Parterapi – Fællesskab er ikke nødvendigvis harmoni

Hvad sker der, når man vælger at være to – ikke bare i livet, men også i kunsten? I mere end 20 år har de otte danske kvinder arbejdet sammen i fire kunstnerduoer. De har delt idéer, arbejdsliv, konflikter og kunstneriske beslutninger. Nu mødes de på Statens Museum for Kunst i udstillingen Parterapi, hvor spørgsmålet om, hvordan vi lever og arbejder sammen, bliver undersøgt gennem værker om magt, omsorg, erindring, materialer og tilhørsforhold.

Fællesskabet er ikke kun et tema i udstillingen Parterapi på Statens Museum for Kunst. For de fire kunstnerduoer Bank & Rau, Hesselholdt & Meilvang, J&K og Randi & Katrine er det også en arbejdsform, der har gjort det muligt at eksistere som kunstner, og en måde at møde publikum på.

Kunsthistorien på et museum som SMK med 700 års kunsthistorie er i høj grad skrevet som individets historie. Det er historien om det kunstneriske geni, ofte den ensomme mand, der arbejder isoleret og betaler en høj pris for sit kunstnerskab.

Over for den figur står de fire duoer, der har gjort noget andet.

De fire samarbejder opstod omkring slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 00'erne, og samarbejderne har holdt ved. På den måde er Parterapi ikke en survey over dansk samtidskunst, men et fokuseret blik på fire kunstnerskaber, der deler en historik og en æstetisk interesse for fællesskaber.

Udstillingens kurator Camilla Jalving kalder deres måde at organisere sig på for en form for “organisatorisk feminisme”.

Da kunstnerne gik på kunstakademiet, fik de at vide, at børn og familieliv kunne være svært at forene med en kunstnerisk karriere. De fik børn alligevel. Og duoerne gjorde det muligt at organisere sig på andre måder, blandt andet ved at kunne dække ind for hinanden.

Det gør samarbejdet til mere end et spørgsmål om kunstnerisk metode. Det bliver også et spørgsmål om, hvordan man kan indrette et liv. Når man arbejder to og to, må idéen hele tiden ud af hovedet og ind i verden. Den skal forklares til et andet menneske.

“Man kan ikke bare gå og putte med den. Den skal fremsiges, den skal udsiges,” siger Jalving.

Det er ifølge hende også en del af forklaringen på, hvorfor duoernes kunst i så høj grad er rettet mod omverdenen. Den er teatralisk, scenisk, humoristisk og ofte direkte adresserende. Det handler om kommunikation. 

Udstillingen begynder allerede, før man egentlig er kommet ind på museet. Ved indgangen til SMK vajer en række flag, der ikke er genkendelige, men sammensat på nye måder. De ligner signaler, men siger ikke umiddelbart, hvad det er, de signalerer. Inde i forhallen står et callcenter, der tilbyder mobilopladning, et rebværk ændrer den måde, publikum står i kø på, og på museets infoskærme dukker billeder op, som ikke helt hører hjemme dér.

Det er ikke bare kunstværker placeret i et museum. Det er en udstilling, der blander sig med museets funktioner. Og det er en vigtig pointe i Parterapi, hvor de fire kunstnerduoer indtager museet fra det offentlige rum og videre ind gennem forhallen, udstillingshallen og museets Skulpturgade.

De fire duoer har ikke bare arbejdet sammen om at skabe udstillingen Parterapi. De har arbejdet sammen i mere end 20 år. De har tilvalgt hinanden som kunstneriske samarbejdspartnere og organiseret deres arbejdsliv omkring det at være to. Samtidig handler deres kunst på meget forskellige måder om de fællesskaber, mennesker indgår i: familien, velfærdsstaten, nationen, Europa, den fælles kulturhistorie og – hos J&K – de materialer og andre eksistenser, som mennesket normalt placerer uden for sit eget fællesskab.

“Værkerne bliver skabt i fællesskab. De handler om fællesskaber. Men de skaber også fællesskaber,” pointerer udstillingens kurator Camilla Jalving.  

Men fællesskab er ikke nødvendigvis lig med harmoni. Det er netop derfor, udstillingen hedder Parterapi.

“Det er ikke, fordi vi tænker, at værkerne kan kurere os. Det kan de måske, men først og fremmest er det værker, kunstnerskaber og praksisser, som insisterer på at blive i besværet,” siger Jalving.

For terapi handler, som hun beskriver det, om at se problemerne i øjnene og anerkende, at der er konflikt. Og det er også det, kunstværkerne gør. De undersøger det, vi har til fælles, de motiver og symboler, vi forstår os selv og hinanden igennem, og det, vi som samfund tillægger værdi.

I museets udstillingshal bliver den pointe konkret. Her møder man værker fra alle fire duoer i en stor totalinstallation, hvor kunstnerskaberne flyder ind i hinanden. Rummet er som et scenisk bylandskab, hvor man bevæger sig fra scene til scene. De fire duoer har hver deres tematik og kunstneriske tilgang, men værkerne får samtidig lov til at tale sammen på tværs.

