Peter Brandt: “Vi har brug for en anden form for maskulinitet”

Peter Brandt er en af de få mandlige kunstnere, der specifikt forholder sig til kroppen, kønnet og ikke mindst maskuliniteten. For mens kvinderne længe har været igang med kritisk at undersøge kønsspørgsmål, er det så som så med dybere, kunstneriske maskulinitetsstudier. For hvad er maskulinitet i dag? Hvorfor er maskulinitet ofte forbundet med forskellige former for vold – og er det muligt at tænke maskulinitet på en helt anden måde?
Læs her om, hvorfor Peter Brandt mener, det er essentielt, at vi beskæftiger os med det centrale i den patriarkalske struktur. Nemlig kønnet og magten.

Hvordan ser du på mandens rolle og udfordringer i dag, og hvordan arbejder du med det i din kunst?

Jeg har igennem mange år arbejdet med repræsentation af krop, køn og maskulinitet. Med hvordan køn bliver produceret – og især reproduceret – i et vestligt samfund, samt den modstand det ofte medfører at italesætte dette. Der er jo hele tiden en diskussion om, hvorvidt kønnet er biologisk eller socialt og kulturelt konstrueret og her tænker jeg, at selvfølgelig er der elementer af biologi i køn, men et lille barn bliver socialiseret ind i tanker, forestillinger og stereotyper, væremåde og adfærd lige fra det bliver født. På uddannelse og arbejdsmarkedet ligger stereotyperne stadig tungt i strukturerne og hvis vi ser på kultur- og kunsthistorien så er det som skåret ud i granit.

Jeg var meget ung, da jeg kom ind på Kunstakademiet. Efter et stykke tid holdt jeg op og kom så tilbage mange år senere. Indimellem gik jeg på en teaterskole, hvor jeg blev trænet i Stanislavskij-teknik af en russisk skuespiller og instruktør. Det er denne træning hele min kunstneriske praksis udspringer fra. Arbejdet med min egen krop og mine egne erfaringer ofte i kontekst med et historisk materiale og arbejdet med at omsætte det i en fysisk form.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg ikke rigtig interesserede mig for at lave en karakter. Men dér, hvor der var noget på spil for mig, var at bruge min egen erfaring i relation til sociale og kulturelle spørgsmål og det at arbejde med repræsentation. Så jeg vendte tilbage til kunstakademiet. På det tidspunkt var det et ret fjendtligt og hierarkisk sted, så jeg var der så lidt som muligt. I stedet begyndte jeg at opbygge min egen relation til (kunst)historien ved selv at researche på kunstnere, jeg kunne relatere til. Jeg analyserede deres værker og praksis og læste tekster – feminisme, queer teori og maskulinitetsstudier. På den måde opbyggede jeg en form for arkiv, jeg kunne operere ud fra.

Det var også på den tid, at jeg begyndte at arbejde med min egen nøgne krop i performative værker. Det var for at få sårbarheden i spil, men også for at undgå den konflikt, der er i at have beklædning på i en performance, da tøjet altid vil blive opfattet som et kostume, lige meget hvor neutralt det så end er.

Det var en lang ørkenvandring, da der i den tid ikke var meget respons på at arbejde på den måde.
Det kolliderede med det traditionelle billede af den mandlige kunstner, der beskæftiger sig med universelle emner, holder sin egen historie udenfor, og i hvert fald slet ikke gør brug af sin egen nøgne krop. Jeg blev ret hurtig klar over, hvor konventionel og konservativ kunstscenen egentlig er. Det blev tydeligt, hvordan visse praksisser har svært ved at resonere i kulturen, da de simpelthen er udenfor, eller i hvert fald ret så marginaliserede, og dermed ofte indtager en ustabil position som den eksotiske Anden.

Er kroppen og kønnet politisk?

Jeg tænker, at vi alle er politiske subjekter, og derfor er kroppen og kønnet afgjort politisk. Se bare på historien: Hvor mange kampe for rettigheder til egen krop har der ikke været, og er der endnu? Jeg tænker på fri abort, prævention, homo- og transrettigheder, samt lovgivning om fysisk og seksualiseret vold.

