Peter Brandts sårbare historie om vold

Med afsæt i fortællingerne om filmmageren Pasolini og kunstneren Ana Mendietas voldelige død har Peter Brandt iscenesat en skarp udstilling i Galleri Image, der har potentialet til at kultivere vores medfølelse for offeret.
Vold er en del af virkeligheden. Volden har mange ansigter og kan manifestere sig fysisk, psykisk, økonomisk, strukturelt, individuelt, kollektivt. Den viser sig allertættest på helt inde i de nære relationer såvel som i samfundsmæssige og globale systemer, hvor magt fastholdes med voldsmonopoler, militær og politi. Menneskehedens historie er asfalteret med vold. Kan man forestille sig en verden uden?

Nej, næppe helt vel? Men en forudsætning for i det mindste at mindske volden må være, at vi for alvor mærker og forstår offerets perspektiv. Udover det faktum at vold avler vold, så ‘koster’ vold i form af eftervirkninger og traumaer.

Det er netop offerets perspektiv, vi møder hos kunstneren Peter Brandt. I en årelang undersøgelse har han arbejdet med at synliggøre de ‘usynlige’ spor af volden. Traumet, der ikke optræder i politirapporten, den psykiske invalidering og manglende tillid til verden, der følger voldhændelsen. Undersøgelsen er klart systemkritisk, også klart teoretisk. Men samtidig har den et personligt afsæt, der giver os mulighed for at mærke voldens altfortærende tryk og tyngde helt ind i sjælen.

I sin aktuelle udstilling History of Violence på Galleri Image, kredser Peter Brandt netop om voldstraumet, og han sætter det på subtil vis i spil i forhold til spørgsmål om magt og køn. Han gør det gennem sin særlige kølige og konceptuelle, næsten dokumentariske æstetik, der dog konstant destabiliseres af et mere smerteligt, sprødt, stofligt (i bogstaveligste forstand) og personligt hjerteslag.

Voldelige dødsfald som fortællingens motor

Udstillingen har tre ofre som hovedaktører. Filminstruktøren Pier Paolo Pasolini, kunstneren Ana Mendieta og Peter Brandt selv. De to første døde under voldelige, omdiskuterede og uopklarede omstændigheder; Pasolini blev myrdet på en strand udenfor Rom i 1975 og i 1985 ‘faldt’ Mendieta ud af vinduet i en lejlighed på 34. etage i New York. Peter Brandts selv var udsat for et voldeligt overfald i Rom i 2002, som har krævet årelang bearbejdelse, og som han ikke mindst nøgent og sårbart har behandlet i kunstnerisk form i utallige værker, bøger og udstillinger.

Man skal acceptere, at det på nogle måder er en udstilling, man skal ‘læse’ sig igennem. Man er nødt til at sætte sig ind i aktørernes historie, som Brandt lægger fragmentariske, collageagtige spor ud til i udstillingen.

Pasolini blev bestialsk myrdet på stranden Ostia og flere gange kørt over af sin egen bil. En 17 årig mandlig prostitueret tilstod og blev dømt for mordet, men trak 30 år senere, i 2005, sin tilståelse tilbage og påstod, at han havde tilstået på grund af trusler mod sin familie. Rygterne har svirret; var der tale om et politisk motiveret mord, da Pasolini var en kontroversiel figur, der talte magten imod og udfordrede moralske dogmer? Han blev myrdet lige før premieren på sin mest kendte film Saló, or the 120 Days of Sodom, som er løst baseret på Marquis de Sades bog af samme navn. Filmen kredser om politisk korruption, magtmisbrug og seksuel vold.

Da Ana Mendieta faldt i døden fra lejligheden i Greenwich Village, var der kun én anden i lejligheden; hendes mand – den kendte minimalistiske skulptør, Carl Andre – som blev sigtet for mord, men senere frikendt på grund af manglende beviser. Sidenhen har feministiske kunstnere og aktivister demonstreret i forbindelse med retrospektive udstillinger af Carl Andre under sloganet: Where is Ana Mendieta?, idet der både sigtes til indicierne om mord – men også til institutionernes manglende inklusion af feministiske og kropsbaserede kunstpraksisser som netop Mendietas.

En kritisk retningsbestemning af blikket

Pasolini og Mendieta mødte aldrig hinanden, men Brandt fører dem sammen i sin udstilling, idet han ser, at disse historier taler sammen og smerteligt skærer sig ind i komplekse spørgsmål om vold i relation til magt- og kønsspørgsmål.

Jeg opfatter ikke udstillingen som mordopklaring eller en firkantet fortælling om, at katolsk seksualmoral eller hvide, mandlige kunstnere er roden til al voldsudøvelse, men mere som en kritisk retningsbestemning af mit blik mod strukturelle forudsætninger for vold.

Brandt har jo netop i den maskulinitets-kritik, der gennemsyrer hans kunstneriske virke, peget på volden i manderollen. “Jeg tror, at det er fuldstændig afgørende, at vi kaster et meget kritisk blik på vores forståelse af maskulinitet, hvis vi gerne vil ændre verdens tilstand”, udtalte han således i et interview her på sitet.

Historien om vold

Udstillingen byder – med fortællingerne om Pasolini og Mendieta som hviskende puls – på ufuldkomne fragmenter af en større historie; ‘Historien om volden’.

Og det er en ‘meta-forskudt’ historie, nøjagtig som de fotos af fotokopier af italienske avisforsider fra 1975, der går igen i udstillingens collager og videoer.
Den er frustreret og foruroligende, som fotoet af en Carl Andre-skulptur på Galleria Nazionale d’Arte Moderna e Contemporanea i Rom – placeret i et tilstødende rum til en udstilling med feministisk kunst!

Poetisk, men samtidig angstfuld, som to glaskarafler med vand og (sort) sand fra et gerningssted, stranden ved Ostia.

Og på en gang kropslig og æterisk, som et forhæng af VHS bånd med Salo-filmen, man skal passere igennem for at komme til udstillingen næste rum….

Så nok skal man læse sig til udstillingen, men den har sin egen underspillede sanselighed, og her finder man Brandts æstetiske styrke, der bløder ind i den umiddelbare konceptuelle kølighed.

En udstilling der bløder

Bløder gør også den personlige investering. Brandt omtaler overfaldet i 2002 som en død af sit tidligere jeg, og denne smertelige erfaring – at volden udgør et før og et efter – løber i udstillingen sammen med fortællingerne om Pasolini og Mendieta.

Brandt splejser performancefotos af sin nøgne og sårbare krop ind i collagerne og værksammenstillingerne.

Han har ligeledes klippet jakken, han havde på, da han blev overfaldet, i stykker og brugt stoffragmenter i collager og tekstilværker, som væver sig ind i udstillingens øvrige værker.

Vi får endda en stump film – virkningsfuldt projiceret på gulvet – optaget af et operationskamera i forbindelse med en operation af Peter Brandt. Volden lejrer sig helt inde i det inderste af kroppen, forstår man.

Det er en stramt orkestreret, lille udstilling, kunstneren har sat op i Galleri Image. Den indrammer sin historiefortælling om vold med tilbageholdt åndedrag, men åndedrættet sitrer.

Det kan godt være, at Brandt bruger konceptkunstens ‘upersonlige’, nøgterne sprog, men han blød- og personliggør konstant projektet, og at der ligger et statement i det, går rent ind.

I died in Italy but no one knows it er titlen på et tidligere værk af Peter Brandt. Udstillingen gør netop et forsøg på at gøre os til vidner. For volden stopper ikke, før vi for alvor får kultiveret vores medfølelse for offeret.