Cph Art Week: Nástio Mosquito – grænseoverløbernes prædikant

”Jeg forsøger ikke aktivt på at forstyrre noget, selvom det måske er tilfældet, når man vil starte en ny og anderledes form for samtale, men det er snarere en konsekvens af, hvad jeg gør,” forklarer den angolanske kunstner Nástio Mosquito om hans værker og deres kritik af samtidens globale kultur. Mosquito er årets bykunstner under Copenhagen Art Week.

Hvert år inviteres en kunstner eller kunstnergruppe til at udvikle værker, der går i dialog med København og byens borgere under Copenhagen Art Week. I 2014 var det britiske Sandy Smith, Jesper Åbille og Molly Haslund, i 2015 var det den amerikanske kunstner Will Owen og i 2016 var det den franske duo Nøne Futbol Club. I år er den fremadstormende Nástio Mosquito fra Angola inviteret som årets bykunstner, og han er et stærkt eksempel på en kunstnerisk praksis, der placerer sig i et spændingsfelt mellem musikken og billedkunsten, og så rummer hans praksis dybe og væsentlige slag til nutidens overfladiske kultur, livsførelse og relationer.

”Bevidstheden om, hvor du står, hvad der betyder noget, og hvad der forbinder eller adskiller os er kraftfuld i en hver form for kunst, der vil forholde sig til nuet, nutiden. Det er netop det, jeg ønsker at gøre med og i min praksis. Selv når jeg konfrontere dig, er det for at bekræfte eller gen-bekræfte denne nutid og i samme bevægelse stille nogle spørgsmål til os begge, generere denne bevægelse indefra og ud,” forklarer han under sit research besøg i København i marts.

Der er – trods værkernes skarpe hug til stereotyper og menneskelig degradering – forsoning i hans mørke stemme, og fokusset er intenst, når man taler med kunstneren.

”I hear you,” er den konstante bekræftelse i samtalen om, at vi er i færd med noget vigtigt sammen.

Forstyrrelse som konsekvens
Alle værkerne, der ofte både tager form af videoværker, musikalbums og performances rummer et opgør – en forstyrrelse af det eksisterende.

”Jeg forsøger ikke aktivt på at forstyrre noget, selvom det måske er tilfældet, når man vil starte en ny og anderledes form for samtale, men det er snarere en konsekvens af, hvad jeg gør,” erkender Mosquito og uddyber hans gentagende opgør med identiteten som noget forud defineret:

”For at kunne tale om, hvad der betyder noget for mig, kommunikere, hvad det her betyder, bliver jeg nødt til at overskride en idé om en særlig identitet. Og når vi sammen skal overskride, hvor vi står og taler fra, bliver vi nødt til først at overskride ideen om identitet. Det er her – i opgøret med det eksisterende – at kritikaliteten ligger i mine værker. Jeg har ikke en specifik politisk agenda. Det, der driver mig, er udsagnet: ”Det er muligt” – og jeg vil antænde den kapacitet og motivere andre mennesker, give dem en magt til stræbe efter noget smukkere.”

En hybrid kunstpraksis
Værkerne – disse møder mellem mennesker – opstår i vidt forskellige formater og medier, men ofte med kunstneren selv som central figur i performances eller videoværker. Det starter typisk med kommunikationens grundsten:

”Alt, hvad jeg gør, starter med tekst. Det er dér, ideerne og værkerne starter. Men i selve værkprocessen handler det selvfølgelig også om, hvordan det her kan udfoldes så effektivt som muligt i flere dimensioner. Har jeg brug for et foto, en sang eller en video, er det her en performance? Og uanset hvad svaret bliver, forfølger jeg det.”

I tråd med Copenhagen Art Weeks tema Sound & Vision, der har fokus på overlappet mellem billede og lyd, opererer Mosquito lig mange andre samtidige kunstnere frit i disse hybrider, der også tegner et billede af en tid præget af billeder og lyd.

