Naturen som logo

Tue Greenfort og Toril Johannessen er suveræne sammen med udstillingen Norsk Natur på Museet for Samtidskunst i Oslo. Økologien, økonomien, politikken, videnskaben, historien, myten – alt hænger sammen. Det gør udstillingen også.

Norsk Natur. Man ser for sig storladne fjelde, fjorde, birk og nåletræer. Men det er der ikke meget af i norske Toril Johannessens og danske Tue Greenforts fælles udstilling af samme navn.

Udstillingen starter derimod med et logo. Norsk Natur, sådan! Det pryder udstillingsbanner og -katalog samt flaget, der hænger foran museet. Kunstnerne har fået et grafisk bureau til at udføre det, og med titelværket er naturen allerede hinsides egenværdi og ‘designet’ ind i en kommerciel sfære. Et brand.

Kunstnermatch
Johannessen og Greenfort er begge optaget af økologiske problemstillinger og især af, hvordan disse hænger sammen med politikken, økonomien, videnskaben, historien og myterne.

Kunstnerne fandt slægtskab i hinandens ‘naturvidenskabelige’ og researchbaserede praksisser, idet de begge deltog på Documenta-udstillingen i 2012, og da Johannesen blev bedt om at deltage i Museet for Samtidskunsts udstillingsrække med kunstnermøder, inviterede hun Greenfort. I Norsk Natur har kunstnerne bragt nye og gamle værker sammen og vævet det hele ind i en overbevisende struktur. Her er to kunstnere, som virkelig matcher hinanden på en sjældent befordrende måde.

Hyttetur
Symptomatisk forberedte kunstnerne udstillingen i øko-filosoffen Arne Næss’ berømte fjeldhytte Tvergastein. Arne Næss (1912-2009) var manden, der introducerede begrebet dybdeøkologi i 1972 og satte størrelser som bæredygtighed, biodiversitet og egenværdi på dagsordenen. Det er sådanne størrelser, der rumsterer i udstillingen, ikke som politik, men som kunstneriske undersøgelser. I udstillingen har Greenfort placeret en model af hytten i et spejlkabinet, der repeterer den i et svimlende uendeligt rum.

Udstillingen er en sådan katapultisk rejse, for den folder “norsk natur” ud i et større kredsløb, hvor konteksterne er globale og værkernes omkransende naturvidenskabelige eller mytologiske fortællestrukturer på samme tid er både vilde, potente og ekspansive, men også håndfast konkrete.

Nordlys fra Ghana
Se eksempelvis Johannessens installation Aurora Ekvatorialis, 2016 (skabt i samarbejde med Kwame Aidoo), der kredser om fænomenet nordlys og består af batterier og lysstofrør ophængt i en edderkop-agtig struktur. Nordlys – der også kaldes Aurora Borealis og har taget navn efter Aurora, morgenrødens gudinde – er omgærdet af mytologi, romantik og mystik, mens en fysiker vil sige, at nordlys opstår på samme måde som lys i et lysstofrør: Elektriske partikler (fra solen eller elnettet) passerer igennem gas (i atmosfæren eller i lysstofrøret).

Gassen i installationens lysstofrør er hentet fra luften i Ghana, får vi at vide, ligesom batterierne er ladet med solenergi fra samme sted, og Aurora Ekvatorialis spinder videre på ghanesisk adinkra-symbolik i lysstofrørenes ophængning, der henviser til fortællingen om edderkop-skikkelsen Ananse, der ifølge mytologien skabte Aurora. I udstillingen er både fænomenet nordlys og det konkrete lys altså transporteret fra ækvator til nord.

Lyset i udstillingsrummet er desuden rationeret efter et strømbesparende system, der gør, at lysene ikke altid er tændt, men derimod holder hele udstillingsperioden. Et real-konsekvent bæredygtigheds-statement på linje med Greenforts sækning af temperaturen i et af udstillingsrummene med to grader (værket Exceeding 2C), svarende til den globale klimamålsætning.

Gople-sværm og kunstig urin
På den måde researcher udstillingens værker uventede øko-historier og -forbindelser frem. Greenfort får produceret glasskulpturer (Medusasværm, 2014 og Periphylla periphylla, 2014) af invasive gopler, der lægger overfiskede og temperaturforøgede norske fjorde øde, og får samtidig fortalt om brugen af glasmodeller i udviklingen af 1800-tallets naturvidenskab. I UREA, 2014 undersøger han, hvordan videnskaben i 1928 opdagede, at man kunne producere uorganisk urin – skelsættende for kemien og startskuddet til miseren omkring kunstgødning.

Det er alt sammen tankevækkende, køligt, empirisk, metodisk og konceptuelt. Men ikke blot rettet mod tanken. Visuelt står eksempelvis Johannessens Extraordinary Popular Delusions, 2012 mystisk og stærk, og også kroppen og sansningen holdes i beredskab, når man skal mærke en to graders sænkning af temperaturen, eller når duften af vanilje trænger ind på én, mens man betragter et lille udvalg af nationalromantiske skystudier fra Nationalmuseets samling (Greenfort: Lignin Vanillin, 2016).

Åbn døren
Kropsligt og sanseligt er også fællesværket Åbne/lukke, 2016, der rammer udstillingen ind. Gangarealerne i den imposante bygning henligger i mørke, dørene ind til de enkelte udstillingsrum er lukkede, kun spots på dørhåndtagene markerer, at man selv skal åbne dørene. Udstillingens hele bliver accentueret som et eget økosystem, og samtidig får vi øje på bygningens arkitektur og interiør og de signaler, den sender: Bygget i 1906 som hovedsæde for Norges Bank vil bygningen udstråle tyngde, soliditet, magt og kvalitet.

Og så er vi tilbage ved titelværket. Logoet er som skabt til en bank og en tyk streg under, at økosystemerne er æltet ind i pengene og den markeds- og teknologidrevne globalisering. Det hele hænger sammen.

Det gør udstillingen også – i sjælden grad.