Når reklamerne ved Times Square slukker

”Det er jo indbegrebet af simulacrum og kapitalisme. Og så er det et ubehageligt lys. Der er fyldt med turister, der tager billeder af reklamerne, og der er jo ingenting. Derfor synes jeg også, det er interessant at prøve at infiltrere det rum”, siger Jesper Just om Times Square, hvor hans værk blev vist under Performa 15. Filmen er fra værket Servitudes, der blev vist på Palais de Tokyo i Paris tidligere i år.

Filmværket viser en ung, smuk kvinde i færd med at spise en majs, og til rollen har Just valgt Dree Hemingway, der er kampagnemodel for store modehuse. Dree Hemingway hører umiddelbart hjemme på Times Squares reklameskærme, der lover glitter og evig ungdom:

”En måde at sætte spørgsmålstegn ved det billede er jo ved at bruge billedet,” forklarer Just og uddyber: ”Jeg ville netop gerne arbejde med noget, der lignede det billede; den unge feticherede kvinde.”

”Hun kan forføre, men hun kan ikke lave en forbindelse. Og så har hun rehabiliteringsmaskiner på hænderne og er ikke i kontrol over sine egne bevægelser. De styrer hendes hænder, så hun taber sin majs hele tiden,” siger Just. Den unge smukke kvinde, der mekanisk forsøger at spise en majs, men mislykkes, virker særlig skrøbelig på Times Square blandt de støjende reklamer, der er sat på pause i tre minutter hver midnat.

Ti år med Performa
Værket ved Times Square er et samarbejde med performancebiennalen Performa og Midnight Moment, en digital udstillingsplatform i det offentlige rum, der blandt andet har udstillet værker af Yoko Ono, Tracey Emin og Alfredo Jaar. Med værket vender Just tilbage til Performa-festivalen, der satte gang i hans karriere for ti år siden med True Love is Yet To Come, hvor skuespilleren Baard Owe, i duet med det finske råbekor Mieskuoro Huutajat, faldt på knæ i sang foran et imponeret publikum, der inkluderede New Yorks kendisscene. Ud over Servitudes viser Just også performanceværket in the shadow/ of a spectacle/ is the view of the crowd under Performa 15, et samarbejde med kollegaen FOS.

”Første gang jeg lavede en performance var i 2005. Det var også under Performa. Jeg var lige kommet ud af akademiet og havde min første udstilling i New York, og der kommer den her dame ind. Jeg vidste ikke, hvem hun var, og så sagde hun bare: Du skal lave en performance,” forklarer Just.

Kvinden var Roselee Goldberg, grundlægger af Performa og levende performancearkiv. Den sydafrikanske kunsthistoriker, der har forfattet performancestudiernes håndbog Performance Art (1979), er blandt andet kendt for begrebet ‘avant avant-garde’, der insisterer på performanceformatets potentiale til at afprøve nye teknologier og skubbe til politiske diskurser. For ti år siden i 2005 grundlagde Goldberg Performa, der inviterer kunstnere, som normalt ikke arbejder med performancemediet, til at lave stedsspecifikke performancekommissioner.

Just har altid brugt performative elementer i sine filmiske værker, men er de seneste år blevet mere optaget af iscenesættelsen af og dramaturgien i udstillingsrummet:

”I de ting jeg arbejder med, der performer alting på en eller anden måde, både steder og karakterer, men også beskueren er især på det seneste blevet tvunget til at forholde sig fysisk til værket og bliver en del af poesien i værket også,” siger Just og tilføjer med et tvetydigt smil: ”Men jeg ved ikke, om det er Performas skyld.”

Ingen panoramaudsigt på 225 Liberty street
Det andet værk Just præsenterer under Performa 15 med kollegaen FOS bærer den kryptiske titel in the shadow/ of a spectacle/ is the view of the crowd og finder sted på 43. sal af en skyskraber i Financial District på Manhattan.

Performancen er bygget op omkring fire elementer, der indledes af en ‘dronekoncert’ og en projektion af en droneoptagelse fra et selvbygget droneorgel, hvor et musikstykke har dikteret dronekameraets bevægelser. De andre elementer inkluderer et ‘crowd on demand’, der kan hyres til at infiltrere et hvilket som helst publikum, en times zoom-transmission fra One World Trade Center til lydsporet af en kvindelig bassist, der sidder på en tom etage i den nyligt opførte bygning, og så udsigten over Financial District, eller mangel på udsigt.

Efter en tur i skyskraberens elevator, der med raketfart skyder én op på 43. sal til Justs og FOS’ performance, bliver man ikke mødt med den Manhattan-panoramaudsigt, som turen lover, men i stedet af afskærmede vinduespartier: ”Ideen var at fjerne hele udsigten og så orkestrere fire udsigter,” siger Just.

Sår og poesi
En af udsigterne er en transmission af One World Trade Center, der kan ses fra etagens vinduespartier, når de ikke er afskærmede. På transmissionen af tårnet er en projektion af sanger og komponist Sahra Motalebis ansigt, der samtidig optræder i den anden ende af rummet med en melankolsk og rørende sang foran publikum. Ud over transmissionen af One World Trade Center ser publikum tre udsigter gennem små kighuller på de sortmalede vinduer, der giver udsyn til storkapitalen og mindestedet for 9/11 i Financial District.

Den første performancevisning skete i timerne omkring terrorangrebet i Paris fredag 13/11, hvilket medførte en trykket stemning, og værket blev af nogle publikummer læst som et minde for 9/11, hvilket ikke var hensigten. Servitudes, der er filmet i One World Trade Center, bruger dette nye tårn som et billede på en såret by og en form for protese:

”World Trade Center er ikke et symbol, jeg har lyst til at fejre. Men i stedet for bare at pege fingre af det, synes jeg, det er meget stærkere at finde poesien i det, det samme med Times Square, og på den måde få folk til at spørge sig selv: Hvad er det egentlig, jeg står og ser på?”

Just tvinger beskueren til at anskue stederne på nye måder, og om forbindelsen mellem de to Performa-værker, siger han:

”Det var en insisteren på at finde noget humant i de her steder, som både har en tung historie, men også bare er umenneskelige og fjendtlige.”