På vej ind i den flydende zone

Et flydende felt for mennesket og kunsten
Forståelsen af mennesket, der bygger på, at vi har fuld kontrol over ‘vores’ verden, kultur og ‘os selv’, er i krise.

Dette betyder ikke, at vi er ved at gå under eller forsvinde, men snarere at vi skal til at forstå mennesket, os selv, og vores rolle på en ny måde. Der er muligheder i krisen: Den åbner for nye erkendelser og indsigter – samt, ikke mindst, nye måder at erkende og opnå indsigt på.

Det er dette flydende felt mellem kunst og teknologi, der er udgangspunkt for udstillingen Biotopia og konferencen Art in the wet zone.
Læs baggrundsartikel til PORT 2010.

Kunstens post-digitale rolle
Biotopia tager fat på spørgmålet om, hvad der sker med kunsten i en tid, hvor teknologiske og biologiske livsformer udfordrer hinanden og indgår i stadig tættere forbindelser. Den undersøger hvordan kunsten udfolder sig i denne nye tilstand, udsat i en situation mellem bits og atomer, hvor særdeles medievante, men knapt så bevidste, postdigitale mennesker færdes.

Det er denne situation (eller tilstand), der konstituerer ‘a wet zone’ – et flydende felt.
Læs interview med koordinator for PORT 2010, Jens Peter Kofoed.

Stelarc: En ny kropslighed
I det flydende felt er en krop ikke bare en krop. Kroppen er ikke ‘sig selv’ og et fast udgangspunkt for at forstå verden. Den er ‘obsolete’ (overflødig og uddateret) siger kunstneren Stelarc, der deltager på både udstillingen og konferencen.

Det drejer sig derfor om at finde ud af, hvad der træder i stedet for kroppen. Eller snarere: hvad kroppen så ‘er’ eller ‘betyder’?

Stelarc lader til at insistere på, at der ikke findes faste enheder og opdelinger, som mellem krop og sjæl, når det drejer sig om kroppen. Kroppen er ikke noget, vi kan forholde os til udelukkende som  ‘udefra’ (eller ‘indefra’, for den sags skyld). Dette skyldes, at vi ER kroppe – hvilket igen betyder, at kroppen både er ‘kød’ og ‘idé’, når vi oplever den. Han taler derfor om kroppen, som en ‘fysisk forestillingsproces’.

Når vi siger krop, siger vi altså også tanke, og Stelarcs værk vil have os til at nytænke funktioner som handling, sansning, tanke og følelse.

At erfare i den flydende zone
Det er ofte filosofiske undersøgelser af ‘os selv’ udsat i en ny situation, som kunsten og teknologien er med til at forstærke. Vi vil aldrig være i stand til at se verden som een ting, eller opfatte den som et panorama, vi kan beskrive indenfor en fast ramme – og fra et statisk punkt. Tingene bevæger sig ud af de faste rammer.

Ting skal ikke opfattes som fænomener, der erfares af et subjekt ‘udenfor’ fænomenerne, men som et resultat af en, populært sagt, samarbejdende erfaringshorisont, hvor krop og tanke spiller sammen i en affektiv og sensitiv proces. Vi bliver nødt til at bevæge os med tingene for at forsøge at forstå dem.

Kunstens momentvise udforskning af kroppen som både kødets og ideernes transformator, er et af de midler, vi har til rådighed, til at opnå en sådan bevægelighed.

Et nyt forhold til omgivelserne
Det flydende felt skaber også et nyt forhold til vores omgivelser. Tingene udfordrer os og vores blik er genstand for andres blik. Tingene ser på os, men undviger altid et direkte og udtømmende ‘forstående’ blik. Vi holder øje med os selv. Teknologien gør det muligt at overvåge, men der er ikke noget ‘centrum’ i denne overvågning.

Omgivelsernes påvirkning illustreres i Jacob Kirkegaards POLYTHERA, der er en vand, lyd og lys-installation, der bygger på en idé fra science fiction-romanen Solaris af Stanislaw Lem fra 1961, hvor den langsomt flydende væske, der dækker planeten Solaris, omskaber alt, hvad der eksisterer.

Installationen består af et basin fyldt med vand, som bringes til at vibrere gennem lyd med frekvensen 34 hz. Stroboskoblys oplyser vandoverfladen i takt med den lyd, der får vandet til at vibrere. Dette skaber en syns-illusion: Det ser ud som om vandet bevæger sig i slowmotion.

Det flydende felts ‘våde’ æstetik
Den ‘våde’ æstetik er i høj grad ikke ’blot’ båret af en ‘digital’ kunst, men af spørgsmålet om, hvad der sker, når teknologi, menneske og videnskab for alvor samarbejder? Er kunstneren den nye videnskabsmand – eller omvendt?
Biotopia stiller dette spørgsmål – netop med et spørgsmålstegn frem for et udråbstegn

Udstillingen Biotopia og emnet for PORT 2010 konferencen er i sig selv et work in progress og vil udformes som en undersøgelse af kunsten i det flydende felt i stadig udveksling mellem digitale og biologiske materialer – også hos publikum! Konceptet er således åbent og diskursivt. Det er en platform hvor både kunstneriske og videnskabelige spørgsmål bliver stillet.