Jeg synes stadig, at vi i dag er i stenalderen i forhold til at beskytte det enkelte menneske. Vi lever i et samfund, der er gennemsyret af voldelige handlinger, af diskrimination, men også ofte af uvidenhed og historieløshed. Der er nærmest en stolthed i at være ikke-vidende. En selvtilfredshed, der ikke bidrager til et mere inkluderende samfund eller til solidaritet. Danmark er et mærkeligt land. Vi er et af verdens rigeste og mest privilegerede lande, og samtidig er vi en af de mest xenofobiske befolkninger.

De sidste års diskussioner, som #MeToo har skabt, optager mig meget. Det er godt at se, hvordan køn og magtforhold endelig har indfundet sig på den kulturelle- og politiske dagsorden. Nu bliver det maskuline subjekt taget til ansvar for adfærd og handlinger. Det er tydeligt, at vi har brug for en anden form for maskulinitet end den, vi har nu, som ofte er forbundet med forskellige former for voldelighed. Når jeg siger dette, tror mange, at jeg mener, at mænd skal blive mere som kvinder, men for det første er der mange kvinder, der støtter op omkring patriarkatet, og derudover er det så også et udtryk for at tænke i binære strukturer.

Jeg tror, at det er fuldstændig afgørende, at vi kaster et meget kritisk blik på vores forståelse af maskulinitet, hvis vi gerne vil ændre verdens tilstand. Hvad med en helt anden form for maskulinitet, hvor det maskuline subjekt kan folde sig ud i alle retninger uden at skulle risikere at blive nedgjort for ikke at være mand nok? Hvad med en maskulinitet, der tager afstand fra brug af vold og overgreb? Hvad nu hvis empati var en af de største maskuline dyder, hvordan ville verden så se ud?

“Lad os omstyrte patriarkatet” står der på din ‘valgplakat’ fra 2019. Er det det, verden har brug for?

I 2019 lavede jeg en alternativ valgplakat i frustration over manglen på italesættelsen af køn og magtforhold i valgkampen. Det var som om, at de emner slet ikke eksisterede. Valget i 2019 blev jo også af medierne udnævnt som et klimavalg. Selvfølgelig var det godt, at klima kom på dagsorden. Men hvis vi ikke ser de magtforhold og den voldlighed, som de patriarkalske strukturer opererer med – i en farveblind verden – så vil magtforholdet stadig være det samme. Derfor mener jeg, at det er helt essentielt, at vi beskæftiger os med det centrale i den patriarkalske struktur, nemlig kønnet og magten.

Men det er som om, at italesættelsen af køn og magtforhold vækker mange følelser og modstand. Det er måske fordi, det kolliderer med en form for essens-tænkning nedarvet igennem historien, som mange mennesker ikke vil give slip på.

Du bruger din personlige historie såvel som din sårbarhed som ‘stof’ i din kunstneriske praksis. Kan du fortælle lidt om dine bevæggrunde – og hvad det er, du ønsker, publikum skal få ud af mødet med din kunst?

Jeg har altid været optaget af kunstnere, der bruger deres eget liv som materiale for kunstnerisk produktion. I en del år har jeg beskæftiget mig med såret maskulinitet, som også udspringer af min egen erfaring med vold.

For en del år siden blev jeg slået ned under et stipendieophold i Rom. Jeg fik en del skader, bl.a. en hjerneskade, som gjorde, at jeg var i et meget langt og intensivt genoptræningsforløb på Center for Hjerneskade i København.

Processen gav mig en stor indsigt i mig selv og mine problemer – om de så var fysiske, kognitive eller psykiske. Samtidig har jeg beskæftiget mig en del med traumeteori og Disability Performance Studies, for at udforske, hvordan jeg kan materialisere den sårede krop i en normativ struktur.

Hele voldserfaringen har manifesteriet sig i en lang række værker i forskellige medier, og i 2020 udgav jeg bogen No Safe Place. Det er en bog, der forsøger at genetablere ”ofret” som en værdig position i en kultur, hvor det specifikke offer for personfarlig kriminalitet ofte bliver latterliggjort eller forbigået i tavshed.

Vi har tydeligvis stadig svært ved at anerkende voldens tilstedeværelse i vores samfund og konsekvenserne for det enkelte menneske.

Jeg ser hele min praksis som en meditation over vold, magt, køn, traume og krop – og måske er det lige dér, vi kan mødes? Ved de åbne sår.