Nutidsfotografi i gamle klæder på Rønnebæksholm

Rønnebæksholm viser dansk nutidsfotografi med udlån fra foreningen Kunst på Arbejdspladsen. 81 fotografiske værker, skabt af 14 danske kunstnere, er udvalgt, udstillet og formidlet med hver deres tekst. Udstillingen kommer godt omkring samtidsfotografiets forskellige udtryk, men opdateret på det allernyeste bliver man ikke.

Nutiden på Rønnebæksholm strækker sig hele 16 år tilbage.

I samarbejde med foreningen Kunst på Arbejdspladsen, som har Peter Bonnén i den kunstneriske lederstol, viser udstillingsstedet ved Næstved dansk fotografi i nutidsform, primært fra 00’erne, fra dengang fotokunstnere som Trine Søndergaard, Nicolai Howalt og Sophia Kalkau var nye skud på kunstfotografiets stamme.

Et kick til hjernen
”I vil blive meget klogere på fotografiet efter den her udstilling. Det lover jeg.”

Dina Vester Feilberg, Rønnebæksholms leder, er gavmild med løfterne ved udstillingsåbningen.

Hun taler for en forventnings- og stuvende fuld sal.

Mine øjne løber ned over listen med kunstnere. Hvis man har fulgt bare lidt med i dansk kunstfotografi de sidste ti, tyve år kender man udmærket de fleste af dem.

Jeg havde nok håbet at se lidt yngre navne i blandt, tænker jeg, da jeg efter åbningstalerne bevæger mig op mod godsets hovedbygning, hvor udstillingen venter.

Men som kunstner Asmund Havsteen-Mikkelsen for nyligt udtalte i et interview til kunsten.nu:

”Når man genkender noget, får man et ’kick’ oppe i hjernen. Det igangsætter en kæde af associationer, iblandet erindring, viden og historie.”

Måske er det sådan, jeg skal se på det.

Is, blod og fedt
I forhallen ved billetsalget vækkes genkendelsen første gang. Kirsten Justesen performer som skulptur på plinter af is i værkserien Ice Plinth fra 2000. Værker, som for den trofaste Rønnebæksholm-besøgende især vil ringe en klokke, fordi nogle lignende fotografier af Justesen blev vist på udstillingen My body is my tool i 2013.

Ikke desto mindre er det illustrerende at se dem installeret her i forhallen. Det minder beskueren om, hvor værkerne til dagligt hænger: på danske arbejdspladser rundt omkring i landet.

Ophængningen på udstillingen er ganske tæt og traditionel, dog med enkelte fotografier installeret på gulvet. Et fint greb, der især med Suste Bonnéns fotografier af helt nyfødte børn, indsmurt i blod og fedt, fungerer godt – nærmest lidt dramatisk – i sin henkastethed.

På tur i dansk samtidsfotografi
Bonnéns udvalg er dygtigt og kommer godt omkring, hvad dansk samtidsfotografi formår.

Portrætgenren er repræsenteret ved Trine Søndergaard og Nicolai Howalt. Søndergaard med sine kvinder iført Fanøs folkedragt og strude-hovedbeklædning (2007-10) og Howalt med sine dobbeltportrætter af pubertære drenge før og efter en boksekamp (2000-2001).

Det snapshotagtige fotografi, som blandt andre tyske Wolfgang Tillmans præciserede i 1990’erne, er repræsenteret ved Tina Enghoff, der i serien Eventuelle pårørende (2000) har affotograferet, ligesom også Søren Lose senere excellerede i, ensomme menneskers dødsbo. Plettede madrasser, sammenkrøllede dyner, bunker med gamle aviser og visne stueplanter er skildret i en underspillet æstetik; motiver er ’grimme’, men konceptuelle og uden tvivl ikke tilfældigt komponerede billeder, der på enestående vis konfronterer os med døden i disse menneskeforladte rum.

Astrid Kruse Jensen og Line Selmer Olsen arbejder også med mennesketomme universer. Kruse Jensens nattebilleder ved fx en svømmepøl emmer af uhygge og stilhed (2003-04). Selmer Olsen er mindre drømmeagtig, mere konceptuel og registrerende som Enghoff, med sine tusmørke-fotograferinger af møbler og andre genstande, stablet og efterladt på gaden, sted og tidspunkt sirligt noteret (2007).

