En ny, ‘overmodig’ version af Socle du Monde Biennalen

Den syvende version af Socle du Monde åbner 21. april i Herning, og biennalen har fået et ordentligt boost med nyt koncept, nye venues, nye samarbejdspartnere og en imponerende række verdensstjerner. Vi spørger Heart-direktør Holger Reenberg om, hvad det lige er, der sker?

“Samtiden er biennalernes tid” var overskriften på Matthias Hvass Borellos artikel i sidste uge om den ‘biennale-trend’, der i disse år raser i den globale kunstverden. Også i DK er man med på noderne, og i hovedstaden har man i årevis uden det store held forsøgt forskellige modeller. Imens har en kunstfestival, som i hvert fald på papiret har biennale-swung, sneget sig ind af bagdøren ude på den midtjyske hede.

Læs baggrundsartiklen om biennalerne her

Opgradering af “Danmarks ældste biennale”
Noget er i hvert fald sket siden sidste udgave af Socle du Monde Biennalen i 2015. Biennalen, der er organiseret af Heart, og som med seks udgaver bag sig smykker sig med at være “Danmarks ældste biennale”, har taget navn efter Pierro Manzonis berømte verdenssokkel. Værket er en hjørnesten i museets samling af kunstneren, der er den største offentlige Manzoni-samling i verden. I de foregående udstillinger har samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv været omdrejningspunkt. Dog har Socle du Monde – grundet sit beskedne omfang – måske mere været  ‘biennale’ af navn end af gavn og har – i parentes bemærket – også fået kritiske røster med på vejen her på siden. Den syvende version byder dog på en bemærkelsesværdig opgradering, og det brandingstunge biennale-prædikat begynder at lyde som noget, der giver resonans.

Læs anmeldelse af Socle du Monde Biennalen 2012-13 her

Udover Heart breder biennalen sig i år ud på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i parkerne omkring begge museer og på den nærliggende Herning Højskole. Den er organiseret med hjælp fra et all star-kuratorteam bestående af Mattijs Visser, Olivier Varenne, Jean-Hubert Martin, Daniel Birnbaum og Maria Finders, og kunstnerlisten tegner imponerende med navne som Rirkrit Tiravenija, Kimsooja, Koen Vanmechelen, Hans Hacke og Heinz Mack for bare at nævne nogle få, prominente kunstnere af i går og i morgen, som er blandt de mere end 60 deltagere. Også tematisk har festivalen skiftet ham. Nu forfølges de visionære aspekter af Manzonis markante, kunstneriske statements i fuld skala.

Jeg ringer til Heart-direktør Holger Reenberg, for at høre, hvad der er sket siden sidst:

“Noget skulle ske,” fortæller Reenberg. ”Dels havde jeg en klar fornemmelse af, at tematikken omkring kunst og erhvervsliv var afpillet. Og dels overvejede jeg, hvordan biennalen kunne få mere volumen, og hvordan vi kunne skabe noget ud fra de forudsætninger, vi nu har. Vi har vores unikke Manzoni-samling, og ud fra Manzonis navn og hans værk mente jeg, vi kunne skabe noget forholdsvis enestående.”

Reenberg kendte i forvejen Mattijs Visser, grundlæggeren af Zero Foundation i Düsseldorf*, med hvem han havde “et naturligt interessefællesskab”, og han spurgte ham, om han ville lave udstillingen.

(*Zero Foundation er en institution dedikeret de såkaldte Zero kunstnere, som Manzoni også var associeret med. Zero blev dannet af Heinz Mack og Otto Piene i 1957 og introducerede et konceptuelt baseret syn på kunsten.)

“Visser inviterede øvrige venner – Birnbaum, Martin, Finders og Varenne – og uden større bureaukratiske omveje mødtes vi forskellige steder i Europa og organiserede udstillingen. Vi besluttede os for en kapitelinddeling, som var udstillingen et poetisk, litterært værk. Vi ser netop udstillingen som et stykke poesi i et forsøg på at turde være en lille smule antiintellektuelle og mere poetiske og skønhedssøgende.”

En udfordring af jorden, månen, solen og stjernerne
Udstillingens kapitler har titler såsom An experimental exhitition to challenge the midsommer night sun, Painting with time and space, Shit on Manzoni og Incubator. Syv kapitler i alt, der alle spinder videre på Manzonis vidtrækkende, kunstneriske markeringer. Biennalens undertitel er også noget af en mundfuld: “To challenge the earth, the moon, the sun and the stars”.

“Ja, der er noget overmodigt over det, men det griber meget godt, hvad det er, vi vil,” forklarer Reenberg. “Det grænseløse forslag, om hvad kunst kan være ligger jo i Manzonis Socle du Monde, og Manzonis kunst er udtryk for nogle temmelig afgørende statements, som andre siden har sat af fra. På udstillingen har det eksempelvis givet anledning til højteknologiske værker som Conrad Shawcross’ robotter eller en næsten pastoral idyl i form af Céleste Boursier-Mougenots bistader eller Koen Vanmechelens kyllingefarm. På den anden side trækker udstillingen referencer tilbage til nogle af grundlæggerne af Zero, idet vi viser værker af Heinz Mack, Günther Uecker, Herman de Vries og andre.”

Andre steder har det vist sig svært at håndtere biennaleformatet. Hvordan kan det lade sig gøre i Herning?
“Måske har det været sundt og til vores fordel, at vi har holdt biennalen i live i mange år, og at den langsomt er vokset. Socle du Monde Biennalen har bygget på nogle meget lokale forudsætninger, men har samtidig – i kraft af vores Manzoni-samling – haft store globale potentialer. Og så har det været helt centralt, at Heinz Mack, Christian Megert, Herman de Vries og Kimsooja har været vanvittig gavmilde til denne udstilling og doneret store monumentale værker til vores udendørsområder. Det har været et fundament for, at det hele kunne lykkes, også i forhold til at få den økonomiske støtte fra fondene.”

Hvordan ser fremtiden ud for Socle du Monde Biennalen?
“Muligvis laver vi det om til en triennale, ganske enkelt fordi ressourcerne er så få. Men hensigten er, at vi i fremtiden vil forsøge at skabe den her akse mellem Zero, Düsseldorf og Manzoni, Herning”.

Udstillingen åbner 21. april, og ventetiden kan du passende bruge på at tjekke kunstnerlisten herunder. Den er lang og har stor tyngde.