Når søgen tager form

Træerne gror jo som sagt ikke ind i himlen, men kunsten har en flygtig, uhåndgribelig karakter, der kan få træerne til nærmest at se ud som om, at de forsigtigt berører det uforklarlige – giver fysik til en søgen, vi som mennesker helt fundamentalt er drevet af i vores forsøg på at forklare det uforklarlige.

Kunsten var engang underlagt formidlingen af kirkens dogmatik.

Men siden kunstens fødsel som autonom praksis og videnskab i løbet af 1700-tallet og som mere abstrakt, eksperimenterende praksis i nyere tid har kunsten langsomt fået en anden mere selvstændig rolle i kirken som enten en integreret del af arkitekturen eller som midlertidig indslag.

Giv os idag… Når kunsten går i kirke præsenterer begge varianter (ca. 300 værker).

Kunsttogtet begynder med kunstnere som Henri Matisse, Mogens Jørgensen, Svend Wiig Hansen og Carl-Henning Pedersen i 50’erne og 60’erne og slutter med samtidige kunstikoner som Gerhard Richter og Sigmar Polke samt seks aktuelle, midlertidige projekter i seks danske kirker.

De midlertidige projekter er fordelt således:
● Tracey Emin (Vor Frue Kirke, København)
● Alexander Tovborg (Ribe Domkirke)
● Mads Gamdrup (Odense Domkirke)
● Lærke Lauta (Heldum kirke v. Lemvig)
● Kaspar Bonnén (Køge Kirke)
● Thilo Frank (Aalborg Domkirke)

Kunstens friktion
Udstillingen er ganske unik og helt igennem interessant både som historisk blik og som nutidigt kunstprojekt, fordi den åbner blikket til den rige historie i bl.a. museets arkiv over danske og udenlandske produktioner, med skitser, interviews og debat suppleret med helt nye og endnu ikke-realiserede bud.

Og der er vitterligt perler imellem, der gør mødet tankevækkende og gnidningsfyldt.

Og det er her kunsten for alvor kan noget, skabe stærke billeder, forskydninger og erkendelser i kirkerummet. En friktion, der får troen, tvivlen, den menneskelige søgen til at fremstå endnu klarere, mere reflekteret og inkluderende i sin åbenhed.

At sætte tanken fri
Hein Heinsen og Stig Brøggers udsmykninger af Johanneskirken i Vorup (1993) og Gug Kirke (1996) illustrerer, hvor stærkt det abstrakte sprog kan virke i en kirke, hvor den menneskelige søgen – frem for at forklares – sættes fri i et spændingsfelt mellem arkitektur, krop, skabelse og bevidsthed.

Det er faktisk med udgangspunkt i den nationale scene at udstillingen for alvor folder sig ud. Derfor er det også lidt af et paradoks, at KØS profilerer denne udstilling så markant på et Gerhard Richter værk i Kölner Dom fra 2007.

De 72 farvekoder, der udgør Richters velkendte farve-funktionalisme, er ikke særlig interessant som formgivet søgen, eller som indslag i udstillingen. Det er bare stort og abstrakt.

At formgive søgen
Dog viser tyske Imi Knoebel på smuk vis med sin udsmykning til Notre-Dame de Reims (2011), at kunsten også kan være en måde at forsone sig med fortiden på.

I værket Farver fra Reims har kunstneren ‘helet’ sårene fra tyskernes bombninger af kirken, hvor glasmosaikkerne er udformet som sammenklæbede glasskår i tysk-franske farvenuancer. Tyskeren vender kort sagt tilbage til Frankrig for at reetablere harmonien, og her har I en lignelse om empati, der vil noget.

Samme åbne og stedsspecifikke tilgang anvendte Øivind Nygaard til det der for undertegnede må være det bedste kirkeværk nogensinde, nemlig hans Altervæg i Statsfængslet Østjylland (2006), der med et uigennemtrængeligt hul i muren forholder sig utvetydigt til stedet, men først og fremmest peger på den menneskelige frihed som et grundvilkår.

Det er hardcore symbolik og sikkert ikke en ‘nice’ altertavle for de indsatte, da den formgiver netop den længsel, der findes inden for murene. Stærkt balanceret og helt igennem genialt (må gerne råbes højt)!

Hvem søger hvem?
Det lidt farlige ved Giv os idag… er, at kunsten meget let kan synes som den progressive og reelt søgende part, imens kirken synes gammel, tung og forstokket, men i mødet med de midlertidige projekter synes kirken faktisk at være med et rigtig godt stykke af vejen mod nye billeder og spørgsmål, imens mange af kunstnerne er flyttet ind i kirken uden at udvikle deres greb betydeligt.

Mads Gamdrup er flyttet ind i Odense Dom Kirke med sine svimlende prikker. Lærke Lauta er flyttet i Heldum Kirke med sit tyste, poetiske sprog udfoldet i en video-version af et velkendt Vilhelm Hammershøi motiv. Thilo Frank (DE) har såmænd skabt en lysekrone ud fra et tidligere værk i Hjallerup.

Kaspar Bonnén har rykket en håndfuld udfordrende og livagtige værker ind i Køge Kirke, der alle er fyldt med spørgsmål og peger mod en ganske relevant metafysik og fysisk overskridelse. Og Tracey Emin gentager et projekt fra katedralen i Liverpool til Vor Frue Kirke: For You (2008), der er et tyrkis neonskilt med den følelsesladede tekst: “I Felt you And I Knew You Loved Me”.

Det er spændende kunstnere, der er interessante i et kirkerum, men mest af alt fordi de udtrykker en passende metafysik og en sfærisk og til tider ganske nærværende poesi, der fungerer i et kirkerum.

Stedsspecifik empati
Dette burde egentlig også være tilfældet med Alexander Tovborg, der ofte har vist sin stærke inspiration i de menneskelige, religiøse motiver og spørgsmål i hans ikoniske malerier. Men han har faktisk som den eneste kunstner udviklet et projekt specifikt til kirken.

Tovborg vil i det næste år redigere Ribe Domkirkes menighedsblad. 4 udgivelser (med et oplag på 2500) i varieret format og tema, der griber ned i folkekirken, som vi kender den, båret af fagfolk, billedkunst (kurateret af Tovborg til hvert tema), litterater og selvfølgelig med læserbreve og indslag med lokale stemmer. Det er et ærligt, dialogbaseret, kritisk, aktuelt projekt, der ikke mindst er yderst empatisk i forhold til sin kontekst. Gid jeg boede i Ribe og kunne følge den proces – og debat!

Hvis kunsten ikke bare skal ‘gå i kirke’, så er det netop empatien, den kritiske udfordring og viljen til at formulere og reformulere den menneskelige søgen, der bidrager med nye spørgsmål og perspektiver i kirkerummet.