Peter Brandt: “Det er det, man gør med kvinder: Man brænder dem på bålet”

I udstillingsprojektet ARISA analyserer og materialiserer kunstneren Peter Brandt relationer mellem strukturel hvid vold, racisme og sexisme. Det sker med udgangspunkt i fortællingen om den amerikanske skuespiller og aktivist Jean Sebergs liv. Udstillingen er lavet i tre medier: en arkiv-del, en performativ video og et stort gulvtæppe. Peter Brandt fortæller her om sine feministiske strategier og sin research-orienterede kunstpraksis.

Peter Brandt (f. 1966) havde ikke en specifik interesse for skuespilleren Jean Seberg (1938-79) og havde kun set en enkelt af hendes film, Åndeløs, instrueret af Jean Luc Godard. Men da han for et par år siden surfede rundt på nettet, så han et vintage-pressefoto til salg af skuespilleren i en scene fra filmen Saint Joan fra 1957. Her spillede hun rollen som den franske helgen og martyr Jeanne d’Arc, der blev brændt på bålet. Det fangede i særlig grad hans interesse:

”Billedet var fra hendes første film, og det fik mig til at tænke: “Det er dét, man gør med alle kvinder: Man brænder dem på bålet”. Jeg vidste intet om hende, men lige dét foto satte en masse tanker i gang hos mig, så jeg købte det. Da jeg modtog det, så jeg, at bagsiden af fotografiet indeholdt en mængde information. Hvor forsiden for mig handlede om, hvordan Seberg var blevet iscenesat og objektgjort ud fra et mandligt blik, var der på bagsiden maskinskrevet tekst, noter skrevet i hånden, et avisudklip, tape, samt et klistermærke. Fotografiet havde kort sagt haft et liv gennem mere end 50 år og været igennem forskellige menneskers tanker, hænder og handlinger.”

Det blev begyndelsen på Brandts research omkring Seberg. Via diverse søgninger på nettet fandt han frem til forskelligt materiale, der var til salg. Det var en proces, der var båret af en umiddelbar emotionel respons:

”Jeg styrede udenom alle fotografier, der var relateret til Åndeløs, fordi jeg havde lyst til at udforske de mere ukendte sider af hende. Det var en proces, der strakte sig over et par år, hvor jeg langsomt begyndte at indkøbe forskelligt materiale, såsom vintage pressefotografier, bøger, en falmet Claude Chabrol 35 mm. film, hvor hun spiller hovedrollen, samt originaludgaven af det digt, hun skrev og dedikerede posthumt til den franske filosof, mystiker og aktivist Simone Weil, signeret og med hendes rettelser i tusch.”

”Hvor Seberg i de forskellige kulturprodukter var iscenesat, seksualiseret og materialiseret til et objekt, man kunne profitere på økonomisk, er der en helt anden ting på spil i det digt, hun skrev til Simone Weil i 1974. Her er Seberg et subjekt med sin egen stemme og agens, og derfor er det et af projektets allervigtigste dokumenter.”

Aktivisme og FBI – overvågning

Peter Brandt kom hurtigt på sporet af Sebergs politiske aktivisme – fra hendes tidlige ungdom og senere, da hun involverede sig i bevægelsen De Sorte Pantere. I perioden 1956-71 havde Federal Bureau of Investigation (FBI) et ulovligt overvågningsprogram COINTELPRO, der havde til formål at overvåge, miskreditere og neutralisere politiske grupper og individer, der i FBI’s optik blev set som værende skadelige for USA.

I 1969 iværksatte COINTELPRO en intens overvågning af Seberg, og det fik fatale karrieremæssige konsekvenser for hende. I 1979 forsvandt hun i Paris og blev 10 dage senere fundet død på bagsædet af en bil. Det er aldrig blevet opklaret, om det var et selvmord eller en likvidering orkestreret af FBI.

”Det tog lang tid, før jeg rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med materialet. Langsomt kunne jeg se, at jeg havde lavet et arkiv, ikke bare over Seberg, men også over en specifik historisk tid med et narrativ spændt ud mellem sexisme, racisme og statsvold, der for mig resonerer med tiden lige nu.

Det blev ret hurtigt klart for mig, at uden FBI-dokumenterne ville jeg ikke have noget projekt. Det er en afgørende del af Sebergs historie, at FBI, dvs. staten, iværksatte et langstrakt overgreb på hende,” forklarer han.

