På tværs af arter

”SHUT THE FUCK UP!”, råber digteren Morten Søndergaard glad i Dome of Visions. Han har lige performet sit ande-digt og fortsætter med at afspille en optagelse af sine hjernebølger, som han bearbejder med live-optagede lyde: Han kradser i suturen på et dyre-kranium, kaster lidt rundt med en bog eller spiller på et af de simple instrumenter foran sig.

Den næste performer/forfatter på programmet, Angela Rawlings, læser højt med lange hvisle- og flappelyde fra sin sommerfuglepoesi, dernæst reciterer kunstneren Asbjørn Skou dramatisk sit digt om skimmelsvamp.

Bag ham toner et diasshow med billeder af fugtige, gråsorte plamager på kælder- og husvægge og mikroskop-close-ups af lysende grønlige svampegevækster frem.

Sameksistensens æstetik
Laboratoriet for Æstetik og Økologi ved kuratorkollektivet Dea Antonsen og Ida Bencke satte for nylig fokus på vores sameksistens med andre ikke-menneskelige arter samt miljøproblematikker.

Med diverse arrangementer deriblandt forsamlingen TRANSART; en udstilling, et performanceprogram, talks, oplæsninger samt debat i Dome of Visions, vil platformen forsøge at vende blikket mod et post-apokalyptisk scenarie, hvor vi er nødt til at overveje en verden uden mennesket.

Paradoksalt må vi i en ’menneskets tid’ konfrontere os med alt det ikke-menneskelige og forstå, at vi er et vældigt ’vi’, mener Laboratoriet.

”Spørgsmålene, om de måder vi lever sammen og indgår i relationer på, som TRANSART behandler, er aktuelle økologiske spørgsmål, der i kraft af de presserende klimaforandringer blinker som store advarselslamper for øjnene af os. Men i virkeligheden er det problematikker, der rækker langt tilbage i vores, og her mener jeg den vestlige, kultur og som også er knyttet til feministiske problemstillinger omkring køn-, race- og klassestrukturer.”, forklarer Dea Antonsen.

Natur som produkt
Dette tankesæt finder man også udfoldet i tv-udsendelsen helt tilbage fra 1987 med den feministiske cyborgfilosof, biolog og kulturkritiker Donna Haraway.

Videoen er et af hovedværkerne på TRANSART og er en mulig indgangsnøgle til resten af udstillingen. I udsendelsen analyserer Haraway kritisk The National Geographics udlægning af gorillaen Kokos udsagn og adfærd. Koko kan mere end 1000 tegnsprog og kommunikerer med sin dyrepasser.

Haraway spørger i udsendelsen ind til, hvordan vi selv producerer det, vi kalder ’natur’ på et specifikt tidspunkt for en helt specifik gruppering af mennesker. Haraway binder altså historiske knuder til den vestlige verdens strukturer og kulturforståelse. Hun pointerer, det selvfølgelig betyder noget, hvem der skriver historien og om hvem. Dermed står det også åbent for os at forsøge at skrive historien om, hvis vi vil.

Kunstens potentialer
I et andet videoessay på udstillingen, af kunstneren Kathy High, behandles tillige den prekære relation og kommunikation mellem menneske og dyr. Gadehunden Lily går i en træt og lakonisk voice-over i filmen i rette med den franske filosof Jacques Derridas tekst L’animal que donc je suis, der omhandler dyrs subjektivitet.

Lily føler sig fx ligesom Derrida også lidt ilde til mode, når hun er nøgen foran en kats arrogante blik. Værket giver måske en idé om dyrs bevidsthed og en ny forståelse for dyrs individualitet, men påpeger heldigvis også humoristisk sin egen konstruktion; at det er kunst, der er tale om.

TRANSART vil netop diskutere den tværæstetiske kunsts muligheder for at frembringe nye eksperimenterende rum og skrive andre historier med inspiration i naturen, hvor symbiose og gensidig afhængighed afveksler vækst og indbyrdes konkurrence (Survival of the Fittest).

Den danske kunstner Lisbeth Banks myretueskulptur er fx produceret, så der opstår et afhængighedsforhold mellem de levende bladskærermyrer og skulpturen, de bevæger sig rundt i.

Bladskærermyrerne i naturen tager blade med hjem til deres myrebo, men da de ikke har enzymerne, der skal til for at nedbryde plantematerialet, dyrker de selv svampe, som kan. Til gengæld fodrer myrerne ikke kun svampene, men holder dem også rene. Banks værk Mutulalistiske skulpturer overfører denne metode. Skulpturen består af organisk materiale, som myrerne kan fodre deres svampe med, så skulpturen transfomeres i takt med den nedbrydes af samarbejdet mellem myrer og svampe.

Lisbeth Bank har tidligere arbejdet med andre foranderlige, levende skulpturer; en slags terrarier med sytrådsnetværk indeni, men har også gået skridtet videre og lavet en camouflageverden til insekterne, for også at give dem noget.

”Det er et stort arbejde at have levende organismer med, og jeg overvejer da også om, jeg kan forsvare det. Jeg er meget påpasselig med, at man kan se, de kan få luft og får mad. Det er ikke en skulptur, man kan forlade, den skal passes. Så derfor laver jeg også ofte skulpturer, der ’kun’ er inspireret af processer fra naturen”, fortæller Bank.

Iboende tragikomisk fejl
Laboratoriet for Æstetik og Økologi lægger ligeledes vægt på og er ikke blinde for, at flere af de udstillede værker på sin vis tragikomisk fejler. Hybridplanten af Eduardo Kac, hvor kunstneren tvinger blomsten til at overtage hans DNA, er ligesom med de indespærrede myrer et overgreb.

TRANSART handler om gadekryds, eksperimenter og sværmerier mellem (kunst)arter; det er stadig en undersøgende proces af, hvad væren kan være på randen af katastrofen uden at give svar.

TRANSART-weekenden bød desuden på et seminar med en række oplægsholdere; kunstner Tue Greenfort, forfatter og redaktør Angela Rawlings, arkitekt og Ph.d. Anna Maria Orru, adjunkt ved Medicinsk Museion Adam Bernhard, kritiker og ph.d. Fran Gallardo modereret af forsker i økopoetik og posthumane teorier fra Lunds Universitet, Elisabeth Friis.

Her fortsatte den komplekse debat og de forsigtige ideer om kunstens potentialer til forandring samtidig med mulighederne for inspiration i naturen. Og et vigtig spørgsmål blev, hvordan man skriver nye historier om naturen; afnaturaliserer den og os.

Laboratoriet for Æstetik og Økologis TRANSART viste ikke kun hybride værker, men virkede selv som tankevækkende og åben hybrid, der måske kan give sprækker ind til og sætte frø til en større sensibilitet overfor de mere end hastende spørgsmål om, hvor vi skal hen sammen? Og hvad kan vi blive sammen?