For Bank & Rau er Vedligehold omdrejningspunktet. Her bliver fællesskabets mere hverdagslige og usynlige sider undersøgt: alt det arbejde, der skal til for at få et hjem, en institution eller et samfund til at fungere. Det er den slags arbejde, der sjældent bliver synligt, før det ikke bliver gjort. Hvem tager opvasken? Hvem sørger for, at hverdagen hænger sammen?

Et af værkerne, Collective Loads, gør selve samarbejdet fysisk. En stor cirkulær formation af stofskikkelser fylder rummet. Figurerne holder fast i hinanden og står på hinandens skuldre, næsten som en kæmpemæssig gruppe gymnaster, der kun kan holde formen ved at støtte sig til hinanden. Det kræver ti mennesker at samle værket. Dermed bliver fællesskabet ikke kun noget, skulpturen forestiller, men også noget, der ligger indbygget i dens tilblivelse.

Hos J&K er udgangspunktet at bevæge sig væk fra forestillingen om fællesskab som noget, der kun handler om mennesker. I deres univers får udsmidte og oversete materialer lov til at træde frem som objekter med deres eget liv og deres egen glans. Det handler ikke kun om at give værdi til det, vi har smidt ud, men også om at forskyde det menneskelige perspektiv.

Randi & Katrine arbejder derimod med den fælles visuelle hukommelse; genstande, arkitekturtyper og billeder, som findes omkring os, men som vi er holdt op med at se. En ananas, der engang var en eksotisk luksusvare, et gammelt transformatortårn eller en takeaway-boks kan på den måde få en ny plads i vores blik.

I Skulpturgaden bliver Parterapi mere monumental.

Her har Hesselholdt & Meilvang skabt The Poetics of the Impossible, en stor installation, der nærmest forvandler museets amfiscene til et teatralsk Europa-univers.

Det første, man lægger mærke til, er den gennemgående rødbedefarve. De hængende tekstiler stammer fra Udenrigsministeriet og har tidligere været brugt i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. I installationen ser man også europapaller, patruljebåde, stjerner, katastrofetæpper, en blomsterkrans med sørgebind og referencer til Columbus' skib.

Det er materialer fra forskellige dele af det europæiske fællesskab samlet i én scenografi.

Rødbedefarven leder tankerne mod det europæiske pas. Og passet er et magtobjekt, fordi det fortæller, hvem der har adgang, og hvem der ikke har. Duoen tager dermed nogle af de symboler, som normalt skal få Europa til at fremstå som et samlet fællesskab, og gør dem mærkelige.

Højtidelighed og absurditet eksisterer side om side. En trompet bevæger sig fra Beethovens Ode to Joy, EU's musikalske symbol, over en dødsmesse og videre til 90'ernes Eurodance-hit Rhythm of the Night.

“Det er sådan en form for indfang af den tid, vi lever i, lige her og nu, hvor EU er presset fra en masse sider,” fortæller duoen.

Men værket handler også om sameksistens.

“Hvordan kan vi leve sammen i den her verden?” spørger de. “Det er ekstremt kompliceret, helt fra vores parforhold til storpolitik.”

Dermed bliver The Poetics of the Impossible også en konkret udgave af udstillingens titel: en form for parterapi for det europæiske kontinent.

De øvrige værker i Skulpturgaden skubber spørgsmålet videre. Randi & Katrine har trukket en amerikansk Covered Bridge ind i museet. Bank & Rau undersøger med Use Us kasserede objekter og ser nærmere på, hvad det er for materialer, vi omgiver os med, hvordan det siger noget om en generation, og hvad der sker, hvis man dissikerer disse genstande. Og hos J&K bliver Onshore – et ordspil over at være usikker eller væk fra kysten – en tømmerflådeagtig konstruktion til en slags ark for strandede og kasserede materialer.

“Hvad er et materiale ud over det menneskelige perspektiv?” spørger de.

Det er et spørgsmål, der følger Parterapi hele vejen gennem museet.

Fra flagene ved indgangen til callcentret i foyeren. Fra den usynlige opvask og det fælles vedligehold til Europa-installationen, den glemte arkitektur og de strandede materialer.

Udstillingen handler om fællesskaber, men den fremstiller dem ikke som problemfri.
Tværtimod.

Der er magt i fællesskaber. Der er arbejdsdeling. Der er grænser for, hvem der får adgang. Der er ting, vi overser. Der er materialer, vi kasserer. Der er konflikter, der ikke kan løses med en enkelt god samtale.

Og måske er det netop derfor, Parterapi er en passende titel.

For terapi handler ikke nødvendigvis om at få et forhold til at fungere perfekt. Det handler også om at kunne blive i det, der er vanskeligt, længe nok til at se på det.

De fire kunstnerduoer har hver især gjort det i mere end 20 år, og nu lægger de deres fælles kunstneriske erfaringer frem på SMK.

Men de lægger også samfundet på briksen. Og når værkerne rækker ud efter publikum, er det måske ikke kun for at fortælle os, hvad vi har tilfælles.

Det er for at spørge, hvad vi vil gøre ved det.