Natursansning i den antropocæne tidsalder

Kirkeby Epifani er en lille udstilling af Per Kirkebys skulpturer og malerier, hvor han gør det, han gør godt og kompetent: forvandler sansninger af kroppe og landskaber til abstrakte kompositioner. Værkernes styrke ligger i samspillet mellem det genkendelige og det abstrakte. Man genkender kroppene i skulpturerne og landskaberne i malerierne, men de fremtræder i en ny selvstændig sanselig form i kraft af den kunstneriske bearbejdning.

Gennem abstraktionen går man tilbage til kroppen og naturen med et nyt blik for deres materielle og visuelle udtrykskraft, og særligt udstillingens nye malerier giver anledning til en refleksion over vores aktuelle forståelse af naturen.

Kunstnerisk dialog på tværs af årtusinder
Udstillingens greb giver dog en lidt nostalgisk stemning til Kirkebys arbejde frem for at fremhæve aktualiteten i den naturfortolkning, som kunne tilskrives især hans nye malerier.

I alt rummer udstillingen elleve skulpturer fra 1980’erne og fjorten malerier, hvoraf halvdelen er helt nye – fra 2011 og 2010 – mens resten er fra 1990’erne eller midten af 00’erne.

Et lidt tilfældigt udvalg, hvis ikke det var motiveret af ønsket om at skabe en dialog med Glyptotekets samling. Til det formål fungerer udvalget fint, og er også motiveret af, at Kirkeby referer direkte til nogle ældre værker fra samlingen. Men dels sker dialogen på tværs af Glyptotekets mange sale, og dels kunne man godt ønske sig, at dialogen var bundet an til en mere aktuel dagsorden.

Rykker det noget?
Dialogen kræver, at vi selv som publikum foretager vandringen til Glyptotekets andre sale for at se samlingens værker. Derfor bliver sammenligningen let overfladisk, og Kirkebys værker tjener således primært til at skabe en større grad af sensibilitet hos os overfor kvaliteterne i de historiske værker.

Spørgsmålet er om det egentligt rykker noget, for vi har vel allerede lært fra impressionisterne at se abstrakt på naturens fremtræden. Dialogen fremtræder som en understregning af kunstens æstetiske styrke og kunstnerens sanselige tilgang til verden, og det er for så vidt også vigtigt, men man kunne have styrket det greb – og både Kirkeby og de historiske værkers aktualitet – ved at koble det til et mere nutidigt blik på naturen.

Den antropocæne tidsalder
Inden for geologien snakker man i dag om en ny tidsalder: den antropocæne æra. Indførelsen af en ny tidsalder markerer en bevidsthed om menneskets påvirkning af naturen, der ikke bare viser sig på jordens overflade, men nu også trænger ind i dets geologiske lag.

Vi kan simpelthen aflæse menneskets aktiviteter som aflejringer i jorden. Hvor man tidligere havde tænkt, at jordens geologi var relativt upåvirket af mennesker, og menneskehedens tid på jorden, så er situationen i dag en anden. Natur og menneske indgår nu i en ny og afgørende relation.

Når det er interessant at fremhæve i forbindelse med Kirkebys arbejde og denne udstilling, så skyldes det, at Kirkeby tidligere har arbejdet med geologien i sine abstrakte naturfortolkninger.

På udstillingen ser man det helt konkret i to malerier fra 1990’erne, hvor farvefelter visuelt forskyder sig på lærredet som en abstrakt struktur af tektoniske plader. Det ene maleri har endda titel fra geologien. Det hedder Geologisches Nachtrichten.

Disse ældre værker virker som naturfortolkninger fra en periode, hvor jorden og naturen kunne anskues som en lukket struktur, som vi mennesker måske godt kunne analysere og reflektere over, men som vi egentlig ikke havde nogle afgørende indflydelse på. Kirkebys 90’er-værker fremstår retrospektivt som refleksioner af en sådan forestilling, der ikke længere er aktuel.

De nye malerier
Hans nye malerier derimod har en helt anden voldsom fremtoning. Deres farvetone er heftigere med skrappe, næsten giftige nuancer. Kompositionerne er dertil mere kaotiske og overvældende, og de danner ikke længere en afskåret lodret mur, der afskærer os fra at indtage deres rum.

Værkerne arbejder med en horisont-linje, der suger os ind i landskabet eller giver fornemmelsen af, at materien kastes ud imod os. Særligt det største værk på udstillingen er ret fænomenalt i sin abstrakte fortolkning af en naturkatastrofe. Værkets mange lag, stoflige variation og kompositionens stemning af kaos står i kontrast til den rolige tektoniske bevægelse, som præger hans tidlige landskaber.  

Det er en ny form for variabelt rum, som de nye malerier etablerer. Det er ikke stabilt, men det er heller ikke selvrådende. Det er ikke et traditionel rum fra landskabsmaleriets tradition, men er dog i dialog med det klassiske landskabsmaleri for så vidt, at naturen ikke længere er en afdækket og afklaret størrelse i dag. I kraft af erkendelsen af den antropocæne tidsalder må vi genopdage naturen og vores relation til den.

Kirkeby er traditionalist, fordi han vælger maleriet som udtryksform, frem for installationen eller performancen, som var det typiske greb om den antropocæne tematik på årets Documenta. Som udtryk for et nyt perspektiv på naturen er værkerne dog aktuelle og ikke blot retro.