Nye globale stemmer?
Konferencen Arts & Globalization i Øksnehallen blev velkomment afbrudt af kraftfulde og diskuterende performances – nuancerede sanselige udtryk for undertrykte identiteter.
Konferencen Arts & Globalization i Øksnehallen blev velkomment afbrudt af kraftfulde og diskuterende performances – nuancerede sanselige udtryk for undertrykte identiteter.
”Skaber konferencer apati?”, runger det højt i Øksnehallen blandt en række små opstillede gule iglotelte. Den franske kunstner Thierry Geoffroy/Colonel stillede deltagerne på den nyligt afsluttede konference Arts & Globalization det lidt provokerende spørgsmål på hans og kurator Tijana Miskovics workshop Swapping Camp.
Udover at teltene lyser op og giver farve til det hvide, neutrale konferenceindgangsparti, så virker de som en slags installation eller et skulpturelt landskab. Men selvfølgelig er det også meningen, at vi deltagere på konferencen skal ind i teltene. ”Det er næsten ligesom på Roskilde”, siger min samtalepartner, da hun hiver teltdugen til side. Og teltene giver måske også en smule Roskilde-festivalstemning. Vi sidder automatisk tæt i det lille telt for at diskutere Colonels spørgsmål de næste 10 minutter.
De nye stemmer?
Men workshop’ens næste teltspørgsmål er måske mere interessant for konferencedeltagerne: ”Hvem er de nye globale stemmer?”. Et andet teltrum blev nu vært for en dialog mellem grafisk designer, Vibeke Kaupart fra København og den tanzanianske kunstner og underviser, Godfrey Mwamalumbili.
Mwamalumbili mener, de nye globale stemmer må være kvindernes. Arbejdet for at lade nye tidligere undertrykte stemmer komme til udtryk i takt med globaliseringen må samtidig være et arbejde for ligestillingen, mener han: ”The most oppressed artists are women”. Kaupart nikker og smiler. Det lader til, at Swapping Camp-teltenes private og afslappede atmosfære på to- eller tremandshånd kan fordre dialog og samvær. I hvert fald fremmer teltene selvfølgelig en anden intimitet end inde ved konferencebordene.
Et farligt samarbejde
På festivalens første dag havde netop to unge kvinder, Elika Hedayat og Tamara Erde fra henholdvis Iran og Israel faktisk også indtaget det store konferencerum med deres performance BLOC, som man også har kunnet opleve på kunstmessen FIAC 2012 i Paris.
Kunstnerne er selv et eksemplarisk eksempel på at gøre modstand og på et farligt, forbudt samarbejde mellem en iraner og en israeler.
De unge kvinder overtog scenen efter et par oplægsholdere og gav de abstrakte, kunst- og kulturpolitiske foredrag et kraftigt, kropsligt modspil. BLOC mindede os om, at det er virkelige mennesker og deres fysiske såvel som kulturelle grænser, konferencen handlede om.
Den ene kvinde er klædt i hvidt, mens den anden er nøgen, men malet sort. På scenen er de adskilt af en mur af hvide puder. Forsigtigt begynder nu en nedbrydning af muren; den hvidklædte kvinde piller en pude ud for at tegne på den, mens den sorte pludselig stille krydser grænsen mellem dem. Performancen udvikler sig, så kvinderne indtager sidepartierne af konferencerummet med hvide lærreder, de maler på. Men de fortsætter og henter papirruller, som de lader trille ned mellem bordene, hvor konferencedeltagerne tror, de kan sidde trygt med deres kaffe og småkage.
Nu tegner kvinderne, sætter mærker, laver tegn på papiret med maling og med deres kroppe. De danser og nedbryder klassisk hierarkiet mellem scene og sal. De giver et fysisk udtryk for de skel, barrierer, konflikter konferencen taler for at finde løsninger på – hvidt bliver sort og sort bliver hvidt. Men performancen er heldigvis samtidig et udtryk for vanskeligheden ved en dialog mellem nærmest uforsonlige parter; en kampzone. Performancen afsluttes med en kirkegård af afskårne hønsehoveder fæstnet på de hvide puder spredt ud over scenegulvet.
Wonder boy – wonder girl
Som en stærk afslutning på konferencen stod Lilibeth Cuenca Ramussens Afhgan Hound. Performancen, som kunne opleves første gang på Venedig biennalen i 2011, problematiserer ligesom Elika Hedayat og Tamara Erdes BLOC identitetsdannelse, ophav, modstand og transformation.
Afghan Hound er en af Cuenca Rasmussens hybrider mellem sang, rap, dans, mimik og musik.
På scenen ligger først en enorm hårtot, en paryk, der langsomt rejser sig. Indenunder det sorte, lange hår kommer en ’mand’, til syne. Igennem performancen transformerer figuren sig via skift af parykkostumet.
Den første mand, en afghansk aktivist forvandler sig således til en topchauvinist, der iført kofte, turban og en fallisk stav svunget solidt ind i mellem benene rasende råber:
”You can trash your illusions about equality/Even nature is based upon hierarchy/Economy (is what) determines ‘Democracy’/Now – that’s what I call hypocrisy”.
Det uigennemsigtige
Chauvinisten transformerer sig nu til en dreng, men en dreng trænet til at opføre sig som en pige, der danser for mænd.
‘Hendes’ seksuelle magt er ikke til at tage fejl af, mens ‘hun’ rapper med lys opgejlet pornostemme: “Putting men into a trance/The girly dance/Is my only chance – Boy boy boy/Girl girl girl/Boy- girl- boy/Body no cares”. Til sidst bliver parykken til en pige, men opdraget som en dreng i en familie uden sønner.
Afghan Hounds mange undertrykte stemmer samt åbne forvandlingsudtryk blev en passende kompleks afslutning på Arts & Globalization konferencen, der ikke kun i sit tematiske fokus, men også i sit performanceprogram viste muligheden for at rumme modsætninger, konflikter og det uigennemsigtige.
Fakta
Konference
Arts & Globalization – Achieving intercultural dialogue through the arts
26 maj 2015 28 maj 2015
Lilibeth Cuenca Rasmussen, Tijana Miskovic, Thierry Geoffroy, Tamara Erde, Elika Hedayat
Øksnehallen Se kort og tider