fortættet øjeblik ikke ulig minimalismens idé. Omvendt kan det maskinelle udtryk i minimalismens gentagelser og uniforme elementer accentueres i en uendelighed af barok karakter.”

Hertil kommer, at barokken bl.a. opfandt ellipseformen og den dynamiske diagonal, mens minimalismen er kendt for det mere geometriske og formreducerende. Så vidt så godt.

De 18 deltagende kunstnere, der kommer fra såvel DK som fra udlandet, eksperimenterer med højst forskellige tilgange til kunsten og værkbegrebet. Der er et befriende miks af navne, som man sjældent eller aldrig har set på vore breddegrader, der her optræder sammen med hyppigere gæster som Donald Judd (1928-94,US), Túmi Magnusson (f. 1957, IS/DK), Øivind Nygård (1948-2010, N/DK), Marianne Grønnow (f.1962), Milena Bonifacini (f. 1963) m.fl. Urbarokken er kun til stede med et enkelt træarbejde fra en altertavle i nærheden af Næstved, så udstillingskonceptet er mest en intellektuel referenceramme.

Minimalistisk barok-skulptur
Ved indgangen møder man som det første en computergenereret skulptur af René Schmidt (f. 1968). Den står og funkler frækt med sin sølvfarvede overflade og reflekterer forårslyset som en sleben diamant.

Den indfrier temaet til fulde med dens neo-geo-kantede, skarpe former, der samtidig indikerer noget ekstravagant, barok-agtigt i hele dens rytmiske ‘krop’. Touché.

Også indenfor, hvor Øivind Nygårds fascinerende Model til et museum for meteorologi, er installeret, mødes barokkens svungne former med minimalismens skarpe formreduktioner. Denne gipsmodel er opbygget lagvis i ellipseform.

Hos den forrygende, canadiske Amanda Church (f. 1980) oplever vi malerier, der umiddelbart kunne opleves som flower power-lignende drawing by numbers, som Andy Warhol i sin tid hentede fra børnenes malebøger. Hendes former pendler mellem figuration og abstraktion. Det er spændende og frække semi-erotiske billeder fyldt med humoristisk overskud.

Også Bodil Nielsens delikate malerier med abstrakte mønstre og overlapninger, og især Julie Sass’ tekstilarbejder rummer elementer af begge ‘spor’.

Rum og ismer
Alle værker er installeret, så de passer til rummenes dimensioner og farver. Minimalisme og barok eller ej. De enkelte værker har heldigvis et eget-liv, der gør dem i stand til at modstå megen falsk støj, omklamringer, begreber og ismer.

Inde i en sal finder vi også Donald Judd. Han er naturligvis et scoop at have med som ærkeminimalisten over alle minimalister med sine træsnit fra 1992-94 med vandrette linjer, venligst udlånt af Louisiana.

Et andet scoop er Janina Tschäpes (f. 1973) poetiske video, hvor en orange og en hvid ballon ‘danser’ med hinanden på strandbredden, drevet frem af vinden og bølgerne, der nok er noget af det mest vedvarende serielt gentagende, som findes, mens vinden ofte opfører sig vildt og uregerlig som draperiet i et barokmaleri – især på vore breddegrader.

Rombeformet blomsterbed
I et kammer på første sal i hovedbygningen kan vi opleve Milena Bonifacinis tableau med ophobninger af farvede former, der refererer til rekvisitterne i et hjem med vugge og husgeråd. Her har hun foldet sin indre billeddigter ud. Opfindsomt.

Bodil Nielsen har plantet et rombeformet bed af stedmorblomster i parken, som man passerer på vej over til Venligheden – et lille tårn, som Marie lod bygge til Grundtvig som sted til fordybelse – og som skrivestue. Herovre har Tumi Magnusson skabt en morsom lydinstallation Morgenstund, der skildrer en gabende og stønnende mand, der er ved at vågne op til dåd efter en dyb søvn.

I tårnrummet har Marianne Grønnow skabt en række forgyldte skulpturer, der kan ligne drypsten. De står fallisk og lyser gyldent og repræsenterer noget naturskabt midt inde i denne tungt ladede, kulturhistoriske kontekst.

Som allerede antydet er der mere minimalisme end barok at opleve på udstillingen, der ikke desto mindre er værd at se – mere for de gode værkers skyld end for en subtil, stilhistorisk pointe, der ifølge denne signatur ikke udfoldes helt og fuldt: Der er nemlig langt mere underdrivelse end overdrivelse på spil i udstillingen.