Nekrolog: Kirsten Christensen (1943–2026)

Biografien som metode
Kirsten Christensen tog konsekvent afsæt i sin egen livshistorie. Især relationen til moderen – hendes psykiske sygdom, plejehjemsophold og død – udgør et gennemgående motiv i værket. Disse erfaringer blev ikke behandlet som private bekendelser, men som analytiske greb, hvor individuelle erfaringer blev læst som strukturelle vilkår. Senere indgik også kunstnerens eget alvorlige sygdomsforløb i billeddannelsen.

Christensen fik sit gennembrud med solo-udstillingen Min Mor og Mig på Tranegården i 1978. Udstillingen placerede sig i et samtidigt opbrud, men hvor tidens kunstneriske oprør ofte var rettet mod autoriteter og institutioner, vendte Christensen blikket mod alderdommen, omsorgen og afhængigheden.

Projektet, som hun senere genoptog og omformulerede, kombinerer socialrealisme med samfundskritik og rummer samtidig en utopisk forestilling om værdighed og gensidig forpligtelse.

Opgøret med idyllen
Værket Idyl (1978), baseret på et fotografi af kunstneren selv som spæd i moderens arme, blev et centralt referencepunkt i hendes praksis. Det tilsyneladende harmoniske billede fungerer som et kritisk anker: et motiv, der igen og igen bearbejdes for at blotlægge de konflikter, magtforhold og fortielser, som idyllen dækker over.

Christensen voksede op i efterkrigstidens København med en enlig økonomisk presset mor. Denne sociale baggrund præger hele hendes praksis, hvor omsorgsarbejde, sygdom og marginalisering behandles som politiske anliggender snarere end individuelle skæbner. Hendes værker fastholder et vedvarende kritisk blik på velfærdsstatens blinde vinkler.

Keramiske billeder og fortælling
I formmæssig forstand er Kirsten Christensen især kendt for sine store keramiske relieffer. Med en ekspressiv, fortællende tilgang bearbejdede hun eksistentielle temaer som alderdom, sygdom, forurening, liv og død. Motiverne er ridset i leret med en forenklet streg og kombineret med en markant stoflighed og en afdæmpet jordfarveskala, der understøtter værkernes læsbarhed uden at reducere deres kompleksitet. Hun arbejdede sideløbende med tegning og akvarel.

Institutionel anerkendelse
Christensen blev uddannet keramiker på Kunsthåndværkerskolen i København 1964–68 og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Skole for Mur- og Rumkunst i 1975. Hun er repræsenteret i en række centrale danske museums­samlinger, herunder Statens Museum for Kunst, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Holstebro Kunstmuseum og ARoS Aarhus Kunstmuseum, og har udført omfattende kunstneriske udsmykninger i det offentlige rum.

Hun modtog adskillige hædersbevisninger, senest Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat og Eckersberg Medaillen i 2024. I 2020 udkom kunstnerbiografien Kirsten Christensen: Keramisk testamente, som samler hendes praksis på tværs af medier.

I anledningen af Kirsten Christensens 80-års jubilæum viste Holstebro Kunstmuseum en retrospektiv særudstilling Drømmen rider forbi - det haster, med et udvalg af kunstnerens mest betydningsfulde værker fra offentlige og private samlinger samt en række nyproduktioner, der viste det aktuelle kunstneriske ståsted.

Læs også: Retrospektiv udstilling på Holstebro Kunstmuseum udviser rettidig omhu for Kirsten Christensen

En konsekvent praksis
Kirsten Christensen efterlader sig et værk, der med stor konsekvens fastholder forbindelsen mellem liv, materiale og samfund. Hendes kunst insisterer på, at omsorg, sårbarhed og afhængighed ikke er perifere emner, men centrale spørgsmål for både kunsten og offentligheden.