Ny kunst langsomt på trapperne

Det er for så vidt et sympatisk tiltag. Med specialestuderende fra Aarhus Universitet Victoria Marie Christiansen som initiativtager og kurator har Aros lukket døren op for en talentudstilling med studerende eller netop færdiguddannede kunstnere fra kunstakademierne i de nordiske lande.

En sådan udstilling kan give god mening og være en kærkommen mulighed for det brede Aros-publikum til at tage et kig ind i maskinrummet på (dele af) den unge kunstscene. Og kunstnerne på Understrøm er såmænd også virkelige talenter, der går seriøst til værks, og som man godt kan stille visse forventninger til.

Noget der ikke passer
Desværre er der noget, der ikke passer. Udstillingen vises i museets spiralsnoede trappeforløb, og det er så at sige ikke de rigtige kunstnere at vise der – eller omvendt – ikke det rette sted at vise netop disse kunstnere.

Spiraltrappen er – trods det, at det er et sandt rip off fra Frank Lloyd Wrights Guggenheim-museum – et vaskeægte Aros vartegn, men også det urolige transitrum, hvor publikum er på vej fra den ene udstilling til den anden. Det er selvfølgelig fuldt legitimt at vise kunst andre steder end i traditionelle kunstrum. Eksempelvis i byrum, på togstationer – eller på en trappe. Det kræver bare en kunst, der forholder sig aktivt, bevidst og produktivt til denne kontekst. Man kunne sagtens finde kunstnere fra vækstlaget, der arbejder stedspecifikt, strategisk og intervenerende med at sætte kunsten i spil i utraditionelle sammenhænge.

Det er bare ikke sådanne kunstnere, der er med her. Disse 9 Understrøms-kunstnere arbejder – kunne man fristes til at sige – i ekstrem grad med langsommelighed, fordybelse, ro, nærvær. Det matcher usædvanlig dårligt med spiraltrappen, der næppe tillader meget plads til reflekteret, kontemplativ absorbering af værkerne. Her var et neutralt, hvidt rum – en white cube – i sandhed på sin plads.

Slowkunst
Siden 1980’erne er en underskov af langsommeligheds-bevægelser vokset frem: Slow cities, slow living, slow food, slow design etc. Modbevægelser vendt mod ræset og den vækstreligion, som alle samfund og individer tilsyneladende uløseligt og ufrit tilbeder. På samme måde er digitaliseringen og immaterialiseringen mødt af fysiske modsvar. Vinylplader genintroduceres, det er hipt at strikke islændere og koge marmelade selv, og bonderøven går på skærmen.

Slow art kunne være kodeordet for de udvalgte Understrøms-kunstnere og hatten af for det. Det er kunstnere, der investerer tid og opmærksomhed på at se grundigt på verden som en ægte, fysisk og sansbar realitet – og der er brug for et sådant blik. Men hvis man tager dette blik alvorligt, så giver man det også rette betingelser. Det, der var en sympatisk ide, afslører et uskarpt engagement fra museets side – som om man ikke rigtigt har taget projektet alvorligt.

Billedstorm i slowmotion
Synd – for se eksempelvis svenske Dick Hedlunds værkserie Transit 1 – 5. De fem stofkollager ser minimale ud, hvis man haster forbi. Men hvis man benytter det påkrævede dvælende nærsyn åbenbares den nørdede bearbejdning af overfladen. Hedlund har, ved at flytte på de mange enkelte tråde, møjsommeligt skabt mønstre og krusninger i stoffet. Resultatet giver optiske virkninger ala opart og er fuld af tilstedeværelse og en magi, der forvandler en ubetydelig lille overflade til et univers berettiget til fordybelse.

Det er endnu en version af monokromen, som både er en lang tradition i kunsten betrådt af koryfærer som blandt andre Malevich, Klein og Ryman og et (ultimativt) nulpunkt i kunsten, som kunstnere ikke desto mindre til stadighed finder forskydninger, sprækker og betydningsdannelse i. Det er billedstorm i slowmotion mod tidens billedboom. 

Læs Line Rosenvinges klumme Den tager tid

Hedlund er ikke alene om den monokrom-minimale tiltrækning, som udstillingen næsten får udpeget som en tendens, idet også Jóhan Martin Christiansen (FO), Marie Bonfils (DK) og E.B. Itso (DK) opererer i det felt.

En sæson med Rimbaud
Jóhan Martin Christiansen har lavet gibsafstøbninger af papkassebunde, og det er barberet hverdagspoesi, der kan opleves som en sæson med Rimbaud (et af værkerne har titlen A season with Rimbaud med reference til det franske digterikons samling En sæson i helvede fra 1873).

Itso har pillet dækpladerne af vinduerne fra et forladt hus – dels som en gestus for at åbne glemte og oversete steder i byen – men også for i samme træk at hænge krydsfinerpladerne op som sakrale ensfarvede `billeder´ i nederste del af trappeforløbet.

Morten Modins (DK) skulpturelle proces- og materialeudersøgelser byder i skulpturen Once I did it for you now I do it for me / Cartesian sculpture på en ganske stoflig oversættelse af 3D printteknik til håndgjort formgivning. Skulpturen bliver i den forstand emblematisk for udstillingen.

Det gøres med materialemæssigt eftertryk som også hos Marie Bonfils – hendes oversættelse går fra maleriet til skulpturel fysik, hvor malingen hænger frigjort som gummimembran i rummet. Der er altså i princippet nok at standse op for i den akave præsentation på den – af naturlige grunde – urolige spiraltrappe.

En undtagelse for den ihærdige
Et værk er dog ret fantastisk installeret nemlig Bjarne Tor Peturrsons (IS) video/lyd-værk, som den ihærdige kan finde allerdybest nede klemt ind under trappen, hvor man kan sidde i dyb hemmelighed – mens folket tramper på trappen ovenover – og betragte enigmatiske sorthvide filmbilleder: Er det teaterkulisser, man ser? Modeller af landskaber? Hvad søger lommelygtelyskeglen efter på gulvtæppet? Det er ikke helt til at sige, men ligesom stedet under trappen er et næsten uvirkeligt museumsrum – hemmeligt og intimt – afsøger Peturrson sine uvirkelige omgivelser med stort nærvær og nerve.