På tærsklen til værket

Med en soloudstilling, der ikke er bange for at lade sansningen træde i forgrunden, præsenterer den danske kunstnerduo Vinyl, Terror & Horror en række installationer i Den Frie Udstillingsbygning, der i positiv forstand tvinger beskueren til at forholde sig til sin placering inde i eller uden for værket.

“The Magic of…” – en hurtig søgning i pladearkivet discogs.com giver et hav af resultater. Fra The Magic of Abba over The Magic of Mozart til The Magic of Henry Mancini er et fællestræk, at der er tale om tredjerangsopsamlinger, der ikke helt kan bryste sig af at være hverken Best of… eller Greatest Hits. Skulle dette give anledning til at nedjustere forventningerne til kunstnerduoen Vinyl, Terror & Horrors udstilling The Magic of Vinyl, Terror & Horror på Den Frie i København venter der en positiv overraskelse. Udstillingen er nemlig Camilla Sørensen og Greta Christensens hidtil største på dansk jord, og selvom der er tale om en slags opsamlingsudstilling, er det primært værker og installationer fra øverste hylde, der kan opleves i kunsthallen.

I mange af installationerne kan den besøgende opleve en dynamik mellem at være henholdsvis inde i- og uden for værket. I udstillingens første værk Inner Dialogues (2018) er der således en markant forskel på at betragte og lytte til værket ved at bevæge sig rundt om det i forhold til at træde ind i kredsen af 39 sammenbyggede højtalere og være omsluttet af lyden, der roterer rundt i disse. I modsætning til gængs brug kommer lyden fra en pladespiller, der roterer om skiven uden en vinylplades mellemværende, og at træde ind mellem højttalerne giver anledning til at deltage i denne rotation. Effekten er forskellig om man stiller sig i center og lader sig omslutte af lyden eller stiller sig tæt ved en enkelt højtaler og lader lyden passere med korte intervaller, men begge oplevelser er fascinerende.

Blikket rettet mod gulvet

Næste værk Under Construction (2017) kan man ligeledes betragte på afstand eller vælge at træde ind i – eller snarere op på, da man som besøgende rent faktisk går oven på selve værket, der tager sig ud som et gulv lagt i sildebensmønster. Umiddelbart skal man forestille sig en stue, hvor møblementet er på vej til at gå fuldstændig i et med gulvet. Som en rystelse hvor tre dimensioner er i færd med at blive til to, og på sin egen vis imiterer maleriets arbejde med dybden i fladen. Kunstnernes dekonstruerende greb udfordrer beskuerens blik på flere måder. Med blikket rettet mod gulvet orienterer man sig anderledes, end man er vant til i museums- og gallerirummet, hvor ophængningen typisk tilgodeser en opretstående betragtning. Desuden er det svært at undgå, at forsøge at rekonstruere møblerne i deres oprindelige form og på den måde forsøge at trække dem op af gulvet med øjnene.

I Under Construction, der i sin nuværende form er tilpasset udstillingsrummet på Den Frie, indgår også en række højtalere på trods af det faktum, at værket er uden anden lyd end den, der fremtræder, når de besøgende bevæger sig rundt på det knirkende gulv. Værket er dog på ingen måde isoleret, og lyden fra udstillingens tilstødende rum indgår for så vidt som en uproblematisk del af oplevelsen.

I udstillingens tredje rum er der blevet plads til en række mindre værker af svingende kvalitet, som primært tjener til formål at aktivere den besøgendes smilebånd. Mest iøjnefaldende er værket Im Zauberreich der Operette (2017), hvor et kosteskaft med jævne mellemrum banker op i en plade, hvorpå en grammofon spiller løs. Bankeriet får pladen til at hoppe tilbage, og så kan forløbet gentage sig i det uendelige. I værket The Magic of Reginald Dixon (2018) er hovedmaterialet netop en af de ovennævnte opsamlingsalbums af tvivlsom beskaffenhed. Værket er så at sige gået i stå, hvor pladen komplet med omslag er nået halvvejs igennem en makulator. At ødelægge eller dekonstruere både grammofonplader og omslag, er ikke noget, der ligger Vinyl, Horror & Terror fjernt. Alligevel synes jeg, at det er udtryk for usædvanligt stort overskud og selvironi at lade det lille værk pege på hele udstillingen som noget potentielt kassérbart.

