Overvågningens skønhed

James Bridle har et kunstnerisk projekt, der befinder sig i spændingsfeltet mellem teknologi, overvågning og æstetik. Udstillingen Apophenia på Galleri Image handler om at synliggøre dele af overvågningssamfundet – men også om at bruge internettets fantastiske, teknologiske billeder, der bare venter på at blive set.

Vor tids teknologi er ekstremt avanceret og ekstraordinær: vi kan trække vores smartphone op ad lommen og bruge den som vejviser, men kun fordi satellitter har kortlagt hele Jorden. Alligevel behandler vi teknologien som noget fuldstændig normalt og selvfølgeligt.

Det mener den 36-årige britiske kunstner James Bridle, som er aktuel med udstillingen Apophenia på Galleri Image i Aarhus. Han ønsker at få folk til at se det vilde og fantastiske i de visuelle fremkomster, som teknologien afføder. Ifølge ham er Apophenia en blanding af “værker, der sætter spørgsmålstegn ved overvågning og værker, der handler om kunstens gensidige påvirkning og samspil med teknologien.”

Overvågningskunstens etiske problemer
James Bridle er samtidskunstner, forfatter, journalist med mere, og han arbejder med overvågningsteknologiens og internettets visualitet som genstandsfelt. På udstillingen er Anicon-serien fra 2014 et eksempel på, at der kan være etiske skrupler forbundet med at bruge overvågningsmateriale som basis for kunstværker.

“Jeg fløj en kæmpemæssig overvågningsballon over Sydlondon,” fortæller Bridle om London-projektet The Right To Flight, hvorfra serien udspringer: “Ballonen var en speciel slags som den britiske og den amerikanske hær har brugt til at flyve over baser i Afghanistan og Irak med masser af kameraer på. Med projektet stillede jeg spørgsmålet: Hvem har ret til at skabe billeder fotograferet fra luften? Videoerne, der kom ud af det, var vidunderligt smukke, og jeg elskede dem, men, idet jeg forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved overvågning, gik det op for mig, at jeg var i færd med at foretage mere overvågning.”

For at undgå det dobbeltmoralske udviklede Bridle en tilgang til videomaterialet, hvor han nedbrød det på forskellige måder, så videoen mistede sin informative funktion og blev omdannet til noget rent æstetisk:

“Jeg har gengivet billederne på en kalejdoskopisk måde for at gøre dem smukke og tilgængelige, men jeg har fjernet deres overvågende indhold,” siger James Bridle.

Visualiseret censur
Apophenia består af videoværker på nær ét, nemlig Fraunhofer Lines 002 fra 2015, som er et digitalt print og skiller sig ud fra de andre ved at være komplet abstrakt. Værket er en del af Fraunhofer Lines-serien, som er visualiseringer af redigerede officielle dokumenter, og her spiller Bridles arbejde som journalist en rolle for billederne.

Gennem Freedom of Information-forespørgsler til lokale autoriteter såsom politi og regeringer opdagede han, at meget brugbar information var fjernet:

“Jeg fandt ud af, at hvis man spurgte forskellige institutioner om de samme dokumenter, ville de variere en smule i redigeringen. Jeg udviklede software til at sammenligne censuren i de forskellige dokumenter, så jeg kunne se mønstrene i den måde myndighederne kontrollerede informationerne på.”

Visuelt mimer printet et diagram opfundet af den tyske optiker Joseph von Fraunhofer (1787-1826), som var den første til at opdage, at der er huller i sollyset, hvilket gør, at det som mennesket opfatter som lys er korrigeret.

Sammenhængen mellem de censurerede dokumenter og Fraunhofers opdagelse skal ifølge Bridle findes i vores erkendelse af, “at vores omgivelser altid allerede er indskrænket og ændret af udefrakommende kræfter.”

Bevæggrunden for at lave serien kommer ifølge Bridle fra “en pessimisme og en tab af tro på vores evne til at finde mening i informationsregimer, når der altid er en højere magt, der kontrollerer den information, vi har adgang til.”

Et opgør med Big Data
Udover arbejdet med ballonen har Bridle eksperimenteret med andre former for overvågningsteknologi i sin kunst, blandt andet Google Street View, som ligger til grund for værket Rorschmap SV fra 2012. Kunstneren forvrænger Googles gadefotofunktion ved at sætte billedet op som et kalejdoskop: kortet forvandles til et mærkeligt og smukt mønster.

James Bridles bearbejdning af overvågningsmaterialet går imod forståelsen af, at der kun er én måde at opfatte verden på og taler imod det, der kan betegnes som Big data.

“Jeg vil gerne afvise idéen om, at vi kan konstruere mening ved at indsamle mere og mere data. Hvis vi blot kan bygge en perfekt model af verden og have en krystalklar forståelse af alt, så vil det hele blive godt. Det er ikke muligt! Der findes ingen konkret, verificerbar sandhed. Jeg søger efter andre måder til at adressere disse spørgsmål på. Du kan ikke konkurrere med folk, der altid har mere overvågningsmagt end dig selv, så for mig handler det mere om at ødelægge deres sandhedsdiskurs.”