Et nyt bekendtskab
Det eksplicit bearbejdede fotografi står Peter Holst Henckel og Ebbe Stub Wittrup for. Henckel med kompositioner, hvori kultur transcenderer natur, krigsmotiver i visne efterårsblade for eksempel (2013). Og Stub Wittrup med serien Presumed Reality (2007): en række arkivfotografier fra 50’erne, der har undergået en digital manipulation for at pege på fotografiets ufravigelige iscenesatte karakter.

Christina Capetillo er repræsenteret ved to serier. En række smukke nærmest Per Bak Jensen-agtige landskaber med tåge og is sat overfor en række bybilleder fra danske provinsbyer (2013).

Det er kun navnene Frøns Dryer og Vibe Bredahl, der stikker ud, da jeg går gennem udstillingen. Det første navn, fordi jeg aldrig har stødt på det før, det andet, fordi jeg ikke forbinder Bredahl – modsat de andre – med et dissideret kamerabaseret arbejde. Bredahl er mere kendt for sine appropriationer af fotografi, udklip, sat sammen i collager, som eksempelvis den røde vægcollage, der udsmykker caféen på selv samme Rønnebæksholm.

Dryer er med på udstillingen med fantastisk sanselige billeder af rum, der med en Cisternerne-agtig fugtighed og et Anette Harboe Flensburg-agtigt lys er dejligt nye bekendtskaber (2013). Bredahl deltager med nogle æstetisk triste billeder fra en strand, hvor en dukke ligger i vandkanten, formentlig udvalgt for motivets re-aktualitet.

Nina Kleivan er repræsenteret ved sin omdiskuterede serie Potency fra 2000. Ti portrætter af hendes ti måneder gamle datter, udklædt som verdenens største tyranner: Hitler, Mussolini, Milosevic, Saddam Hussein… Kontroversielle og provokerende i sin idé, men sammenlignet med Suste Bonnéns babyer, der med forvrængede og frygtsomme ansigter bades i et hæsligt skarpt lys, virker de faktisk lidt ufarlige i sin form.

Sidst skal selvfølgelig også nævnes Sophia Kalkaus meget velkendte fotografier. I et stramt kompositorisk univers optræder hun som skulpturel form uden ansigt. Værkerne er de sidste i udstillingen, og de kaster uden tvivl tankerne tilbage på de første: Justesens i forhallen.

Et fint punktum.

Gensyn og særsyn
De 81 fotografier på Rønnebæksholm er hverken forældede eller irrelevante. De er gode og illustrative eksempler på, hvad dansk samtidsfotografi kan og har budt på de sidste 16 år. At historien eller præmissen for udstillingen er lagt ud som en nutidsfortælling kan – set i lyset af Rønnebæksholms lokalt velforankrede position som kunstcenter i provinsen – opfattes pædagogisk.

For det kan være ganske givende at fortælle en historie i nutid. I litteraturen indbyder fortællinger fortalt i nutid, modsat den traditionelle datidsform, ofte beskueren til at se begivenhederne tydeligere for sig.

I en udstillingssammenhæng er det dog lidt misvisende, hvis det udsagn, som udsiges i nutid, ikke er fuldt ud gyldigt på udsigelsestidspunktet. Ved at bruge nutid i en kontekst, der egentlig har en fortid over sig, bortfortolker udsigeren afstanden til de hændelser, der omtales. Og det misleder – i dette tilfælde – beskueren.

For en udstillingstitel er ikke blot en overskrift. Det er et greb, som former kunstoplevelsen og blikket på de udvalgte værker.

Udstillingen på Rønnebæksholm har ikke haft en ambition om at vise det allernyeste og banebrydende inden for fotografi som fx det kameraløse, dekonstruerede fotografi, som mange fotografer arbejder med i disse år, eller det nye unge portrætfotografi af fx Lærke Posselt eller Fryd Frydendahl. I stedet har man sat sig for at introducere sit publikum for samtidsfotografi (og til Kunst på Arbejdspladsens samling) med en lang række kendinge.

Og gensynet er glædeligt.

Et par sær- eller nysyn kunne dog have tjent som perspektivering eller nuancering af udstillingens udsagn. Og fået nutiden til at føles mere præsent.