Campingvognen

Det er dog en lille campingvognsdør, der tiltrækker sig mest opmærksomhed i rummet. Døren er indlejret i væggen, og for tredje gang bliver jeg usikker på, hvor tærsklen for overskridelse af værkets rum befinder sig. Jeg vælger dog at åbne døren og finder bag den en kort korridor, der ender i selve campingvognen. Inde i det lille indelukkede og luftfattige rum foregår der intet andet end, at en lille mekanisk installation klemmer nogle persienner sammen, men jeg er allerede nået så langt i min overskridelsestrang, at jeg åbner skabe og låger i forgæves forsøg på at finde skjulte facetter af værket. Samtidig må jeg dog erkende, at min egen interageren med campingvognen i den grad bidrager til værket ikke mindst for dem, der står udenfor og kigger ind.

Campingvognen er nemlig en del af værket It Wasn’t Me Anymore (2018) og indeholder mest tydeligt af alle værkerne både et indre og et ydre rum. Vognen er nemlig placeret i en installation i et af kunsthallens andre rum, hvor den lydmæssige ramme består af en række spredte dryp, medens højtalere ombygget til lyskilder hæver og sænker sig fra loftet. Campingvognen er et tilbagevendende element i duoens installationer, og kunne for eksempel opleves i værket Urban Legend på Gl. Holtegaard i 2010 og som en del af værket Road Residence på udstillingen Pastiche (stor skulpturudstilling på Sølyst Slot i 2009).

Kompositorisk dialog

Udstillingens hovedværk The Magic of (2018) optager hele det centrale rum i kunsthallen og spreder sin lyd langt ud over det. Installationen er oprindeligt en karakteristisk Vinyl, Terror & Horror skulptur med ombyggede højtalere, programmerede pladespillere, opskårede instrumenter og video. Men til lejligheden er kompositionen blevet transskriberet af musikeren George Kentros og efterfølgende opført af en oktet med strygere, blæsere, percussion og vokal. En video af denne opførsel spiller sammen med den oprindelige komposition, og den besøgende har således rigeligt af sanseindtryk at forholde sig til, da værket foruden de visuelle indtryk i sig selv er krævende lytning.

Heldigvis fungerer dialogen mellem de to elementer fremragende, og The Magic of kunne sagtens give anledning til gentagne oplevelser hvis ikke varmen i det sommerhede udstillingssted lagde en dæmper på tålmodigheden. The Magic of er i sin form beslægtet med enkelte af de værker, der kunne opleves på Louisiana sidste år ved særudstillingen med William Kentridge, men udtrykket hos Vinyl, Terror & Horror, er mere punket og destruktivt, ligesom det musikalske udtryk er beslægtet med avantgardistisk moderne komposition, noise og industrial, snarere end Kentridges mere melodiøse kompositioner.

At finde sig til rette i værket

Det er dog især den canadiske kunstnerduo Janet Cardiff & George Bures Miller, der synes at være beslægtede ånder. AROS lagde i 2015 lokaler til en særudstilling med Cardiff & Miller, og her kunne besøgende opleve duoens arbejde med rumlige installationer hvor ikke mindst højttalere spiller en betydelig rolle. Hvor canadiernes installationer typisk er kendetegnet ved faste narrative forløb og betragtes ved, at beskueren bevæger sig rundt om værkerne, lægger Vinyl, Terror & Horrors værker langt mere i hænderne på beskueren, der selv må finde sig til rette i nogle værker, der er langt mindre fast defineret, og hvor overskridelsen er en allestedsnærværende komponent.