På broen til glemte terræner

Jytte Rex tager imod kunsten.nu blandt sine nyeste værker fra 2013 i udstillingen Skillelinjer tre dage før åbningen.

Selvom larmende boremaskiner, vores forhindringsløb mellem endnu uophængte værker og teknikere, der gerne bryder ind i snakken, ikke nødvendigvis giver optimale betingelser for et interview, passer scenen alligevel rigtig godt til Rex. Også hos hende stykkes oplevelsen sammen af indtryk fra mange kilder.

Mere end billeder
Den løbende brud optræder i filmen Belladonna fra 1981 – og den optræder igen i et af hendes nyeste værker, som hænger i det første rum af udstillingen med Rex’ nye Tavler fra 2013, som er lavet med farvet print på svagt skinnende aluminium.

Værkerne viser bl.a. fragmenter af klassiske skulpturer, mønstrede overflader og fotografiske udklip suppleret med bemalinger i en afbalanceret farveholdning. Under denne tilsyneladende enkelhed og ro ligger dog  – som Rex beskriver det – “et drama”.

Dette drama peger både på de følelser, der ligger gemt i billedet og på den fortælling, Rex har fundet inspiration i, og det opstår bl.a. via hendes tværmediale arbejdsmetode.

Her ønsker hun i de fragmenterede lag-på-lag billeder at skabe “sprækker”, der lukker op for nogle af de mere uhåndgribelige ting i livet – og som også åbner forbindelser mellem forskellige medier.

Jytte Rex peger således på, at der via en `filmisk´ forbindelse skabes forhandlinger mellem tid og rum:

“Det interessante med metallet er, at det har en filmisk negativkarakter, når lyset reflekterer i det, samtidig med, at det også har en positiv karakter”, siger Jytte Rex.

“Når lyset fanges på en bestemt måde, overstråler det motivet, og det kommer til at se ud som de gammeldags filmnegativer.”

Rex mener dermed, at værkerne hæves til et “abstrakt og forførisk plan”, hvor de med deres inddragelse af tid og rum får en filmisk karakter og placeres ”et sted mellem billede og foto og film.”

Sammenhængende udtryksformer
Samme treenighed ser Rex i en række af værker, man kunne beskrive som ‘træfotografier’, hvor Rex har fremkaldt billeder direkte på træ på samme måde som traditionelt analogt fotografi. Værkerne er blevet til gennem flere års eksperimenter i mørkekammeret – så længe, at hun har udviklet allergi overfor fotokemikalerne og har fået forbud af lægerne imod at arbejde mere med teknikken.

En del af værkerne er desuden efterbearbejdet med akryl eller kridt.

Resultatet er billeder, der på samme måde som Tavlerne fremtræder på flere planer samtidigt, og som på den måde skaber et spil i rum og tid.

Rex er meget begejstret for teknikken, og et af hendes yndlingsbilleder, Den sydlige dør fra 2006, er netop skabt med fotoemulsion på træ:

“Træets årer kommer frem, så motivet ligger inde bag ved dem, men det træder alligevel frem. Der kommer noget vandagtigt over det, som om det er `flydende årer´ i vand, og det bliver også reliefagtigt, selvom det er helt plant.”

Værket får dermed objektkarakter og en bevægelse, der også findes i filmmediet.

På den måde skelner Rex ikke mellem de forskellige medier, når hun arbejder, men ser dem i stedet som sammenhængende udtryksformer.

Hun konkluderer: “Det hænger sammen at lave film og billeder og fotografier.”

En bjælke gennem kroppen
Jytte Rex opfatter i samme tråd det mangefacetterede og tvetydige i billederne som en kvalitet, der fremstiller tingene mere præcist:

“Jeg synes ikke, at der er noget, der er entydigt. Tingene er komplicerede, og jeg vil gerne have mange lag med af deres uhåndgribelige kompleksitet med, uden at skabe kaos og forvirring. Man kan sammenligne det med eksempelvis en stor sorg. Hvordan kan man beskrive den? Det kan være som en bjælke igennem kroppen.”

Det, som Rex beskriver som “sprækker og åbninger” – det uhåndgribelige i værkerne, skaber dermed veje ind til følelser, der ellers ikke kan sættes ord på.

Associativ arbejdsproces
Værkerne opstår i en proces, hvor Rex får inspiration og associationer fra bl.a. kunsthistorien, tekster og hendes eget billedarkiv med 40-50 års produktion.

Den sydlige dør inddrager eksempelvis et motiv, hun arbejdede med allerede på kunstakademiet i 1960’erne, og som i sig selv er inspireret af renæssanceportrættets frontale figurer på landskabsbaggrunde:

“Nogle projekter aktiverer billeder, som man egentlig har glemt. Der er nogle glemte terræner i sindet, som gør, at man pludselig får sat fokus på et gammelt motiv: Her ligger noget, uden jeg helt er klar over, hvad det er – eksempelvis blev den sydlige dør en tekst, der bare passede til værket.”

Værkerne vokser på den måde ud af “en interaktion eller en integreret formulering” mellem Rex’ mange medier, hvor hun intuitivt vælger det medie, der passer bedst til det drama, hun vil vise, og “filtrerer” resten fra.

Er Rex selv så i virkeligheden en slags løbende brud, når hun skaber sin kunst? Noget tyder på, at hun har fundet sin vej over broen og er kommet videre. I hvert fald virker hun sikker, når hun får stillet spørgsmålet, om den tværmediale praksis også kan være en ulempe:

“Risikoen er kaos”, siger hun, og tilføjer med en rutineret betoning i stemmen: “Men så må filteret træde til. Det går hurtigere og hurtigere med filtreringen, fordi jeg tydeligere ved, hvad jeg kan sortere fra. Jeg kan gå direkte til sagen.”