Netværk hinsides kunsten

Mange kunstnere har våde drømme om det: At lave kunst udenfor de kunstinstitutionelle cirkler for andre end de i forvejen indvidede.
Og nok er udfordringerne store – men det er samtidig også et mulighedernes land.

Det kan billedkunstneren Søren Taaning tale med om. Sammen med kollegaen René Schmidt står han bag projektet Naturrum Skovsnogen i Døvling Meldgaard skov ved kunstnerens bolig mellem Herning og Grindsted.

“Er man i det faglige kunstneriske netværk i København, behøver man ikke at tænke ud af det”, fortæller Søren Taaning, som er uddannet fra kunstakademiet i København.
“Men når man så flytter bort fra det, finder man ud af hvor snævert, det er, og hvor afhængig man også er af det. Udenfor kunstrummet er der ikke nogen, der ved, hvad du kan, og hvad billedkunsten kan bruges til”.

Problem = mulighed
I stedet for at se det som et problem vendte Taaning det til en mulighed sammen med Schmidt, som ligeledes var flyttet til provinsen, nærmere bestemt Viborg.

“Nu var vi jo faktisk der i forhold til det, vi altid havde gået og snakket om, vi gerne ville – nemlig at udvide kunstens sprog og lave kunst udenfor institutionen. Skovsnogen er et projekt, der bunder i, hvad man kan lave, når man flytter langt væk fra det faglige netværk i byen”, forklarer Taaning.

Den direkte anledning var, at Friluftsrådet udbød et projekt til anderledes oplevelser i en skov. Taaning og Schmidts forslag var nok lidt for mærkeligt og vildt, tænkte de – men det viste sig, at det var præcis det, friluftsrådet søgte. De ville jo netop gerne noget anderledes.

Naturrum Skovsnogen udfolder sig som en række faciliteter, objekter og oplevelsesrum, der bindes sammen af et stiforløb. Her kan man blandt andet møde et gotisk skur, en krystallinsk kæmpebille, et shelter udformet som en fabrik og en stor, slynget skovsnog, man kan kravle rundt på og ind i. En række kunstnere har været involveret: John Kørner, Morten Alsing, Christian Jensen og Ole Barslund med flere.

Det særlige ved Naturrum Skovsnogen er, at det tilbyder en ekspedition og fantasirejse for hele familien, som ikke skelner mellem legeplads, vandretur og kunstnerisk reflektionsrum. Og umiddelbart er det friluftsliv og ikke kunst, der blinker som overskrift for projektet.

Andre spørgsmål
”Måske er det faktisk lykkes for os at lave et projekt, der både taler til vores eget lidt snævre miljø og til en større lokal offentlighed, som både bruger skovprojektet og er stolte af at vise det frem”, fortæller Taaning og taler sig varm om projektfasen, hvor samarbejdspartnerne var langt fra de sædvanlige kunstcirkler.

“Det viste sig, at det kunne sætte vores kreativitet i gang at tale med naturvejledere eller folk fra Vej og Park. Vi blev berigede af at få stillet nogle andre spørgsmål, end vi var vandt til.”, fortæller han.

“Folkene fra Natur og grønne områder i kommunen var eksempelvis overhovedet ikke interesseret i det visuelle, men stillede i stedet spørgsmål som: ”hvad gør det så ved den her oplevelse i skoven”? eller ”hvordan tænker I børn og voksne ind i projektet”?”

“Vi blev udfordret af en anden faglighed, og det var et helt andet sprog, vi skulle bruge. Det var et enormt givtigt samarbejde”.

Var I ikke nød til at gå på et hav af kompromisser?
“Der var det særlige ved dette projekt, at friluftsrådet netop ønskede at skabe en anderledes oplevelse i skoven, hvilket hele tiden gav os gode argumenter for vores ideer”.

“Desuden var vi selv projektudviklere og projektstyrere. Vi havde en følgegruppe og var i tæt dialog med kommunen, men i modsætning til mange andre projekter, var vi med i alle faser og helt fra starten”.

Når kunsten er med hele vejen
Og Taaning pointerer netop, at det er vigtigt, at kunsterne ikke blot kobles stedmoderligt på i slutfasen af sådanne projekter:

”Der er et kæmpe potentiale for kunsten i at være med fra begyndelsen og være med der, hvor rammerne skabes. Vi har jo styret alt lige fra økonomi og markedsføring til, hvordan pjecen skulle se ud”.

“Hvis man er villig til at tage forskellige opgaver på sig, bliver man pludselig attraktiv. Normalt i sådan et projekt skulle man jo have en administrativ medarbejder, en udstillingsteknikker, et reklamebureau, en fotograf og så videre”.

Taaning har for alvor fået øjnene op for, hvilket kæmpe potentiale kunstneren har. Han kan næsten ikke få øje på et område, hvor kunstneren ikke kan bidrage meningsfuldt med sin faglighed

“Som kunstner kan man måske bedre formulere en samlet fortælling og have en bestemt overordnet ide, som viser sig i alt, hvad man laver til hele projektet”.

En fabrik midt i skoven?
I tilfældet med Naturrum Skovsnogen er samarbejdspartnerne ind imellem blevet overraskede over udviklingen i projektet. Hvorfor der skulle stå en lille fabrik eller et gotisk skur med arkitekturcitater fra engelske katedraler midt i skoven? Men Taaning og Schmidt har netop formået at holde fast i de overordnede ideer, som også handlede om at skabe et rum for tanker om byen i skoven.

Lokale netværk
Helt afgørende har været den lokale forankring.
“Når vi taler om netværksdannelser – ja, så er det helt afgørende, at man forstår at lave netværk de steder, man skal lave sit projekt, argumenterer Taaning.

“Vi kender alle til gode kunstprojekter, der røg i vasken, fordi der var lokale, der var imod dem, og der er skabt historier om smålighed og indspisthed.
Men jeg tror mange projekter ville have en lettere gang på jorden, hvis man tog sig tid til at tale med folk og var opmærksom på ”hvem det lige var man skulle snakke med i den der forening””.

I opbyggelsen af projektet har det givet pote. Eksempelvis mødte 50 voksne og børn op for at rydde et område til parkeringsplads. “Det handler om ejerskab og er et meget stærkt kort i et sådant projekt”, fortæller Taaning.

Hvad er fremtiden for Skovsnogen?
“Vi er i gang med at bygge et åbent udendørs gallerirum, som en overbygning på projektet, som også kunstrådet er gået ind i. I starten underspillede vi projektet som et kunstprojekt, men nu oplever vi, at projektet også anderkendes på den måde”.