Hvordan får man adgang til FBI-dokumenter?

Det tog tid, før han fandt frem til, hvordan man anmoder om aktindsigt hos FBI. Han havde egentlig ikke forventet at høre fra dem: ”Jeg tænkte, at mailen sikkert bare ville forsvinde blandt alle andre mails, men kort tid efter jeg havde henvendt mig, fik jeg en mail fra dem med de filer, som blev offentliggjort i 1979. Det vil sige: Der er stadig dokumenter i Sebergs FBI-fil, som aldrig er blevet delt med offentligheden.”

”På det tidspunkt vidste jeg, at jeg ville lave en udstilling i tre medier; en arkiv-del, en performativ video, samt et stort gulvtæppe, der skulle dække hele det største rum i Kunstpakhuset. I arkiv-delen har jeg lavet forskellige nedslag i hendes historie og samtid ved brug af det fundne materiale og FBI-filen. Historien bliver fortalt i en lineær dramaturgi, der samtidig cirkulerer omkring relationer mellem sexisme og racisme. Én af de sætninger, der bliver gentaget mange gange i FBI-filen, er, at hun er ”a white sex perverted actress”. Det er en interessant sætning, da den peger direkte på tre magtforhold – hun er hvid – hun er kvinde – hun er seksuelt ude af kontrol. Det er selvfølgelig også en helt vild, misogyn sætning, som rammesætter hele projektet.”

Kodenavn ARISA

ARISA var COINTELPRO’s kodenavn for Seberg, og det er også titlen på udstillingens videoværk. Det blev optaget i Studio 101 i London i 2023. Optagelsen fandt sted i et helt hvidt studie, hvor filmfotografen Arturo Bandinelli med håndholdt kamera filmer Peter Brandt i én lang optagelse. Fotografen ændrer konstant på kameralinsen, så både krop, køn og alder ophæves og videoen til tider opløses til et nærmest abstrakt sløret billedsprog.

”Jeg var optaget af forskellen i, hvordan man historisk har filmet kvinder og mænd i spillefilm op gennem filmhistorien. Mænd bliver traditionelt set filmet i en hårdere belysning, i hel-figur og som et handlende subjekt, hvorimod kvinder bliver filmet i en fragmentation af kroppen, passive, samt i en blødere belysning, så de fremstår som et fantasiobjekt. Jeg har de senere år, været meget optaget af hvidhed, dét at jeg er en hvid mand i en kultur domineret af hvidhed, samt dét at jeg selv indgår i hvidhedens magthierarkier og voldelighed.”

”I videoen gestalter jeg udvalgte gestus fra filmen Åndeløs (1960) oprindeligt udført af Jean Seberg og Jean Paul Belmondo som et ‘kodet sprog’ – aldrig til hinanden, men udelukkende rettet direkte til kameraet og dermed til os beskuere. I videoen flyder også tekstfragmenter fra FBI-filer som et net hen over min krop til lyden af min oplæsning af breve fra FBI-filen. Breve skrevet af amerikanske borgere i protest over FBI’s systematiske overgreb på Seberg og misbrug af deres politiske magt.”

Modstand og sårbarhed

Til udstillingens største rum har Peter Brandt i samarbejde med grafisk designer Andreas Lind Johansen og Egetæpper produceret et stort vævet gulvtæppe med titlen Resistance and Vulnerability. Til tæppet er brugt et udsnit af fotografiet fra filmen Saint Joan, hvor man ser Seberg på bålet, men billedet er opløst i pixels. I tæppets to langsider er indvævet tekstfragtmenter af Simone Weil:

“Fragmenterne italesætter en kritik af patriarkalske magtstrukturer og omhandler værdien af sårbarhed og tilstedeværelse. Teksterne udtrykker også en opfordring til solidaritet med den, der befinder sig i en underordnet position. I værket ønsker jeg at sætte Weils tænkning i spil med Sebergs aktivisme og i kontekst til vores tid, hvor tilstedeværelse er blevet langt vanskeligere at etablere; – og hvor det at tænke har mistet sin værdi i et samfund styret af kapitalen”, fortæller Peter Brandt afslutningsvis om udstillingens største værk.