Mosquitos primære udtryk i en billedkunstsammenhæng samler sig ofte i større, højenergiske performances. Også fordi det mellemmenneskelige møde ligger her som potentiale, og de kunstneriske kategorier er udviskede: ”I was too undisciplined to be an actor, too impatient to be a musician, and too angry to be anything else … I did not know performance as such existed! I am very grateful for the possibility to do what I do without having to invent a name for it,” har han før udtalt (Contemporary And, 18. marts 2015).

Et kritisk bombardement
Nastio Mosquito spiller nogle gange identiteten ud som en grel stereotyp, og andre gange navigerer han ind i et mere tvetydigt, konfliktfyldt og performativt rum.

Respectable Thief (2016) er et eksempel på det sidste og vil være det første store værk, vi for første gang herhjemme kan opleve med kunstneren under åbningen af Copenhagen Art Week den 24. august på VEGA. Værket er en enorm performanceproduktion og et sanseligt bombardement, som han selv beskriver det, der udpeger de tilsyneladende ’respektable tyve’, som konstant stjæler fra os. Vi taler om nutidens angst, depression, usikkerhed, mangel på anerkendelse, respekt og værdighed og i sidste ende om firmaer, politiske systemer og sociale konventioner, der under dække af et respektabelt ydre, angriber vores livsudfoldelse og står fadder til en lang række symptomer fra det 21. århundredes globaliserede virkelighed.

”Der er en masse instanser, der berøver os og vores tro på, hvad vi kan være og udrette, og værket forsøger at identificere disse ’respektable tyve’. Pointen er at understrege, at den smerte, de forårsager, er virkelig. Udfordringerne og symptomerne er ikke usynlige fænomener. De er reelle, det skal ikke negligeres, og det er okay, at vi er vrede. Værket opfordrer til at lade vreden blive til en egentlig bevægelse. Du er ikke din vrede. Uddriv den. Udpeg tyven. Lad indignationen blive til en handling,” deklarerer Mosquito i vanlig – næsten missionerende – retorik.

Grænseoverløbere
I den proces anvender Mosquito ofte sin egen baggrund som materiale, også fordi den rummer konflikter, en historie og en kolonial arv, der kan være et gavnligt udgangspunkt i en samtale, der overskrider nationale, kulturelle, sociale og menneskelige grænser.

”Jeg kan ikke fornægte mit udgangspunkt og den arv, men det vigtige spørgsmål for mig er, hvordan det kan være til gavn for noget nyt. Jeg udfører ikke ligefrem terapi eller ønsker at revurdere netop denne arv og koloniale baggrund, men jeg arbejder med det materiale for at opretholde en fortælling, der forholder sig til sandheden. Som en skulptur har brug for ler, har jeg brug for den arv. Jeg genbruger de erfaringer og referencer, og nogle af dem har en meget personlig effekt på mig og andre er mere rettet mod kulturer og grupperinger i samfundet.”

En af kunstnerens seneste produktioner Ser Humano (Being Human) fra 2015 skildrer han i collagestil fx de tusindvis af mennesker, der i nattens mulm kæmper sig over mure og pigtrådshegn ved de europæiske grænser – og danser en efterhånden ikonisk sejrsdans til et suggestivt soundtrack.

Og så er vi meget passende tilbage ved Nástio Mosquitos grundlæggende drive som kunstner, hvor grænser er noget, der skal overskrides for at skabe en kollektiv dialog og sammenhæng via hans værker:

”Mit fokus har altid været min erfaring som menneske, og uden at romantisere over dette, så vil jeg gerne tro, at mennesker er mennesker uanset kontekst og kultur. Det, der driver os i vores overlevelse, er ret primitive ting både intellektuelt, emotionelt og fysisk.”

”Great Vibes Be With Us All”… som han ynder at slutte sine mails.

Se også Nástio Mosquitos eksemplariske ‘performance lecture’ under Creative Time Summit i Stockholm i 2014: